11. november 1917. K. Tastesen: Gennembrud i Rumænien

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Efter 5 Dages Marsch naaede vi Regimentet, som vi skulde sammen med under Angrebet. Artilleriet havde allerede begyndt at gøre Forberedelserne. Flyverne var allerede i Virksomhed og kastede Bomber ned, og Luften var gennemtrængt af Gas, som dér rigtig var kommen til Udnyttelse.

Da Kanonerne havde tordnet i tre Døgn, skulde der endelig stormes. Vi fik Ordre til at gaa frem, og det varede ikke længe, før Kampen rasede. Der var dobbelt Besætning i Rumænernes Skyttegrave, da der netop blev afløst. Tusinder faldt, men andre Tusinder rykkede frem. Der, hvor jeg var med, kunde vi ikke komme igennem, hvor mange vi end blev sendt frem.

Min Kammerat fik det ene Ben afskudt af en Granat, som ogsaa flængede min Støvle og flængede Benet.

Nu var Tyskerne brudt igennem et Par hundrede Meter længere til højre, og nu maatte de foran os ogsaa vige, da der kunde blive skudt langs ad Graven. Flyverne hjalp os udmærket, der var kun to rumænske Flyvere oppe, og den ene af dem blev skudt ned med det samme. Vi tog nu de fjendtlige Stillinger i Besiddelse og tog en Mængde Fanger.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

 

2 tanker om “11. november 1917. K. Tastesen: Gennembrud i Rumænien”

    1. Linket er nu rettet.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *