Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine.

Saa midt i November havde vi Begivenhederne lige inde paa Livet af os. Syd for Lejren — vi kunde se det, naar vi stod i den nordlige Ende af Lejren, fordi Terrænet udenfor hævede sig — vrimlede det en Dag med civile og Soldater, der var travlt beskæftiget med at grave Skyttegrave. En af vore Vagter, der var lidt mere meddelsom end Flertallet, sagde: — Kosakkerne kom­mer! Det gjorde de nu ikke, lige med det samme. De gode Mænd ude paa Markerne fik Tid til at gøre deres Skytte­grave færdige og til at drage forbi Lejren nogle Gange paa Vej til Byen, syngende revolutionære Sange. Her hørte jeg for første Gang „Internationale”.

Folkene selv kunde vi kun se ved at staa op paa hinandens Skuldre,og saa risikerede vi endda at faa en Kugle gennem Ho­vedet af Vagterne udenfor, da det var forbudt paa det strengeste at kigge over Plankeværket. Vi var imidlertid nogle Stykker, som gjorde det, og jeg saa en Flok delvis civilt klædte Folk med Rifler og Spader paa Nakken vandre syngende ind mod Byen. De var daarligt paaklædt, og deres Bevæbning var tilfældig. De bageste i Flokken trak nogle Maskingeværer efter sig i en Snor, ligesom Hunde. Det var den spirende Begyndelse til den røde Armé i Bachmut, en By, hvor man særdeles hurtigt havde fulgt Eksemplet fra Petrograd.

Det hele saa rø­rende dilettantisk ud, ikke mindst Maskingeværerne, der hoppede efter Kolonnen paa deres smaa Hjul. Jeg gen­kaldte i Erindringen de marcherende Kolonner af rus­siske Soldater, som jeg havde set kort efter mit Fangen­skab, disse uendelige Rækker af ens paaklædte, store Mænd, hvis Bajonetter paa lang Afstand lignede en Skov af Lanser. De var Tegnet paa et stort og mægtigt Rige, medens disse var Tegnet paa et Land i Opløsning og i Færd med at ødelægge det, som Krigen havde skaanet.

Da Sangen var forstummet, og de trippende Trin uden­for var døet bort, diskuterede vi med Iver, hvad der vilde ske, hvis Skyttegraven blev stormet, og Fjenden, hvem han nu var, trængte ind i Lejren. Nogle mente, at han vilde massakrere os allesammen, medens andre var af den Mening, at han vilde befri os. Enige var vi om, at vi hverken kunde gøre fra eller til, men kun vente og se, hvad Revolutionsheltene, der sjokkede forbi, og deres mulige Modstandere kunde stille op.

Den Aften blev der hvervet til den røde Hær i Fange­lejren. Folk med røde Bind om Armen vandrede Lejren rundt og tilbød paa gebrokkent Tysk Fangerne Friheden. mod at gaa i Skyttegravene. Ingen fulgte dem, eller i det mindste kun meget faa. De fleste rystede paa Hovedet:— -Nok Krig for mig — I maa klare jeres Sager selv.— Gud fri os for at hjælpe den Flok Knoldesparkere,der drog forbi her i Dag! tilføjede en og dækkede der­med en almindelig udbredt Mening.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  205-7)