Efter Tilsigelse gav den danske Gesandt i Paris, H.A.Bernhoft, der var akkrediteret Fredskonferencen som Danmarks Delegerede, Møde for Konferencens Timandsraad Fredag d. 21. Febr. 1919.

Gesandten var ledsaget af den ham attacherede Sagkyndige, Lektor, mag. art. H.V. Clausen.

Timandsraadet — paa det paagældende Tidspunkt Konferencens øverste Organ — havde da følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing og Henry White; Det britiske Rige: Lord Milner og J . A. Balfour; Frankrig:  Stéphen Piehon og André Tardieu; Italien: Baron Sonnino og Marki Salvago Raggi; Japan: Baron Makino og Matsui.

Ved Mødet førte den franske Udenrigsminister, Pichon, Forsædet. Umiddelbart inden den danske Gesandt og hans Ledsager fik Foretræde, udtalte Formanden: Et Memorandum fra Dr. Jonas Collin i København, Mandatar for Mellemslesvigsk Udvalg, er blevet indleveret til Sekretariatet og vil blive omdelt.

Dette Memorandum slutter med at kræve Mellemslesvigs Tilbagegivelse til Danmark indtil Grænsen Sli-Dannevirke-Husum.

Da derefter H. A. Bernhoft og H. V. Clausen var kommen tilstede, bød Formanden i hjærtelige Udtryk Danmarks Repræsentant Velkommen og anmodede ham om at forebringe sin Sag.

I Konferencens Akter gengives Gesandtens Foredrag, som varede o. halvanden Time, saaledes:

”Vi har den Ære at møde her ikke blot som Repræsentanter for den danske Regering, men ogsaa for de Danske i Nordslesvig og det vestlige Mellemslesvig.

I Mødet i den tyske Rigsdag 23. Okt. 1918 fremsatte den danske Rigsdagsmand Hanssen, i Forening med sine elsass-lothringske og polske Kolleger, paany Kravet om Retten for de Danske i Slesvig til selv at bestemme deres politiske Skæbne. Han paaberaabte sig Paragraf 5 i Pragfreden af 1866, der paa Frankrigs Initiativ lovede, at de Danske i Nordslesvig skulde blive givet tilbage til deres Fædreland, saafremt de ved en fri Afstemning udtalte Ønsket om at genforenes med Danmark. Dette Løfte blev aldrig opfyldt, og i 1878 blev Paragraf 5 erklæret for ophævet ved en Traktat mellem Tyskland og Østrig; men Nationalitetsprincipet, som den var Udtryk for, har siden været Grundlag for Slesvigernes Protestpolitik, og disse har ikke ophørt med at fordre den Ret, som Pragfreden havde tilstaaet dem.

Samme Dag, 23. Okt. 1918, udtrykte den danske Rigsdags to Ting i Forening — ved en enstemmig vedtagen Beslutning — Ønsket om at se vore nationale Forhaabninger opfyldt i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelses-Ret. Men det var først, da de allierede og associerede Magters Sejr havde knæsat dette Princip, at Slesvigerne kunde tage deres Sag i egen Haand.

17. November vedtog den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad følgende Beslutning, der Dagen efter blev godkendt af en stor Forsamling af Danske.

[Gesandten oplæste her Resolutionen og fortsatte]:

I Henhold til denne Beslutning henvendte Vælgerforeningen sig til den danske Regering med Anmodning om at forelægge de danske Slesvigeres Sag for Fredskonferencen og repræsentere deres Interesser dér. Regeringen overtog meget gærne dette Hverv.

Preussens og Østrigs Overfald paa Danmark endte med Freden i Wien af 30. Okt. 1864, der tvang Danmark til at afstaa Slesvig, Holsten og Lauenborg. De to sidstnævnte Provinser var og har altid været tyske, idet Holsten i 1460 og Lauenborg i 1815 var blevet knyttet til den danske Krone, og Kongen af Danmark var Hertug af Holsten og Lauenborg og i denne Egenskab Medlem af det tyske Forbund. Slesvig har derimod tilhørt Danmark, saa længe dette har bestaaet, og har aldrig hørt til det tyske Forbund.

