Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Efter ophold i flere fæstninger kom ham i begyndelsen af september 1917 til Nordslesvig, til fangelejren ved Skovby ved Hovslund. Her skulle han på tvangsarbejde på fæstningsbyggeriet.
Næste Dag ud at trække Pigtråd, 8—10 Mand ved hver Vagtmand. Min Underofficer opdagede snart, at jeg var dansktalende og indskærpede over for sine Standsfæller, at der skulde passes særligt godt på mig.
Efter Omstændighederne havde vi det ret godt, men det kan ikke undgås, at man bliver præget af Fangelivet: Altid under Bevogtning ved Arbejdet og i Fritiden bag Pigtrådshegnet.
Der gik lang Tid, inden jeg fik Lejlighed til at gøre nogle Egnsfolk opmærksom på, at jeg var fra Nordslesvig. Det var nemlig Civilbefolkningen meget strengt forbudt at tale til os. Men nu fik så mine Forældre det at vide, hvor mit Fangekompagni lå. Og min Far var da ikke sen til at få Mor til at pakke en Rejsekuffert med Madvarer. Det skulde nu forsøges at få Sønnen i Tale.
Han rejste til Hovslund, gik ud til Skovby, fik Lov ved Vagtposterne at gå ind i Lejren og kom ind på mit Kompagnis Skrivestue. Man ventede Kompagniføreren hvert Øjeblik, så Far kunde da få Lov til at tale med ham, når han kom.
Men Far fik af denne blankt Afslag på sin Bøn om at måtte tale med mig. Om der da ikke kunde sendes en Ansøgning om at få Lov? Jo, det kunde der godt, men Ansøgningen kom her til Kontoret til ham, og der fik den Afslag, svarede Løjtnanten.
Far opgav dog ikke lige straks, men søgte at opspore mig på Arbejdspladsen, dog forgæves. Lidt sørgmodig i Hu vilde’ Far så til med uforrettet Sag, at forlade Byen igen, men kom da forbi Byens Smedje og gav sig i Snak med Smeden, en Mand af den rigtige Slags.
Far fortalte ham det hele, som det var. Smeden skulde nok få den Sag ordnet. Han havde lige bygget en ny Smedje og skulde en Dag have sit Værktøj og Materiale flyttet. Han havde af og til haft et Par Fanger til at hjælpe sig. Nu vilde han så se at få mig til at hjælpe ved Flytningen.
Kendelig lettet rejste Far så hjem og overlod Resten til Smeden. Da jeg om Aftenen kom hjem til Lejren, fik jeg straks af et Par Medfanger at vide, at min Far havde været der i Lejren, uden at jeg anede noget om det.
Nogen Tid gik, da jeg så en Søndag kaldtes på Skrivestuen og fik Ordre til at stille om en Time igen sammen med en Kammerat til.
Vi fik så en Vagtmand med og skulde hen at arbejde hos Smeden. Jeg fik et djærvt Håndtryk af Smeden til Velkomst, som yderligere fortalte mig om hele Forehavendet.
Vagtmanden og Kammeraten blev indviet i Sagen. Lidt efter kom min Far med Kufferten fuld af dejlige Madvarer.
Alle tre tog vi for os af Retterne. En glubende Appetit havde vi. Da Sulten var stillet, gik Vagtmanden og Kammeraten ud at arbejde; jeg fik Lov til at blive inde sammen med Far og Smedens Familie. En dejlig Dag; mine Forældre fik,nu rigtig Besked om, hvordan jeg havde det. Og ikke nok med det. Vi fik ”smurt” de rigtige Steder, så jeg hele Tiden fik Lov til at få nogle Pakker hjemmefra.
Claus Clausen blev benådet efter ét års afsoning og sendt tilbage til fronten.
Beretningen oplyser ikke om de forfærdelige forhold for straffefanger / fæstningsfanger, som arbejdede på Sikringsstilling Nord.
Se fx http://www.military-history-denmark.dk/Sik_nord_dk/Fangerne.htm
Her bringes uddrag af Peter H. Nielsen beskrivelse af sin tid som fæstningsfange i Sikringsstilling Nord.
Peter H. Nielsens bog “Soldat, Fange og Flygtning” fra 1930 synes ikke at være nævnt på DenStoreKrig1914-1918.dk.
