Senest ændret den 4. december 2020 8:51
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I oktober 1918 blev han taget til fange.
Her er der ikke behageligt, og Skorstensfejeren havde Ret i sine Betænkeligheder, da vi rejste hertil. Samtalen i Toget hertil drejede sig ikke om andet end om Meningen ‘ med saadant et „Vergältungslager”. Det lød jo noget afskrækkende, og Skorstensfejeren kunde ikke forstaa, hvad vi eller andre havde forbrudt.
„Men hvorfor ikke,” sagde han, „nu har vi prøvet lidt af hvert, lad os saa ogsaa tage det med i Købet. Verden er nu en Gang saadan. Histovre blev vi anset for Helte, og her behandles vi som Forbrydere.” „Ja, man kan nok komme til Eftertanke,” erklærede jeg. „Eftertanke?” sagde Skorstensfejeren, „nej, det er ikke det rigtige Udtryk.
Total forrykt, men hvad er der at vente af en saa elendig Verden. Hvad andet befatter Verden sig med end Vergältung, Had, Hævn og deraf Mord, Drab og Ødelæggelse, naar blot man derved kan skaffe sig nogen Gevinst? Kan du forstaa det?” „
Jo, det kan jeg godt forstaa, Julius,” svarede jeg, „men hvad jeg ikke kan forstaa, er det, at det ikke gaar ud over hele Menneskeheden, men kun over os.
Hvad har vi da gjort, siden der skal udøves „Vergältung” mod os. Er du i Stand til at sige mig det, Julius?” „Ja, jeg kan godt høre paa dig, at du ikke kender din Bibel,” svarede han. „Bibel?” „Ja, véd du da ikke, at der staar et Sted, at Fædrenes Synd skal hjemsøge Børnene i mange Led. Naa, og vi er Børnene,” tilføjede han vredt.
„Jamen hele Verden har da været lige god om at skabe den Elendighed, der nu raabes „ Vergältung ” om, Julius, men hvor mange kommer i en Lejr, hvor denne „Vergältung” kan udøves?” „Ja, men vi er nu en Gang saa uheldige at være blandt dem, det skal gaa ud over, og det er nu det, som vi har faaet ud af at lære, at Frankrig er Tysklands Arvefjende. Det er en storartet Svindel.
De har jo intet som helst gjort mig, hvordan kan det være mine Arvefjender, men Hadet skal jo holdes vedlige, og det er nu Grunden til al den Elendighed, og at vi sidder i det, som vi gør!” „ Tror du da ikke paa det gode i Menneskene, Julius?” „Det gode i Menneskene?” gentog han haanligt, „det tror du da heller ikke selv paa! Nej, véd du hvad, i Hverdagslivet, i Handels- og Toldpolitik, i det politiske Liv , i smaa indenrigske og endnu mere i de store udenrigspolitiske Forhold, hvorfra de store Forviklinger stammer, gælder det om at „dreje hinanden en Knap”.
Med Hævntanken for Øje opflaskes vi Mennesker fra Barnsben af, for, naar Tiden dertil menes at være inde, at skride til Udførelse af Hævn- og Revanchetankerne.”” Skorstensfejeren vandrede frem og tilbage i Kreaturvognen og blev ved: „ Om blot alle Kanoner, Maskingeværer, Flyvemaskiner og Krigsskibe blev sænket ned i det dybeste Hav, da vilde Verden om kort Tidse anderledes ud. Og dog, hvad Nytte vilde det hele være til, naar Tilliden ganske mangler.
Det ene Land stoler ikke paa det andet, uden at det har en Kanon ved Haanden eller en Bajonet at støtte sig til. Krig vil der altid være, og du kunde vel heller ikke tænke dig en Skole, hvor Drengene ikke slaas. Det er ganske som i Naturlivet; Fuglene i Luften og Fiskene i Vandet lever der i Kraft af den stærkeres Ret.
Træerne i Skoven breder sig paa Bekostning af de svagere Ditto, der med Tiden visner og gaar ud.” Jeg maatte le: „Nej, nu tror jeg, du gaar for vidt, Julius,” sagde jeg, „alt det, du der fortæller om Naturlivet, kan du da ikke uden videre overføre paa Menneskene, vi er dog opdraget under andre Love og Bestemmelser og med Tanken om Livet efter Døden. Og der er mange, der indretter Livet derefter!”
„Naa, mener du det, ja, jeg kan godt høre, at du ikke har set ud over din egen Næsetip. Nej, ser du,” fortsatte han, „alle Steder i Verden gælder dette: Høg over Høg. Det er Luksus, Rigdom, Ære , Magt og Anseelse alle higer efter, indtil Ballonen revner. Og det gør den tilsidst for alle, hvad enten det nu er for den enkelte, for Regeringer, Nationer, Diktatorer og andre.
Og naar saa det hele er ramlet sammen til en ynkelig Ruinhob, knyttes Næverne imod „de andre”, som menes at være Skyld i Ulykken, og saa raabes der om „Vergältung”, Revanche og Hævn.” Toget raslede nu henover Sporskiftesteder, og Vognen skubbedes i korte Ryk frem og tilbage, og vi hørte Hvinene af Bremserne.
„Ja, nu er vi der vel,” sagde Skorstensfejeren, „saa faar vi jo se, hvad der bydes paa!” Ja, vi er her, men Gud give vi var vel herfra igen. Der siges, at der er 14,000 Mand i Lejren, og af disse 28,000 Fødder er Pladsen optraadt til et Ælte , der naar op over Fodledene. Føden er tynd og langtfra tilstrækkelig.
Døde og syge bliver baaret bort fra Pladsen hver Morgen. Bare dog Sundheden vil holde til den Elendighed her. Vi er omgærdet af to Rækker tre Meter højt Pigtraad og bliver bevogtet af begsorte og store Negre, der nok skal afskrække fra Tanken om Flugt eller anden Revolte.
Fra Pladsens fire Hjørner peger et Maskingevær ind over Pladsen, og der staar en Mand bagved hvert. Latrinforholdene er langtfra tilstrækkelige. Byens Bourgeoisie gaar imellem Pigtraadsforhegningerne og fotograferer dem, der med Front den anden Vej er optaget af andet end at smile venligt til Kameraet.
— Polakkerne og Danskerne har dog hver en Barak, men Pladsen er optaget alle Vegne, saa der ikke er én Tomme Plads. Lejren er forsynet med 1 Pumpe, og i Kø, i lang Række, venter baade Dag og Nat Kammerater paa at komme til at faa lidt Vand. Jo, det er vel nok et „Vergältungslager”. Kun godt, at vi snart skal af Sted herfra.
