Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Hurtigt pakkede vi vore Sager sammen og gik hen til vort Batteri, hvor vi blev til om Eftermiddagen. Kl. 4 kom Postvognen til Batteriet, og med den skulde vi køre til Lejren.

Da vi var kommen op i Vognen, gav Kusken sig til at tærske paa Hestene, saa det gik i Galop hen ad den ujævne Vej, og vi fik ondt i Maven af al den Rysten i den stive Vogn. Vi raabte til Kusken, at han skulde køre langsomt, men han lod, som han ikke hørte det; først da et Par Mand sprang op, tog ham i Kraven og truede med at smide ham ned af Vognen hjalp det paa Fyren, og nu kunde han køre langsomt.

Efter 10 Minutters Kørsel naaede vi ud paa en bred Landevej, som var overfyldt med Køretøjer. Højt oppe i Luften saa vi 5 Flyvere, som kom lige imod os. Vi mente det var tyske Flyvere, men pludselig hørte vi en Hvislen gennem Luften, og den kom nærmere og nærmere, vi kendte denne Lyd og vidste det var Bomber, der kom. Vi raabte nu til Kusken, at han skulde køre, hvad han kunde, det behøvede vi ikke at sige to Gange, nu gik det, alt hvad Hestene kunde løbe.

Nu lød der et vældigt Brag, og omtrent 100 Meter bag os saa vi, at Heste, Vogne og Mennesker spredtes til alle Sider. Det var ca. 10 Bomber, som var bleven kastet ned, og hvis vi var kommen et Minut senere, saa havde vi maattet bide i Græsset.

Kl. 8 naaede vi i god Behold Lejren, hvor vi saa først gik til Køkkenet for at faa noget at spise.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).