– – –
Om behandlingen af straffefanger kan jeg få den tanke, at visse beskrivelser fra 1. og 2. verdenskrig minder om hinanden. Straffearbejde under 2. verdenskrig foregik under uhyrlige forhold. Det kom måske ikke ud af ingenting. Det blev tilsyneladende gjort ‘forstudier’ under 1. verdenskrig. Også på det område var de 2 krige samme krig, opdelt af nogle års våbenhvile.
Det har uden tvivl været utroligt hårdt at være straffefange på Sikringsstillingen. Der var herskede streng prøjsisk disciplin, men i betragtning af nogen var dømt for desertering og dermed i princippet kunne være blevet henrettet, var strafarbejde måske at foretrække.
At drage sammenligninger mellem behandlingen af de militære straffefanger under første verdenskrig og de uhyrligheder der foregik under anden verdenskrig mener jeg er fejlagtig.
Hej Søren Østergaard !
Tak for din kommentar. Det er ikke så tit, at der foregår en diskussion / meningsudveksling her på StoreKrig-bloggen. Din kommentar og indvending er velkommen, og det ville også være rart, om andre kunne bidrage.
Når der her er så få meningsudvekslinger, kan der være flere forklaringer, ud over at det måske ikke er så ofte, at der skrives bemærkninger, der kan modsiges. Mest tror jeg, at det kun er relativt få brugere, der læser kommentarerne. Og man kan ikke abonnere på at få melding om nye kommentarer på bestemte sider.
For et par år siden læste jeg på internettet en beretning skrevet af en straffefange, som arbejdede på Sikringsstilling Nord. Den gjorde indtryk på mig. Det var ubehagelig læsning. Da jeg skrev min kommentar den 3. september, prøvede jeg, om jeg kunne genfinde beretningen. Det kunne jeg ikke. Måske er forklaringen, at det var Peter H. Nielsens beretning, jeg også dengang læste.
Tilsyneladende findes der ikke mange beretninger fra sådanne straffefanger (eller fra fangevogtere). Oplysninger herom efterlyses !
Men fra H.P. Hanssen har vi 21. april 1917 en troværdig beskrivelse af en ‘episode’:
https://denstorekrig1914-1918.dk/21-april-1917-h-p-hanssen-at-stoede-ham-ned-med-bajonetten/
“Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlæggene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde!”
Det var en sag, som H.P. Hanssen fulgte op på.
Søren Østergaard, jeg kan godt følge din holdning, at det er forkert at sammenligne mellem 1. og 2. verdenskrig, sådan som jeg har prøvet at gøre det. Jeg har dog ‘kun’ tænkt på straffearbejde i 2. verdenskrig, ikke på alle nazismens forbrydelser. Forholdene for straffearbejde i de 2 krige havde det tilfælles, at det gjaldt om at opnå mest muligt arbejde med mindst mulig omkostning. Fangerne fik mindst mulig mad, og hvis nogen døde at sult og sygdom, fik man nye fanger på arbejdspladsen.
Og min mening var, at episoder fra 1. verdenskrig kunne vise sadisme og ondskab, som man ellers mest forbandt med 2. verdenskrig.
Men klart nok, under nazismen var udnyttelsen og behandlingen af straffefanger langt værre og foregik i en langt større skala. Og en H.P. Hanssen ville under 2. verdenskrig ikke kunne have talt en fanges sag.
Nazismens forbrydelser var og er i ‘særklasse’. (Og kun sammenlignelig med kommunismens forbrydelser).
Jeg vil dog også sige, at igennem hele menneskehedens historie har sadisme og ondskab eksisteret, og uhyrligheder har fundet sted. Det er ikke startet med 1. verdenskrig.
– – –
I øvrigt skrev jeg: “Peter H. Nielsens bog ‘Soldat, Fange og Flygtning’ fra 1930 synes ikke at være nævnt på DenStoreKrig1914-1918.dk.”
Det er ikke helt rigtigt. Bogen er nævnt i en bibliografi:
https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/litteratur/bibliografi-over-litteratur-om-toender-kommune-i-foerste-verdenskrig/
Her står:
Nielsen. Peter H.: Soldat, fange og flygtning. En sønderjydsk arbejders oplevelser under verdenskrigen, 1930, 192 s. [Brøns].
