24. september 1917. Belgier kender til 1864: “Så er vi jo venner!”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud.

Det gode varede ikke ret længe. Efter 9 dages ophold i Huissignies (den 24. september) – blev jeg afkommanderet på et  artilleriværksted i Nimy tæt ved Mons.

Jeg gik til Ath, og derfra tog jeg med toget til Mons og Nimy.

Vi var to, der blev afkommanderet til dette værksted. Den anden hed Willy Cramer, han var mekaniker – stammede fra Hannover.

Vi fik et kvarter anvist i Rue Theophile; det var hos en modelsnedker. Han hed Leo Manet. Det var en meget pæn familie. En søn kæmpede på den belgiske front, een havde været i tysk fangenskab, men var kommet hjem, han var syg, og en anden søn besøgte en højere skole i Mons.

Cramer og jeg fik et værelse anvist i stueetagen ud imod gaden. Det var en rigtig seng med dyner, bord og to stole. De første par dage talte familien ikke et ord med os; men så spurgte manden mig en aften jeg sad ude i gården på en bænk, hvor jeg stammede fra.

Jeg sagde fra Nordslesvig, men det forstod han ikke, så hentede han et kort. Jeg pegede så på den danske grænse; men da han så det, rakte han mig hånden og sagde, at så er vi jo venner, og så skrev han på et stykke papir 1864.

Fra dette øjeblik talte han med mig ved enhver lejlighed. Jeg fik tit noget at spise, konen vaskede mit tøj, og vi talte sammen så snart lejligheden bød sig.

En aften fik han fat i en tolk, han talte tysk, og så gik det rigtig løs med samtalen.

Men de ville ikke tale med Cramer. Cramer gik meget hen i  marketenderiet, han var ikke ret meget hjemme om aftenen.

Familien kom så ud hos mig om aftenen, vi talte en del sammen og det gik bedre og bedre med at forstå hinanden. Jeg var også med i byen en aften, og en søndag eftermiddag var vi i biografen inde i Mons.

Jeg fulgtes med studenten. Han hed Henry. Da vi gik tilbage, mærkede jeg, da vi kom til Nimy, at han holdt sig tilbage, der hvor han var kendt. Jeg mærkede straks, hvad der var i vejen og gik så et stykke foran. Han skammede sig ved at følges med en tysk uniform, hvilket var forståeligt nok.

Om aftenen sad vi og talte sammen. Den gamle ville meget gerne være inde hos mig, og han gjorde sig de største anstrengelser for at forstå mig. Henry sad hele tiden med ordbogen, og han havde nok at gøre, med at slå op i den hele tiden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *