Landmand Niels Petersen fra Bevtoft var i gang med at aftjene sin værnepligt, da verdenskrigen brød ud i 1914. I efteråret 1917 gjorde han tjeneste ved Grenadier-Regiment Nr. 5.

[I Siegfried-Stillengen] havde jeg en meget interessant Oplevelse. En skønne Dag blev jeg kaldt tilbage til Staben. Jeg var spændt paa, hvad der skulde ske, og Spændingen steg, da Majoren spurgte mig, om jeg kunde tale Dansk … Jo, det kunde jeg da! … Og saa viste det sig, at jeg skulde agere Tolk for nogle danske Officerer, der kom paa Besøg. Det var, saa vidt jeg husker en Kaptajn Wilkenschildt og en Kaptajn Ry, navnet paa den tredie Kaptajn kan jeg ikke huske, men de var meget flinke mod mig, og vi fik en ordentlig Passiar paa Dansk.

Niels Petersen smiler pludselig i Erindringen om et eller andet, og siger saa paa sin lune Maade:
– De va´ no slet it saa pytte! De var nu slet ikke saa kede af det! En Dag vi gik gennem Skyttegravene fik de ganske vist en lille Forskrækkelse. Der kom pludselig en Granat, og saa tog Pokker ved Dem. De manglede Erfaring, ellers havde de, ligesom jeg gjorde, kastet sig plat ned. Bagefter sagde de, at det kunde være helt rart at faa en Splint af den Granat med hjem, og saa maatte jeg langs for at finde et Par Stykker til dem. Det var jo en Slags Erindring til deres Ilddaab … Men de va´ no slet it saa pytte!

(Jydske Tidende, Ekstra-Nummer, Tirsdag 1. august 1939, s. 11.)