Enkefru Røgind var på sommerbesøg hos sin broder på Damager, Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for ikke at vende tilbage til København, men at blive i Sønderjylland. Gennem hele krigen førte hun dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. Oktbr.

Fader fortalte, at den unge Späht, Frees og nogle andre havde siddet i Centralhotellet og drukket en Øl og snakket om Forretninger paa dansk. Späth, der er hjemme paa Orlov og i Uniform, rejste sig naturligvis og gjorde Honnør, da nogle Officerer gik forbi deres Bord; den ene lyttede lidt og kaldte ham saa til Side: »Sie sprechen Dänisch«? »Ja, es sind geschäftliche Sachen«. »Wenn Sie Dänisch sprechen wollen, so wählen Sie einen anderen Platz, hier wird nur Deutsch gesprochen. Abtreten.«
Ja det er nydelige Forhold. Den yngste Christiansen, som har ligget her paa Kasernen, fortalte, at det var strengt forbudt at tale sammen paa dansk, men til at fylde deres Skyttegrave duer de danske Nordslesvigere, til at kæmpe og desværre — dø..

(Sønderjyske Årbøger 1934, s. 235-6)