Man har ofte jævnført det slesvigske Spørgsmaal med det elsass-lothringske. Disse Spørgsmaal frembyder ganske vist Lighedspunkter, men de er dog ikke ensartede. Medens hele Alsace-Lorraine, lige fra Altkirch til Wissembourg, i 1871 protesterede mod Adskillelsen fra Frankrig, var det kun den nordlige Halvdel af Slesvig, der i 1864 mod sin Vilje blev knyttet til Preussen. Sydslesvig derimod skilte sig fuldstændig frivilligt fra Danmark; denne Del af Slesvig var allerede tysk eller fortysket og havde længe før 1864 sat sig som sit politiske Maal at skille sig fra det danske Monarki og forene sig med Tyskland.

Hvis Sydslesvig nu skulde indlemmes i Danmark, vilde Forskellen paa denne Genforening og Alsace-Lorraines Tilbagevenden til Frankrig blive iøjnefaldende. Frankrig, et Land paa 40 Millioner Indbyggere, faar omtrent 2 Millioner nye Borgere, der med Glæde kaster sig i Armene paa deres gamle Fædreland, hvortil de føler sig knyttet med de stærkeste Baand. Danmark derimod, et lille Land paa 3 Millioner Indbyggere (det danske Slesvig iberegnet), vilde faa sin Folkemængde forøget med omtrent 300.000 fremmede, hvis Sympatier vilde vende sig mod Tyskland, som vedblivende vilde staa for dem som deres virkelige Fædreland.

Jeg behøver næppe nærmere at paavise, at Nordslesvig har bevaret sin danske Nationalitet trods femoghalvtresindstyve Aars preussisk Herredømme. En Memoire om dette Spørgsmaal, som vi skal have den Ære at forelægge Konferencen om nogle Dage, men som desværre endnu ikke er færdig, vil vise, at Nationalfølelsen er bleven stærkere hos Danskerne i Nordslesvig, end den var ved Adskillelsen i 1864. Den udholdende, uophørlige Kamp, som Danskerne i Slesvig igennem femoghalvtresindstyve Aar har ført mod Fortyskningen, gør dem værdige til Frankrigs Sympati. De har ikke opgivet Haabet om, at Retfærdigheden tilsidst vilde sejre, og at de engang vilde kunne vende tilbage til deres Fædreland.

De danske Bønder i Slesvig har i deres høje moralske og aandelige Kultur øst Kraft til at udholde den ulige Kamp mod det tyske Undertrykkelses-Regimente. Den Del af Slesvigs Befolkning, der har bevaret sin Danskhed, ejer en inderligere og dybere Nationalbevidsthed end den Befolkning, der i 1864 gik ind under det preussiske Herredømme. Den unge Slægt, hvem Fremtiden tilhører, har bevaret sig dansk trods Skolen, Militærtjen esten og den Til ­trækning, som Tyskland har formaaet at øve paa dem, der higer efter Magt, Ære eller Penge.

Danskerne i Nordslesvig har saa at sige udgjort en Stat i Staten med deres egne Love og Institutioner. Deres vigtigste Virkemidler har været Pressen og Foreningslivet.

Uden Kendskab til det danske Sprog er det ikke let at danne sig et klart Begreb om denne Presses høje aandelige Niveau; men ved Hjælp af Statistiken kan man paavise dens stadig stigende Udbredelse.

I Nordslesvigs Landdistrikter regner man mellem 6,9 og 12,9 Læsere pr. Aviseksemplar, deri indbefattet de indvandrede Tyskere og de enkelte, der har tyske Sympatier, men er Danske af Sprog, og som læser den danske Presse, fordi de ikke kan Tysk. I hvor mange Lande, selv blandt de højest civiliserede, naaer man til saadanne Forholdstal? I Byerne, der tæller mange tyske Embedsmænd, er de tilsvarende Tal adskilligt lavere (mellem 7,9 og  5,9) Den danske Presse er ogsaa trængt ind i de Distrikter af Mellemslesvig, der grænser op til Nordslesvig. Længere Syd paa, i Angel og i Egnene ved Byen Slesvig, Danevirke og Slesvig Fjord (Slien), hvor det danske Sprog er forsvundet allerede for flere Slægtled siden, og i Frisland, hvor der aldrig er talt Dansk, har de danske Aviser ingen Abonnenter.

