20. januar 1917. Maskingeværernes kølevand frøs til is – vinter i Galicien

Senest ændret den 17. september 2021 20:28

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Galicien har jo fastlandsklima, så kulden, der ofte var mere end -30 grader, mærkedes ikke så slemt, som man skulle tro, da der næsten altid var stille vejr.

Men kulden var snigende, og man skulle passe på, at den ikke narrede én.

En dag gik v i to mand for at hente mad ved feltkøkkenet. Min makker var udrustet med en temmelig stor næse i et markeret ansigt. Da jeg kom til at kaste et blik på dette monumentale fremspring, opdagede jeg, at det var helt hvidt, et sikkert tegn på, at næsen var ved at forfryse.

Manden havde ikke selv mærket, at der var noget galt; men da han rørte ved næsen, var den fuldstændig følelsesløs. Vi fik travlt med at gnide den med sne, og det lykkedes ret hurtigt at få blodomløbet i gang igen, så Weil – sådan hed manden – kunne redde sin ansigtspryd.

Som sagt var der næsten altid stille vejr, men det kunne hænde, at det blev snestorm, og så var det mere end uhyggeligt. Lå man ude i skyttegraven, kunne det endda gå an. Vi havde næsten altid gode og varme tilholdsrum, men jeg har to gange været på march i et sådant vejr, og det glemmer jeg aldrig.

Man fik et lille begreb om, hvad udtrykket »sibirisk vinter« vil sige, og hvad Napoleons soldater må have døjet i Rusland under  tilbagetoget i 1812.

Et held var det, at de store kuldegrader udelukkede større krigshandlinger. Det hele indskrænkede sig til lidt  patruljevirksomhed.

Til trods for at vagternes længde var nedsat til én time, og at vagtposterne var iført fåreskindspelse og filtstøvler, frøs man med anstand. Ikke et minut kunne man stå roligt. Man måtte hele tiden være i bevægelse. Dertil kom, at MG-erne, der var vandkølede, næsten ikke var til at holde optøede til trods for, at kølevæsken om vinteren bestod af ½ vand og ½ glycerin.

Når kulden var rigtig slem, måtte man i løbet af en time flere gange ind i opholdsrummet med geværet for at holde det over ovnen et par minutter. Man løb en vis risiko hermed, for helt sikker på russerne kunne man aldrig være; men et frossent gevær var jo ubrugeligt, og forpostkæden var dog også forude. –

Vinteren var som sagt slem, men om efteråret havde det regnet noget så frygteligt, og jeg ved næsten ikke, hvad der var mest ubehageligt, kulden eller regnen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *