Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat.

I Maj 1916 havde jeg været hjemme paa Orlov. Jeg trak Tiden for Afrejsen ud og kom med Vilje nogle Dage for sent. Omsider naaede jeg dog ud til Fronten.

Vi laa mellem Laon og Reims, og naturligvis fik jeg en ordentlig Skylle. Vor Kompagni-Feldwebel var endnu paa Orlov. Sammen med mig anmeldte et Par Meklenborgere, der ogsaa havde været paa Orlov, deres Tilbagekomst. De kom rettidigt tilbage.

Da de var gaaet, sagde Feldwebelens Stedfortræder: »De bliver denne Gang straffet; men kan De ikke angive en Grund, hvorfor De kommer for sent?«

— »Jo«, sagde jeg, »min Kone skulde aflevere Korn til Militærforvaltningen, og det hjalp jeg hende med«.

— Denne Begrundelse blev nedskrevet, men om den blev undersøgt, ved jeg ikke, men sandt var det nu, at jeg havde hjulpet min Kone; det var bare otte Dage tidligere.

— »Men«, sagde han, »det havde De da kunnet lade notere, for saa havde De kunnet faa et Par Dage mere, for det er jo ogsaa en Slags Tjeneste«. — »Men«, fortsatte han, »pas nu paa, at Løjtnanten ikke træffer Dem, for han er meget vred, fordi De har overskredet Deres Orlov to Gange lige efter hinanden.

Jeg skulde hen paa Tøjdepotet og hente mit gamle Tøj. Vi havde nemlig to Sæt. Og hvem sidder saa der og ser til, at en Soldat prøver et Par Støvler? Vor Løjtnant!

— Han sagde: »Hvad vil De?«

— »Jeg vil have mit Tøj«, sagde jeg.

— »En Soldat vil ikke noget; han gør, hvad der bliver ham befalet!«

— »Ja«, svarede jeg, »jeg vilde gerne bede om mit Tøj«.

— »Ja, det er helt rigtigt«, sagde han, »men De kommer for sent tilbage fra Orlov«.

— Jeg fortalte ham den samme Løgn som paa Skrivestuen

– »Naa, saadan«, sagde han og saa paa mig, »nej, min fine Ven, De har nok villet hvile endnu en Nat hos Konen!«
– »Ja«, svarede jeg, og der blev ikke talt mere om det.

DSK-årbøger 1960