I Slesvig talte den danske Presse i 1901: 12.678 og i 1912: 19.278 Abon­nenter.

Da det var blevet omtrent fuldstændig umuligt for Danskerne at holde Sammenkomster og Møder i Kroer og andre offenlige Lokaler, byggede de efterhaanden 52 Forsamlingshuse som deres faste Borge, og Størstedelen af disse er opført i de senere Aar. Fire nye Forsamlingshuse skulde netop rejses, da Krigen brød ud. Desuden har der i mange Aar eksisteret store Forsamlingshuse i Haderslev og Flensborg. Befolkningen i Sønderjylland har selv tegnet en Million Mark til Opførelse af disse Forsamlingshuse.

I de senere Aar er Bogsamlingernes Antal blevet stærkt forøget. Af de 170 bestaaende Bogsamlinger er et meget stort Antal grundlagt efter 1909 af ”Foreningen til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig”. Disse Samlinger tæller tilsammen omtrent 100.000 Bind. Desuden har ovennævnte Forening fra 1890 til 1911 uddelt 255.000 Bøger, Kort og Billeder.

Da det danske Sprog var blevet fuldstændig udelukket af Skolerne, dannedes ”Skoleforeningen” med det Formaal at sende unge, ubemidlede Mænd og Kvinder til Skoler i Danmark, efter at de havde endt deres Skolegang i den tyske Skole. Deres Forældre havde allerede lært dem at læse Dansk, og i Skolerne i Danmark lærte de nu at skrive Dansk og erhvervede Kendskab til deres rette Fædrelands Historie og Geografi. Det var disse unge Elevers Forældre, den preussiske Regering vilde berøve Forældremyndigheden; den indsaa, hvor farlige disse Kursus i Danmark var for Ungdommens Fortyskning; de tyske Læreres Arbejde blev tilintetgjort deroppe, idet de danske Lærere var dem overlegne i Undervisningsmetode og var mere afholdte af Ungdommen, netop fordi de var danske. Den Ungdom, der er udgaaet fra de danske Skoler, udgør Støttepillerne i den Mur, som er rejst mod Tyskheden.

Disse to store Foreninger og Vælgerforeningen talte i 1914: 26.000 Medlemmer, d. v. s. en Sjettedel af hele Nordslesvigs Befolkning, deri indbefattet Embedsmænd og Tyskere.

De Danske i Slesvig gav et sidste Bevis paa deres Energi og Offervillighed, da Faren umiddelbart truede deres Land. En Del af de Summer, der var bestemte til at frarøve Polakkerne deres Land, blev stillet til Raadighed for de preussiske Myndigheder i Slesvig. Den tyske Regering opkøbte Ejendomme; den oprettede de saakaldte ”Rentengüter”; Grunde blev opkøbt af et Selskab i Lighed med ”Hakatist”-Selskabet i Preussens polske Provinser.

Men Danskerne gjorde Front mod Faren og skabte i al Stilhed, som det er deres Vane, en ny Organisation, der i 1910 virkede aabenlyst som Kreditforening for Grundejere. De Danske trak ikke det korteste Straa i denne Kamp. Den preussiske Regering benyttede saa samme Fremgangsmaade som i Polen, idet den tog Forholdsregler, der gik ud paa at hindre, at en Ejendom, der var købt af en Tysker, skulde komme tilbage paa danske Hænder. Slesvigerne dannede da straks i hvert Sogn en ny Forening, hvis Medlemmer forpligtede sig til ikke at sælge deres Jord til Tyskerne. Da Krigen udbrød, var disse Sogneforeninger blevet forenede i en stor Sammenslutning med 402 Tillidsmænd. Næsten hele Nordslesvig stod saaledes rustet mod de preussiske Angreb paa den danske Jord.

