Den 18. marts opbragte U-157 under kommando af Max Valentiner den spanske damper Infanta Isabel de Borbon.

Vi er nord for Madeira. Da ser vi i horisonten en kæmpe damper sejle af sted. Afstanden er 16.000 meter. Altså indenfor rækkevidde af vores ”Femtner” [15 cm kanon/Red.]. Jeg lader et advarselsskud afgive. Betragter damperen i kikkerten. Hvad var det: ikke noget sprøjt fra nedslaget – så var damperen blevet ramt …

Det var mig mere end pinligt. Og det blev endnu pinligere: Damperen stoppede straks. Da jeg kom nærmere, så jeg et spansk flag! Men jeg så også, at det røg ved damperens hæk … den syntes at brænde … Jeg skældte min artilleriofficer grundigt ud. Jeg lod den stærkeste kikkert hente, og forsatte med at observere. Og jeg blev straks beroliget: Den brændte ikke, damperen, den lukkede bare damp ud.

Over radioen krævede jeg, at damperen bragte mig sine papirer. Den satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod os. Da båden kom nærmere, kunne jeg læse: ”Infanta Isabella de Bourbonne”. Jeg kunne se også mandskabet. Det var fantastisk klædte kavalerer. Damperens førsteofficer førte båden. Han præsenterede sig, og hilste mig på det høfligste. Isabella var på vej til Spanien, havde ingen kontrabande ombord, men mange passagerer.

Da englænderne undersøgte alle neutrale dampere og tilbageholdt enhver blot den mindste smule mistænkelige passager, ville jeg lade passene undersøge: Jeg befalede min løjtnant Kosbaldt, der talte perfekt spansk og var fortrolig med spanske manérer, at gå ombord med Ölrichs og lægen. Jeg bad dem klæde sig så pænt på som muligt.

Imellemtiden havde den spanske officer beroliget mig: Mit skud havde ikke ramt … var blot til passagernes uro hvæsset over skibet …

Hele rælingen var fuld af bekymrede mennesker, da båden med mine officerer nåede frem: Sådan så de tyske ”sørøvere” altså ud … og hvad ville de nu gøre … slå alle ihjel? …

Kaptajnen, om hvem lægen senere sagde, at han var en omvandrende whiskey-flaske, hilste mine officerer meget høfligt og foreslog: ”Vi er netop i gang med at spise, har de herre ikke lyst til at deltage?” Ölrich modtog som ”ældste” invitationen. Salonen var fuld af nysgerrighed, frygt – glæde endda – over denne sensation. Det blev i hvert fald ikke spist meget … Pludselig rejste Kosbadt sig. Han var en fremragende taler, og holdt en spansk tale om krig og ubåde og Isabella og damerne, som han tilslut i ridderlige vendinger udråbte et leve for …

Damerne lo, glædede sig, kastede blikke til den smukke officer, men det blev snart alvor: Ved undersøgelsen af passene fremgik det, at der ombord befandt sig en militærkommission fra Uruguay bestående af en general og flere officerer … Uruguay havde dengang afbrudt sine forbindelser med Tyskland …

Hvor er kommissionen på vej hen? Paris, svaredes der … Ölrichs fandt sagen vigtig nok til at kontakte mig over radioen – jeg gav ham ordre til at bringe generalen med tilbage til ubåden. ”Jeg inviterer Deres Excellence til at rejse med mig til Tyskland som første klasses passager …”
Excellencen, en gammel, hvidhåret herre, var forfærdet … han ville forhandle direkte med mig … der måtte kunne findes en udvej … Og han steg i en båd og kom over til mig. Officererne mønstrede nysgerrigt den kæmpe ubåd, den første tyske ubåd de nogensinde havde set.

Jeg modtog officererne og bad dem følge mig til messen. Der ventede en lille morgenmad på dem. Generalen syntes i nogen grad beroliget. Han forklarede vidt og bredt, at han ikke kunne sejle med. ”Jeg er en gammel mand, se på mig, Hr. Kaptajn, jeg vil ikke kunne holde til en besværlig rejse i en ubåd.”

”Giv mig Deres æresord på ikke at rejse til Paris!”

Generalen så overrasket op: ”Vær så god” og rakte mig hånden.

Officererne, helt igennem nydelige, velplejede mennesker, der gjorde det bedste indtryk, slugte hver detalje i ubåden med øjnene. ”Hvem der blot kunne sejle med dem … jeg mener som deres officer!” udbrød en af dem. Excellencen smilede: Den gamle soldat synes at have det på samme måde … Vi tog afsked med et lev vel, rystede hinandens hænder, generalen takkede gentagende for min venlighed.

Da mine folk kom tilbage, medbragte de en stor kurv med fransk champagne til mig. Derved et par hjertelig ord fra generalen.

Var Isabella en behagelig afveksling i vores ”oliefedtede” liv, så var det tyske udenrigsministerium ikke så begejstret for dette mellemspil. Jeg fik en røffel, fordi jeg angiveligt havde skadet forholdet til Uruguay … generalen blev nemlig løst fra sit æresord og rejste alligevel til Paris … De franske aviser skrev spaltevis, at jeg havde været fuld og havde givet kommissionen ørefigner …

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 261-4)