Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Mandag d. 18.2.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog idag. Jeg har det godt og er sund og rask. Imorgen gaar vi atter ud i Skyttegraven og paa en lidt mere kildent Sted. Det siges at vi har Amerikanerne foran os. De har nok snappet 3 af dem i Nat. Naa, hvorfor ikke. Regimentet har havt med Russere, Serbere og Franskmænd at gøre. Saa kunne vi ogsaa prøve det med dem. Værre kunne de ikke være. Jeg er nu ved M.G. indtil Tide var jeg ved Stødtroppen. Det kan forresten snart være ens, hvor man er, især naar der tromles.

Gid det snart maatte faa en Ende, men Udsigterne ere kun daarlige, omend vi paa en Maade har Fred med Rusland. Dog det har kun liden Betydning, naar ikke Englænderne og Amerikanerne besinder sig, giver det ingen Fred foreløbig. Men jeg troer nok at de ere ligesaa krigstrætte, som vi, og Befolkningen vil sikker ikke finde sig i, at de forlænger Krigen uden Grund. Men jeg troer nok, at de først maa have noget paa Nakken, inden de kommer til Fornuft, og saa vil der flyde Blod og mangen en vil ikke opleve Freden, han saa længe har længtes efter.Det er Skade for hver, der nu maa lade Livet.

Dem fra 14 og 15 [årgangene/red.] kan man ikke ynke. De ere bleven sparet for meget, og de have Fred og Ro. Det havde jeg ikke troet, da jeg for tre Aar siden ventede at blive indkaldt, at jeg skulde 3 Aar i Krig og hvem ved, om det ikke varer et Aar til, naar jeg maa opleve det. Dog ville vi haabe, at det maa give Fred til Sommer, at vi til næste Vinter maa samles alle med hverandre hjemme i vort kære Nordslesvig. Hvor vil der blive Glæde den Dag vi kunne vende hjem til vore Kære. Saa vil man atter føle sig lidt som Menneske.

I Aftes vare vi her til Theaterforestilling. Det var storartet. Det hele er dog ogsaa for, at man engang imellem faar andre Tanker. Forleden vare vi i Kino. Det hele er jo meget godt, men naar man kun maatte komme hjem, troer jeg nok man morede sig mindst ligesaa godt paa anden Maade, og i skulle vel nok hjælpe at faa Humøret op. I Haab om at vore Forhaabninger snart maa opfyldes og vi snart maa mødes hjemme i Nordslesvig slutter jeg med mange Hilsner
Mathias Danim.

Nu er Din Broder Laurids jo bleven vor Nabo hjemme. Det lader jo til at i trækker Østerpaa, men saa har vi ikke saa langt, naar vi besøge eder.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)