Da Krigen brød ud, havde Danskerne saaledes organiseret deres Forsvar mod Tyskland, økonomisk ved Hjælp af deres Banker og Sparekasser, deres Landbrugs-Foreninger og Andelsselskaber efter dansk Mønster, politisk ved ”Vælgerforeningen”, økonomisk-politisk ved Foreninger mod Opkøb af Landejendomme og Kreditforeningen, kulturelt ved Hjælp af Foreningen til Bevarelse af det danske Sprog, Skoleforeningen og Forsamlingshusene, samt endelig ved Hjælp af Pressen.

Denne lille Bonde-Befolkning gaar ud af et halvt Aarhundredes Kamp mod en mægtig og hensynsløs Regering med voksende national Bevidsthed og frivillig Disciplin, takket være en Viljestyrke, der vidner højt om det danske Folks Livskraft og Udviklingsmuligheder.

Men spørger man, om Hensigten og Maalet for disse udholdende Bestræbelser kun har været et Forsvar mod tysk Overherredømme indenfor Tysklands egne Grænser, maa der svares: Nej, denne Kamp har Slesvigerne ført for at bevare deres danske Nationalitet indtil den Dag, da de øjnede Mulighed for at vende tilbage til deres Fædreland. Ingensinde under de femoghalvtredsindstyve lange Aar siden Adskillelsen har de sluppet Haabet om Retfærdighedens endelige Sejr. Nu har de allierede og associerede Magters Sejr sikret Opfyldelsen af dette Haab, og Fredskonferencen kalder de undertrykte Folk for sin Domstol. De danske Sønderjyder overgiver da tillidsfuldt deres retfærdige Sag i dens Hænder.

De har haft den tragiske Skæbne at maatte udgyde deres Blod for dem, der har undertrykt dem. 30.000 har maattet kæmpe Side om Side med dem, de opfattede som Fjender, og mere end 5.000 er faldne for en Sag, som de ønskede Nederlag. Alle, der kunde, reddede sig til Danmark, men Størstedelen har sammen med de mange Polakker, Tjekker, Serbere, Kroater, Italienere og Rumænere maattet dele den grusomme Skæbne at bære Vaaben mod dem, de betragtede som deres Venner. Frankrigs og Englands ædle Nationer forstod, at den lille, isolerede slesvigske Befolkning fortjente Medfølelse, og de viste den ved at indrømme de slesvigske Fanger en begunstiget Behandling i særlige Fangelejre. Det fremtidige Danmark, hvoraf Nordslesvig vil udgøre en Del, vil altid føle sig i Taknemmelighedsgæld til dem derfor.

Den nordslesvigske Vælgerforening har, som nys omtalt, selv bestemt Landets Grænse. Dets Areal udgør 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere. Det omfatter Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Amter, Halvdelen af Tønder og en Del af Flensborg Amt. Landdistrikterne Nord for denne Linje er danske, og der hersker ingen Tvivl om, at de ønsker at genforenes med Danmark. I Byerne Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg er det danske Sprog overvejende. Ifølge Meddelelser fra dansk Side har mindst tre Fjerdedele af Befolkningen (Embedsmændene fraregnet) Dansk til Modersmaal, og alle Indbyggerne forstaar Dansk. Ifølge den tyske Statistik er det danske Sprog overvejende i følgende Byer: Haderslev med 5.679 Danske mod 3.440 Tyske; Aabenraa 3.489 Danske mod 3.405 Tyske. I Tønder skulde der ifølge den tyske Statistik være 2.953 tysktalende Indbyggere mod 1.117 dansktalende; men denne Statistik maa tages med fornødent Forbehold, naar man veed, hvorledes den er lavet; i Tønder taler nemlig den overvejende Del af den jævne Befolkning Dansk, og alle forstaar dette Sprog. I Sønderborg er Flertallet for Øjeblikket tysktalende paa Grund af den derværende sømilitære Station, men saa snart denne ophæves, vil Flertallet være paa Danskernes Side.

