Senest ændret den 17. november 2016 17:43
Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.
(… fortsat)
Faa Dage efter min Tilbagekomst skulde der afgaa en Transport til Fronten. Der blev raabt en Del Navne op, mine danske Kammerater, men det gav ikke nok, og der blev da spurgt, hvem der vilde melde sig frivilligt. Da jeg ikke vilde skilles fra mine Landsmænd, meldte jeg mig. Før eller senere vilde jeg jo dog blive sendt af Sted.
Mads Dahl fra Sillerup var blevet overflyttet til Hestfolket som „Fahrer” og var før os rejst til Frankrig. Her mistede han det ene Ben; han lever dog endnu i bedste Velgaaende. Humøret har han i hvert Fald ikke mistet.
Efter at have faaet nye, feltgraa Uniformer og alt til Faget henhørende blev vi ført til Breslau, hvor vi sammen med Rekrutter fra andre Garnisoner blev omdannet til et Rekrut-Depot, som kort Tid efter dampede af Sted vestpaa.
Vi var meget spændt paa, om vi skulde til Frankrig eller sydpaa til Balkan. Det blev det sidste, og efter at vi i Dresden havde faaet Følgeskab af en Bataillon saksiske Jægere, kørte vi videre.
Langsomt satte det lange Troppetransporttog sig i Bevægelse, og da vi forlod Banegaarden, tonede det ud fra alle Vogne, der var stuvende fulde af Soldater: „Muss i denn, muss i denn zum Städtele hinaus!“
Naar der blev sunget, enten paa March eller under Transport, var det altid de vemodige Hjemlandssange, der maatte holde for, som „In die Heimat kehr ich wieder“ og „In der Heimat, da gibts ein Wiedersehn”. Krigsbegejstringens Tid var forbi.
Det blev en lang og – naar undtages den dystre Baggrund – en meget interessant Tur. Rejsen gennem Alperne var enestaaende. Kun afbrudt af korte Ophold for at faa Forplejning gik det ned gennem Østrig til Budapest og gennem Ungarn til Belgrad.
Vejret var fint, og vi nød Udsigten ud over de uendelige Majsmarker, der nu var ved at modnes.
Vi sad oppe paa Taget, selv om det var farligt paa Grund af Viadukter og Telefontraade, eller ogsaa sad vi paa Trinbrættet.
(… fortsættes)
Hans Hostrup nævnes som værende fra Egebæk ved Hviding, og det var han jo også, da han skrev sine erindringer.
Han var fra Høgsbro ligeledes i Hviding sogn og voksede op på Høgsbrogård.
Foruden i DSK`s årbøger har han skrevet sine erindringer i en lille bog “En sønderjydes erindringer”, der blev udgivet i Hviding i 1970 og tilegnet Dansk kirke i udlandet.
Bogen kan varmt anbefales. Den omtaler blandt andet Høgsbrogård i tre generationer og forfatterens barndom i Høgsbro. Da min morfar og hans brødre voksede op i Høgsbro nær Høgsbrogård og kom på gården, har det naturligvis særlig interesse. Min morfar gik over grænsen i 1917 på samme måde, som omtales side 30-31 i bogen og fik kort efter et postkort fra Hans Hostrups søster, Marie. Hans navn var endda i kode. Dette postkort er stadig bevaret og omtalt i Fra Ribe Amt i 1996 og kan være aktuel at vise her på hjemmesiden til november næste år.
Læs bogen. Foruden historier fra Høgsbro og deltagelse i krigen viser bogen nogle gode gamle fotografier af både Høgsbrogård men også af Randershus og en tegning af Æ Armhus.
Hej Magne
Tak for de supplerende oplysninger. Jeg sender dig et personskema pr. mail, som jeg vil bede dig udfylde med alle de oplysninger, du har om ham. Så får han sin egen side.
mvh
René
Jeg sendte den her ud i går fra mit makedonske eksil: http://tekstpetersen.dk/soenderjyder-makedonien-vaterland-ferdinand/
I sig selv tilføjer artiklen vist ikke noget nyt for læserne her. Men i kombination med en anden artikel er den muligvis interessant:
http://tekstpetersen.dk/kaimakchalan-kaymakchalan-kajmakchalan/
Den demonstrerer, at Den Store Krig på disse kanter ikke er helt slut endnu – så at sige.
Hej John
Mange tak! Vi lader kommentarer og links stå under opslaget til gavn for fremtidige læsere.
mvh
René