Senest ændret den 28. januar 2016 21:58

Regiment 84 “von Manstein”, hvis II Bataljon havde hjemsted på Haderslev kaserne, skulle den 8. august sendes sydpå til opsamlingspladsen i Aachen. Særligt mange sønderjyder tjente i dette og Regiment 86 “Königin”. M. Pohl beretter om afgangen fra Haderslev:

”Morgenen den 8. august var kommet. II. Bataljon var trådt an i den forreste kasernegård. Mange, mange mennesker stod ved hækken. Hr. bataljons-kommandøren, Major Maibauer, holdt en kort tale, så rykkede vi med klingende musik af til banegården.

Gaden var fuld af mennesker, men kun enkelte hurraer og blomster blev os til del. Det danske element var mærkbart. Jeg husker altid denne afmarch i Haderslev, som et dystert og tungt optog. Såvidt som at vi soldater ikke selv havde den nødvendige humor, var det af de udenforstående kun vores få venner, som forsøgte at give os en glædelig afsked.

Det gik over “Skulderbladet”, enhver 84´er et velkendt forfriskelsessted, gennem de ofte betrådte gader og stræder. Her og der trykkede vel en bekendt os hånden, men en sejrsglad, begejstret stemning ville ikke komme. Man var vel for tæt på den danske grænse. Der var blevet mumlet meget om et engelsk angreb gennem Danmark.

Uvisheden og bekymringerne for egen fremtid trykkede åbenbart også humøret hos de tysksindede. En gammel profeti, om at et stort slag i Slesvig skulle ende en stor krig, fik igen liv blandt landbefolkningen.

På Banegården begyndte indladningen af bataljonen med det samme og så kom hornsignalet for påstigning. Vores Feldwebel Krohn med sit soldatervæsen og dog så godmodige hjerte gik endnu engang langs med toget. Vores Kaptajn Klapp så endnu en gang efter, hvordan hver enkelt mand var anbragt, så bar toget os mod den ukendte fremtid. Fra tusinde mandestruber steg brusende den gamle sang: “Kære fædreland vær kun rolig, fast og tro står vagten ved Rhinen”.

Toget rullede langsomt på strækningen Haderslev-Vojens. Jeg var sammen med mit korporalskab i een vogn, som ved hjælp af de opstillede bænke hurtig blev forandret fra kvægvogn til passagervogn. Allerførst var stemningen trykket. Så trængte den gamle soldater-fanden-i-voldskhed frem. Vi sang, vi vinkede til pigerne, som sammen med mange andre mennesker stod langs banelinjen, og var gode ting. Hin første, store dages offervilje, som forplejede os mod vores vilje, hver gang toget gjorde holdt, gjorde sit til at holde os ved godt mod.

Jeg husker ikke misstemning hos en eneste mand i de 2½ dag rejsen varede trods den ubekvemme jernbanevogn. Selv den simpleste bar den høje vished om pligten, og det som gjorde os så fornøjede, selvom vi kørte mod det uvisse, var anelsen om pligtens skønhed. Jeg har ofte senere ved fronten haft lejlighed til at se, hvordan man selv blandt vores dansktalende og -tænkende kammerater i augustdagene virkelig gerne kørte i kamp “for det store Fædreland”.

Endnu en ting havde jeg lejlighed til at se på den 2½ dag lange rejse til grænsen. Fra min tjenestetid vidste jeg, at soldaten altid “finder” det, som han mangler. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Alt småligt, umandigt forsvandt simpelthen, selv, nej netop hos den simple mand. Det synes simpelthen ikke længere at eksistere.

Således kørte vi langs Slesvigs østkyst. Vi tog afsked med Flensborg og med det henslumrede Slesvig ved Slien; Rendsborg, Neumünster lagde vi bag os. Jo længere mod syd vi kom, desto større var massernes jubel og begejstring på banegårdene. Overalt var familie og bekendte, som var kommet for at ønske en eller anden i blandt os et lev vel. Da det blev nat, havde vi forladt vor hjemstavn, det havombruste Slesvig-Holsten.”

Uddrag og oversættelse af M. Pohl: “Turen til Grænsen” i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.