I 1867 fik de danske Valgkandidater tilsammen 27.488 Stemmer, deraf ca. 23.000 fra Nordslesvig. Ved Valgene i August 1867 var der dansk Flertal i alle Byerne (med Undtagelse af Tønder), i alle Flækkerne (undtagen Højer) og i alle Landkredsene. I 1884 talte Danskerne kun 14.447 Stemmer paa Grund af Udvandringen og Optionerne, men efter dette Aar begyndte et dansk Frem stød, der har holdt sig lige til nu. I 1912 var der 17.293 danske Stemmer, hvoraf 16.500 i Nordslesvig, det bedste Valg siden 1877. Valgene i 1912 gav tysk Flertal i de store Byer, i enkelte Flækker og i to eller tre Landkredse. Et tysk Flertal kiler sig i en Trekant ind mellem Tønder og Flensborg, men en nærmere Undersøgelse af Valgresultaterne viser, at Flertallet skyldes de tyske Embedsmænd, og hvis man ser bort fra disse, staar Stemmerne omtrent lige; regner man imidlertid med de danske Embedsmænds Stemmer og med dem, der nu er tysksindede, men som sikkert paany vil stemme dansk, bliver der kun en tysk Minoritet tilbage. Selv i Tønder, hvor Overklassen altid har været tysk, er dog en dansk Kærne tilbage, og der har aldrig været saa mange danske Vælgere i Tønder som i de senere Aar. I Korthed kan hævdes, at tyske Vælgere ikke ejer Flertal i nogen Landkreds. En virkelig tysk Majoritet blandt Landejendomsbesidderne findes kun i Byen Tønder og i Flækken Augustenborg paa Als, hvor den tyske Eks-kejserindes Familje har hjemme.

Situationen i Nordslesvig er saa klar, at der ikke synes noget til Hinder for en uopholdelig Folkeafstemning. Man kan regne med, at i det mindste tre Fjerdedele af Stemmerne vil udtale sig for Genforening med Danmark.

Den danske Befolkning begynder at ængstes. Efter det første Øjebliks Modløshed begynder Tyskerne at antage deres tidligere anmassende Væsen. Soldaterraadene og Embedsmændene chikanerer Befolkningen, Rekvisitioner udpiner Landet, og store Krigsskatter truer Formuerne, netop som Nordslesvigerne ansaa sig for faktisk løste fra Tyskland. Paa den anden Side spekulerer Tyskerne allerede i Tabet af Nordslesvig, anbringer Kapitaler og anlægger Handelsfilialer i Haab om, ialtfald delvis, at kunne undgaa Deltagelse i Tysklands finansielle Sammenbrud. Af disse Grunde anbefaler vi paa det varmeste Fredskonferencen at imødekomme de danske Nordslesvigeres Ønske om en Afstemning snarest mulig.

Man kunde maaske sige, at Danmark vilde kunne modtage Nordslesvig uden Folkeafstemning, idet Befolkningens danske Sindelag er givet. Men da Danskerne i Nordslesvig selv nærer det inderlige Ønske at kunne faa Lov til at slutte sig til Danmark af egen fri Vilje, ser de med Glæde hen til den Dag, da de aabenlyst kan tilkendegive deres Nationalitetsfølelse og deres Sejr over Tyskerne, der saaledes ikke vil have noget Paaskud til at bestride Adskillelsen.

Mellemslesvig omfatter de Egne Syd for Nordslesvig, hvor det danske Sprog anvendes eller ialtfald delvis er i Brug, og hvor der endnu findes danske Sympatier; disse to Kendetegn kan forekomme hver for sig eller begge i Forening. Disse Egne er forskellige fra Nordslesvig derved, at de langt tidligere og i langt højere Grad har været tysk Indflydelse underkastet. De danske Sympatier er da heller ikke saa talrige.

Befolkningen dér udsætter sig for Ubehageligheder ved at vise sine danske Sympatier, og da det tyske Sprog har været anvendt i Kirke og Skole gennem flere hundrede Aar, har den danske Kultur ikke kunnet faa Indpas. Men saavidt dansk Sprog endnu bruges og danske Sympatier endnu findes som en Overlevering fra før 1864, bestaar der, selv i Egne med tysk Sprog, Mulighed for at genvinde Befolkningen. Derfor ønsker den danske Regering ligesom de danske Nordslesvigere, at Mellemslesvigerne maa faa Lejlighed til Afstemning, hvis de selv udtaler Ønsket derom. Dette Ønske er hidtil blevet udtrykt ved Adresser, undertegnet af 4.277 Personer. Alle Adresserne er endnu ikke fremkomne.

