Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.
Brev fra Peter Østergårds til hans søster 3. marts 1915:
Ja, sidst jeg skrev til dig, var vi jo nået til Cuy, og da du nu er nået så vidt, er det vist bedst, at du også får at se, hvordan vi bor herude i skyttegraven. Du gør derfor bedst i at følge os igår morges, da vi gik herud. Kl. 3/4 gik vi fra Cuy, og efter en lille halv times gang nåede vi byen Dives.
Her er tårnet af kirken til dels taget ned, for at den ikke skal byde en skive for artilleriet. Selve byen har ikke lidt meget. Her er vor 3. bataillon indkvarteret og 9. jægerbatl., ved hvilket H. Kock fra Mølby og H. Moos fra Nybøl og en Kræmer fra Østerlindet er. Alt er roligt her endnu, og vi går videre og når så byen Lassigny, en by på henved 3000 indbyggere. Ja, nu er der ingen. Byen er helt sammenskudt, kun få huse har ikke lidt meget. Særlig kirken, en stor, smuk kirke, er helt ødelagt.
Her går vi forsigtig gennem gaden for ikke at gøre for megen støj, for hvis franskmændene mærkede, at der kom afløsning, vilde de jo sikkert hilse på os med granater. Ved vestudkanten af byen skilles vi ad for at gå til vor gamle hule i skyttegraven, som ligger ca. godt 100 m udenfor byen. Der går jo en løbegrav fra byen og derud, men den benytter vi ikke, når det er mørkt, da går vi lige til.
Snart er vi også ved graven. En stige fører ned i den. Der veksles et par ord med de folk, der har beboet hulen, om de har fået megen ild osv., og så drager vi ind i vor gamle borg. Alt er gået stille, der er ikke falden et skud. — Du må bukke dig godt for at komme ind af døren, thi den er kun en alen høj. Herfra er der så tre store trappetrin ned til bunden af hulen. Er du nået derned, er du ca. 1 ½ m under jorden. Så megen jord er der ialtfald oven på.
Du vil let kunne stå oprejst, og vender du dig om med ansigtet mod døren, vil du se, at lyset falder igennem et lille vindue til venstre for døren. Under og ved siden af vinduet er der et par hylder, og herpå står der mange små papkasser, hvori der er eller har været noget fra dem derhjemme. Under vinduet står der et bord med et fint gammelt bordtæppe, og ved enden af bordet op mod væggen står et stort spejl, og heri kan vi, hvis vi har lyst, måle, hvormeget skægget gror, og hvor beskidte vi bliver i de 6 dage, vi er her.
Ved siden af bordet står 2 stole, deraf er den, jeg i øjeblikket sidder på, polstret og betrukken med plyds, træet er fint udskåren. Sikkert har den ikke drømt om at havne i en tysk skyttegrav. Disse ting er slæbt herned fra byen af dem, der er her, når vi er i kvarten. Jeg kan ikke godt være med til at tage noget sådant, kommer altid til at tænke på mig selv, hvis det nu var hjemme osv.
Til højre ser du vor kakkelovn. Den ligner mest en grubekedel, men varmer udmærket. Her koger vi om aftenen, når vi har lyst, enten det nu skal være kaffe, the eller chokolade. Det er så nemt at koge vandet og så putte nogle terninger i. Om dagen må vi ikke fyre, for at franskmændene ikke har det at rette kanonerne efter.
Længere til højre vil du se et hul, og når vi lyser derind med lommelygten, vil du se, at det er vort sovekammer. Her ligger vore dækkener. Der er dog kun plads til to mand, den ene må sove på stolene, når han ikke er på vagt. Nu har vi gravet en kælder. Den er i den bagerste væg dybt ned. Her har vi 2 m fast jord med kalkstenslag i foruden den løse jord over. Godt afstivet er det dernede, og her kryber vi ned, når granaterne bliver lidt nærgående.
Her mener vi at være omtrent sikre. En reserveudgang har vi til vor nabohule. På den måde kan vi komme ud, hvis den ene udgang skulde blive skudt til. Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi. Hernede skal den ene så sove, når vi får lagt nogle brædder og halm derned. —-Rundt om på væggene hænger vore sager, tornister, kapper o. s. v. Nu kan jeg ikke vise dig mere, og til underholdning har jeg ingen tid denne gang, for det er om et øjeblik så vidt, at jeg må ud at have min tur på vagten.
