Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

Mandag den 19. Nov. 17.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg har modtaget. Jeg er nu ikke mere i Rusland, men i samme Land som Anton og Peder, og omtrent midt imellem, hvor de var. Jeg har det godt og er sund og rask og haaber at jeg her maa vedblive at være det og slippe ligesaa godt gjennem alle Farer som i Rusland.

Jeg har før hørt meget om, hvor skønt det her skulde være, men jeg har intet skønt fundet her, og det er intet imod de skønne Egne ved Mosel og Rhin, og især af alle vort kære Nordslesvig. Vel har det ingen af de herlige Vinbjærge og storslaaede Bjærglandskaber, men det har sin egen fængslende og høitidsfulde Skønhed. Det være paa Heden i Høisommer eller ved Østersøen i Forsommer. Og jeg vil ikke bytte med dem ved Mosels Strande, om det ogsaa er nok saa skønt. Og jeg har set mange, hvad andre kaldte skønne Piger, men min Interesse har de aldrig kunnet vække. Det vil heller aldrig lykkes en, som ikke kan vort Modersmaal.

Du skriver, om jeg kan huske hvordan det er at gaa i Seng med Følelsen, at man kan sove tryg til Dag. Jeg troer nok at jeg lægger mig mere rolig til her end mangen af eder derhjemme. Jeg har ligget i Stilling i Rusland paa “Teufelsberg” fra 17 Sept. – 20 August, 17 med 4 Ugers Afbrydelse og aldrig har jeg gjort mig den Tanke, at der kunde passere mig noget i Søvne, trods det Bjærget ikke uden Grund har faaet sit Navn. Men det var dog med en mærkelig Følelse at jeg den første Aften lagde mig i Sengen, da jeg i Juni var paa Orlov. Af Angst at Sengen sank væk under mig, gjorde jeg et vældig Hop op paa Sengekanten. Jeg var da ikke vant til at Madratsen gav efter. Dog naar blot Krigen vilde faa en Ende, saa skulde Man jo nok vænne sig til det.

Og jeg troer at alle i kære Piger derhjemme, vilde glæde jer ligesaa meget, som vi, den Dag vi kunne vende hjem til jer. For mangen en har Krigen været rigtig til Gavn. Der var for mange “Frøken” Døttre og “Herre” Sønner, og jeg har saa tidt ærgret mig grøn blot af at se en eller anden Modedukkes Hovmod, uden at det paa nogen Maade kom mig ved.

Nu er Brevet nok fuld og jeg vil slutte med Haabet om at den Dag ei maa være fjærn, da vi alle sunde og raske maa samles i vort kære Nordslesvig, for aldrig mere at forlade det og sikkert vil der saa oprinde bedre Tider for os alle. Mange Hilsner sender
Mathias D.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)