Aabenraa-Resolutionen af 17. Nov. erklærer, at det er en Selvfølge, at tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, hvis de ønsker det, skal have Ret til ved en særlig Afstemning at tilkendegive, om de ønsker at vende tilbage til Danmark.

I en senere Resolution af 30. Dec. erklærer Nordslesvigs Vælgerforening bl. a.:

[Gesandten oplæste her Resolutionen om tyske Overgreb paa Mellemslesvigs danske Befolknings Udøvelse af Forsamlings- og Petitions-Retten og fortsatte]:

Det her omtalte Mellemslesvig omfatter ikke Egnen omkring Danevirke eller Slesvig Fjord, heller ikke Byen Slesvig, Angel eller Vestfrisland. Byen Slesvig har været tysk gennem mange Slægtled, Angel i de sidste to eller tre Slægtled, og Frisland har aldrig været dansk. I disse Egne har der ikke ytret sig noget Ønske om at vende tilbage til Danmark.

Sydgrænsen for den Del af Mellemslesvig, hvor der er nogen Mulighed for at finde eller vække danske Sympatier, omfatter de Sogne eller Kommuner, hvor det danske Sprog endnu lever, og dem, der ved det første Valg til den tyske Rigsdag i 1867 gav dansk Flertal. Af topografiske og økonomiske Grunde bør denne Zone omfatte Sognene Adelby, Munkbrarup og Lyksborg, der danner den sydlige Kyst af Flensborg Fjord, og hvor det danske Sprog endnu ikke er fuldstændig forsvundet. Af topografiske Grunde og for at de danske Elementer paa Øerne Før og Amrum kan faa Lejlighed til at stemme uden at blive isolerede, burde der finde Folkeafstemning Sted i hele Tønder Amt.

Den Del af Mellemslesvig, hvor der kan være Tale om en Folkeafstemning, vilde komme til at omfatte den sydlige Halvdel af Tønder Amt (som ikke hører til Nordslesvig), en Del af Egnen omkring Flensborg, Byen Flensborg og Hjoldelund Sogn, ialt 1.300 Kvadratkilometer med 101.500 Indbyggere, hvoraf mere end 60.000 i Flensborg.

I Kærherred taler Befolkningen Dansk med Undtagelse af de Indvandrede.

Læk slutter sig naturligt til disse Egne, ogsaa paa Grund af Jærnbanen, skønt Flertallet dér er tysk.

Paa Før og Amrom er der endnu danske Sympatier, og hvis disse Øer udtalte sig for Tilslutning til Danmark, vilde de drage de nordlige Dele af Frisland med sig med Søholm-Aa som naturlig Grænse.

Den vestlige Del af Øen Før og en Del af Amrom samt den nordlige Del af Sild er beboet af en Befolkning, der endnu taler Dansk og af historiske Grunde har danske Sympatier. De tilhørte nemlig i sin Tid Bispedømmet Ribe og har altid været under stærk Indflydelse fra Danmark. Disse Øer tæller kun 4.000 Indbyggere med frisisk og dansk Sprog, men overalt hvor Frisisk og Dansk mødes, gaar Dansk tilsidst af med Sejren. Der er ogsaa Grund til at bemærke, at i Begyndelsen af Krigen havde den tyske Regering paabegyndt Opførelsen af et Dige ved Klangsbøl, uden Tvivl i den Hensigt at forbinde det med Banen paa Sild og anlægge en Marinebasis i Bugten.

I Sognene Hanved, Valsbøl, Haksted, Vi og Oversø samt i Hjoldelund har Tyskheden gjort Fremskridt, men der har dog næsten alle Steder holdt sig et virksomt dansk Mindretal.

