I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”
I Fanglejren II.
S. i Oktober 1917.
Kommer man ved Aftenstid til Fangelejren, møder Øjet et ret imponerende Skue. Lys straaler ved Lys over et vældigt Areal. Det minder om, naar man i Toget nærmer sig en større By. Og i Virkeligheden er saadan en Fangelejr jo heller ikke saa lille en By. Her f. Eks. er der Plads til ca. 35,000 Mennsker. Betænker man, at det er Halvdelen af en By som Flensborgs Indbyggere, faar man et Begreb om, hvilket Myretueliv der maa udfolde sig paa den begrænsede Plads, naar Lejren er fuldt belagt.
Selve Lejrpladsen, hvor Fangebarakkerne ligger, anslaar jeg skønsvis til ca. 150 Tønder Land. Pladsen er delt i 4 ”Blokke”, hvor Barakkerne, nogle større, andre mindre, ligge Side om Side, i endeløse Rækker. Praktiske Hensyn har selvfølgelig været fremherskende fremfor arkitektoniske, saa ”noget for Øjet” er det ikke. Man fristes ikke til en Sammenligning med den berømte Stationsby paa Aarhusudstillingen i sin Tid – det skulde da være som Modsætning!
Mellem de forskellige Barakker ligger der større Pladser, som undertiden dyrkes, og ellers bruges af Fangerne til at røre sig paa i deres Fritid. Her ser man Fangerne gaa frem og tilbage, frem og tilbage, rastløse, uden Maal. Undertiden i Flok, men ofte ene. Ligesom Dyrene i deres snævre Bure i Zoologisk Have gaar deres Skridt til den anden. De flyvende Tanker maa give sig Udtryk i en legemlig Bevægelse. Og hvilke Tanker er ikke herfra fløjet de Hundrede af Mile hjem til de Kære, som sidder derhjemme og venter og venter! En Fanges Tilværelse er beklagelsesværdigt. Mennesket trives dog kun i Frihed, baade i bogstavelig og i aandelig Forstand. Kun et har Fangerne at glæde sig over: De har bjærget Livet og har Haabet om at vende tilbage til deres Egne.
Fangernes Liv indenfor Pigtraaden er trist og graat og tungt. Den ene Dag gaar som den anden. Ensformigheden irriterer tilsidst, saa Ven ”rejser sig” mod Ven! Bedst stillede er de, som kommer paa Arbejdskommando og finder et godt Sted at være. Men der findes jo mange, som ikke er vante til den Slags Arbejde, og heler ikke her kan finde sig tilfreds.
Omkring selve Lejrpladsen gaar en Vold, indenfor den en dyb Grav, hvorefter Pigtraadsspærringen følger. Paa Voldene har Vagtposterne deres Plads. Ad den slidte Sti heroppe gaar man frem og tilbage, frem og tilbage de to Timer, til Afløsningen kommer. Mærkværdigt nok gør mange den Erfaring, at Nattetimerne gaar hurtigst. Før man ved af det, er de 2 Timer forbi. Tankerne gaar nu uforstyrrede deres egne Veje. Øjet følger op mod Himlen, søger de kendte Stjernebilleder, og da helst dem, der ligger i den Retning, hvor Hjemmet findes. Stjernerne skinner ogsaa over de Kære derhjemme, og det er, som kom man dem i et saadant Øjeblik nærmere. Thi Hjemmet, det er dog det, som baade Fangernes og Vagtmandskabets Tanker kredser om som det faste Punkt i Tilværelsen. Frygtelig er deres Skæbne, som ved Krigen har mistet deres Hjem, og maaske end ikke ved, hvad der er bleven af deres Kære, af Far og Mor, Hustru og Børn. Og af den Slags Fanger findes der især blandt Russerne ikke ganske faa.
Udenfor selve Fangerlejren ligger Mandskabsbarakkerne, der selvfølgelig er noget bedre indrettede end Fangebarakkerne. Barakkerne her er god i Sammenligning f.Eks. med de mindre Arbejdslejre, jeg har boet i i Nordslesvig. Man kan ligefrem føle sig hjemlig til Mode i sin Stue, selv om man har et Par Snese Kammerater til Stuefæller. Man kommer til at holde af sit eget Hjørne, sin Seng, sin Bænk, sin Bordende. Det er éns eget! Og det kan være helt vemodigt, naar man skal flytte om og forlade sin gamle Barakke.
Foruden Mandskabsbarakkerne, der danner en lang Gade, og som kan give Plads til et Par Tusind Mennesker, er der jo Officersbarakker og større Økonomibarakker. I en af disse er der indrettet en stor Kirkesal med et romersk-katolsk og græsk-katolsk Alter. Endvidere findes badeanstalt, Bageri, Elektricitetsværk, Vandværk o.s.v
Udenfor Lejren ligger Fangekirkegaarden, hvor Kommandanturen har rejst et smukt Mindesmærke med Indskriften:
”Også de døde for deres Fædreland”, og med Aarstallet ”1914-191 ”. Hvad det sidste Tal bliver, ved vi ikke endnu. Hver Grav er smykket med et Kors, Russernes Grave med det skraa St. Georgskors, Muhamedanernes med Halvmaanen og Jødernes med Davidsstjernen. Ligeledes er Fangens Navn og Dødsdag brændt ind eller skaaret ud i Træet.
En Fangelejr er en stor Bedrift, og Orden hersker der indtil den mindste Smaating. Hvor stor en Sum, Anlægget af en saadan Lejr repæsenterer er vanskeligt at bedømme, men det maa regnes i Millioner, og naar man tænker paa, hvor mange Fanger, der skal sørges for alene i Tyskland, imponeres man at det Arbejde og den Kapital, som alene Fangespørgsmaalet repræsenterer under Verdenskrigen.
N-n.