– – –
Jeg efterlyser beretninger fra straffefanger. Her er en:
Peter Madsen, Tiset pr. Gram, skrev i DSK’s årbog 1941, side 47 – 49 (i filen DSK_1941-A5.pdf, det kan være side 71 i en anden udgave): “Militærfangeliv Nordslesvig”.
“Jeg har i hele min Fangetid ikke set saa mange udsultede og underernærede Mennesker, som i Fangelejren i Døstrup.” (Hvor Peter Madsen kom i marts 1917).
“Ifølge Fæstningsreglementet skal Fangerne vejes hver 3. Uge. Gaar en Fange alt for langt ned i Vægt, skal han have det saakaldte “Kosttillæg”. Her fik vi det bare ikke, selvom Vægten gik aldrig saa langt ned.”
Venlig hilsen fra Erik Sommer
Endnu et vidnesbyrd om de forfærdelige forhold for straffefanger / fæstningsfanger, som arbejdede på Sikringsstilling Nord:
Skrevet af Frands Muusmann, Brede pr. Bredebro, i DSK’s årbog 1948. Artiklen hedder “Det endte med revolution i Berlin”. Den del der handler om Frands Muusmanns tjeneste som vagt for straffefanger, er gengivet på
“24. april 1917. Vagt for straffefanger ved byggeriet af Sicherungsstellung Nord”
https://denstorekrig1914-1918.dk/13-marts-1917-vagt-for-straffefanger-ved-byggeriet-af-sicherungsstellung-nord/
F. Muusmann skriver bl.a.:
“De stakkels fanger blev sultede og plagede med haardt skansearbejde fra morgen til aften, yderst tyndt paaklædte i den kolde vinter.”
“.. hørte da en uhyggelig rallen i en af køjerne.
Jeg fandt en døende kammerat med blodet løbende ud af næseborene, allerede bevidstløs. Jeg meldte det sete til overløjtnanten, som fulgte med over i barakken og derefter meldte tilfældet til højere vedkommende.
Men han fik senere kun ubehageligheder af sin medmenneskelighed. En læge kom ganske vist, men manden døde naturligvis.”
Beretningen er skrevet eller redigeret i de først år efter 2. verdenskrig, og Muusmann skriver: “Man mindes vore dages koncentrationslejrtilværelse, som faktisk var en realitet allerede dengang, naar det gjaldt modstandere af regimet.”
Uddraget slutter med: “En dag stormede fangerne brøddepotet og spiste hele forraadet. Det gav tykke maver i øjeblikket, men ekstra arbejde bagefter. Førtes de forbi affaldskasserne, snuppede de i en fart en haandfuld kartoffelskrælling eller lignende og guffede det i sig. Det blev min løjtnant for meget. Han meldte sig syg og sendtes tilbage til Berlin paa lazaret.”
I DSK årbogen fortsættes med: “Jeg maatte naturligvis med. Og da jeg i mellemtiden var blevet skrevet “kv” igen, skulde jeg melde mig ved Genesungskompagniet i Berlin-Pankow.”
Bemærkningen “men ekstra arbejde bagefter” går givetvis på, at fangerne fik dårlig mave af for meget brød. Det gav bøvl for vagterne, som skulle sørge for adgang til latrinen.
Som i flere andre beretninger fra krigen fortæller Muusmann om officerernes privilegier. Datidens Tyskland / Europa var et klassesamfund, og officererne var højt hævet over de menige soldater: “Senere flyttedes hele lejren til Toftlund kirke, hvor jeg fik en behageligere bestilling, idet jeg næsten hver dag sendtes ud paa hamstring af levnedsmidler til officerernes paarørende i Berlin. Men ogsaa til den tamme stork, som officererne holdt, skulde jeg sørge for føde i form af frøer fra engene.”
(Lidt mere samtidshistorie, nu fra 1948: Artiklen i DSK’s årbog 1948 følger retskrivningsreformen fra 1. april 1948, dog stadig med aa for å. Men navneord nu med lille begyndelsesbogstav).
Det var nu ikke kun straffefangerne der sultede.
http://www.eurobeast.dk/verdenskrig/temaer/forplejning.htm