I Flensborg er 90 Procent af Indbyggerne tysktalende, men paa den anden Side er denne By knyttet til Danmark ved sin Historie, ved de berømte Mænd, den har skænket Danmark, ved Traditionerne og Mindet om, at dens Skibe i Aarhundreder har sejlet under dansk Flag, ved Krigergravene med de Tusinder af danske Soldater, som faldt i Krigen mod Tyskland 1848-50. Der findes et meget virksomt dansk Mindretal med et Blad, ”Flensborg Avis”, en Klub, en Foredragsforening (paa 1.000 Medlemmer), en Ungdomsforening (250 Medlemmer) og en Kirke (1.923 Medlemmer).

Som Eksportby spiller Flensborg ingen nævneværdig Rolle.

En-gros Handelen har sit Hovedmarked i Nordslesvig; længere Syd paa møder den Konkurrencen fra Hamborg, Lybæk og Kiel. Handelsforeningen regner, at mellem 28 og 80 Procent af Byens Handel, alt efter de forskellige Brancher, har sit egentlige Marked mod Nord.

Den vigtigste Industri er Skibsbyggeriet, der er det tredje største paa det evropæiske Fastland, og som beskæftiger ca. 10 Procent af Befolkningen. Jærnet og Kullene kommer fra Tyskland.

I Flensborg er der en stor socialistisk Arbejderbefolkning, der har stemt socialistisk, men som ikke har været stillet overfor Valget mellem tysk og dansk Nationalitet. Det er vanskeligt at forudse, til hvilken Side den vil gaa. Man maa imidlertid tage i Betragtning, at Livsvilkaarene for Arbejdere er gunstigere i Danmark.

Byen Flensborg har sendt et Andragende til den danske Regering om at blive knyttet til Danmark. Dette Andragende var kun undertegnet af 3.401 Mænd og Kvinder over 20 Aar, medens Antallet af stemmeberettigede Mænd og Kvinder er 38.000, hvilket altsaa næppe svarer til 10 Procent. Befolkningen er imidlertid underkastet et tyrannisk Regimente fra de tyske Autoriteters og Soldaterraadenes Side, og man tør gaa ud fra, at en fri Afstemning vil give et for Danskerne gunstigere Resultat. Indtil 1885 var de danske Sympatier overvejende; senere har de tyske faaet Overtaget. Men hvem veed, om der ikke just nu er en Genopvaagnen af danske Følelser, selv hos Folk der hidtil har betragtet sig som Tyskere?

Afgørelsen kan kun komme fra Flensborgerne selv.

Den danske Regering tillader sig at anmode om:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som eet Afstemnings-Omraade, maa faa Adgang til saa snart som muligt at stemme Ja eller Nej, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark;
2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig1, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark;
3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Under Gesandtens Foredrag havde Magister H. V. Clausen til Raadets Medlemmer omdelt Kort, som kunde illustrere de meddelte Oplysninger, ligesom han paa et i Mødesalen ophængt Kort over Slesvig havde demonstreret de omtalte Omraader, Grænselinjer m. v.

Efter Gesandtens Foredrag forefaldt følgende Replikskifte:

Robert Lansing: Vil Danmark, hvis Slesvig paany bliver dansk, overtage dets Andel i den tyske Gæld?

H.A. Bernhoft: V i haaber rigtignok, at hvis Slesvig vender tilbage til Danmark, saa skal det ikke være som en Gave, der betales for.

Robert Lansing: Vilde det ikke kunne blive en Aarsag, der vilde lede Vælgerne til at udtale sig for en Genforening med Danmark, hvis Slesvig blev fritaget for at bære nogen som helst Andel i den tyske Statsgæld?

H.A. Bernhoft: Maaske!

Efter at Gesandten og hans Ledsager havde trukket sig tilbage, vedtog Raadet følgende Beslutning:

Raadet beslutter, at de Spørgsmaal vedrørende Danmarks territoriale Interesser under Fredsslutningen, der rejses ved Hr. H. A. Bernhofts Foredrag, først skal henvises til nærmere Undersøgelse af den Komité, der er nedsat til Undersøgelse af de belgiske Anliggender.

Denne Komité vil have til Opgave at indskrænke til et Mindstemaal1 de Spørgsmaal, som skal forelægges Konferencen til Afgørelse, og at gøre Forslag til en rimelig og retfærdig Ordning.

Komitéen bemyndiges til at raadspørge de interesserede Befolkningers Repræsentanter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.