Gross var maskingeværskytte ved 1. maskingeværkompagni, Infanteriregiment 84, der i august 1917 lå ved fronten ved Ypres.
Da jeg den 15. august gik i stilling, meldte jeg mig først hos hr. løjtnant Rühle, som befandt sig ved bataljonsstaben. Her erfarede jeg ved udsagn fra en krigsfange, at fjenden ville angribe den 15. om aftenen eller den 16. om morgenen.
Så snart jeg hørte det, udbad jeg mig en fører af løjtnant Rühle og skyndte mig at komme ud foran.
Næppe 500 meter fra bataljons-kommandostation, kom vi i meget stærk spærreild. Jeg antog naturligvis, at et angreb ville følge efter denne ild og satte alt ind på at komme ud foran gennem spærreilden, hvad der også lykkedes mig. Her meldte jeg mig igen hos hr. løjtnant Schreinert.
Ilden tog snart noget af, og der fulgte ikke noget angreb. Efter at jeg lige var kommet mig lidt, gik det med en ny fører videre, ind til jeg var på plads.
Så overtog jeg geværerne efter Albrecht, Andrekievicz og Schmidt. Af Albrecht lod mig så beskrive fjendens situation samt terrænet så godt, som det var muligt i mørket. Jeg indskærpede igen posterne forhøjet opmærksomhed for så at sove lidt. Klokken var allerede blevet 2.
Den 16. august kl. 5,15 satte det ind med en heftig trommeild, Jeg sprang op, hængte min gasmaske om halsen og ville gå ud for at se, hvad der var i vejen, da råbte posterne allerede ind i blokhuset: “De kommer, de kommer!”
Englænderne var altså rykket ud direkte bag deres ildbølge.. Jeg lod naturligvis maskingeværerne gå i de dem bekendte stillinger og observerede nu terrænet foran, så imidlertid kun helt enkelte fjender, mod hvilke det knap kunne betale sig at skyde med maskingeværerne.
Det var mig derimod påfaldende, at fjenden til venstre for os havde forlagt sin artilleriild betydelig længere frem. Som jeg nu kigger til venstre, ser jeg fjenden i masser storme ind på skoven, hvor løjtnant Schreinert lå. Hurtigt lod jeg et maskingevær tage fjenden i vor flanke under beskydning.
Til det formål måtte maskingeværet mindst rykke til siden om til blokhusets venstre hjørne for så at gå i stilling. Det øjeblik syntes englænderne kun at have ventet på, for knap havde Schmidt og Friedlein smidt sig ned, før fjendtligt maskingeværild satte ind. Friedlein fik en 3-4 træffere i bryst og mave og væltede rundt på jorden. Schmidt nåede med et kort spring ned i et granathul.
Friedlein erstattede jeg hurtigt med en anden skytte og bar ham selv tilbage til blokhuset. Schmidt havde påbegyndt skydningen med godt resultat. Man mærkede tydeligt en forvirring i flokken af fjender, en del ville tilbage, en del trængte videre frem.
Da der foran mig stadig ikke skete noget bemærkelsesværdigt, lod jeg endnu et maskingevær komme tilbage for også at rette dette mod fjendens flanke. For at undgå unødvendige tab lod jeg maskingeværet bringe ind i blokhuset.
I den venstre sidevæg var der et temmelig stort vindue, igennem dette vindue lod jeg maskingeværet rette mod fjenden. Så afsøgte jeg endnu engang forterrænet, der var stadig intet at se. Så kiggede jeg igen til venstre.
Pludselig bliver jeg klar over, hvordan en del af fjenden skiller sig ud fra hovedstyrken og kommer imod os. Samtidigt hører jeg, at maskingeværet i blokhuset kun afgiver enkeltskud og så igen stopper. Fjenden var allerede inde på 60-70 meter. Største hast var nødvendig.
Maskingeværet i blokhuset har stadig funktionsfejl. Fast besluttet på at forsvare mig til sidste øjeblik springer jeg ind i blokhuset for at se, hvad der var i vejen med maskingeværet. Jeg skubber skytten til side og ser med ét blik, at fejlen ligger ved bæltet. Ud med bæltet, lade et nyt, er gjort på få sekunder; så ellers skyde videre.
Albrecht skyder, jeg fører bæltet. Dog kommer vi ikke langt. En håndgranat flyver gennem vinduet, lander for vore fødder og eksploderer dér. Vi vælter omkuld begge to og slæber os et lille stykke væk fra vinduet, de vi forventede endnu flere håndgranater, som da også straks fulgte.
Kort derefter forstummede også de to andre maskingeværer, et tegn for mig om, at disse også var overmandet. Nogle folk søgte endnu dækning i blokhuset, men blev dér ofre for de håndgranater, der kastedes ind. De usårede blev straks sendt bagud som krigsfanger. Fra min deling var det 3 mand. Sådan blev hele min deling revet op, og det i en så kort tid, at man næppe kunne nå at tænke over det. Men det skyldtes den store fjendtlige styrke og den for korte afstand mellem os og fjenden. Det hos os liggende infanteri blev også for størstedelen taget til fange.
Så rykkede englænderne videre frem. Snart fulgte forstærkningen. To mand fra denne forstærkning kom ind i blokhuset og forbandt os. Kikkerter og pistoler tog de med, ellers var folkene ganske ordentlige. De gav os at drikke fra deres feltflasker og cigaretter at ryge. Så fortalte de os, at der allerede var engelsk kavalleri på vej! Om det det har været tilfældet, ved jeg ikke, i hvert fald troede jeg dem ikke og håbede på et snarligt modstød fra vore reserver.
Efter at englænderne havde forbundet os, gik de videre. Vore tre maskingeværer havde de endnu ikke fundet, da vi havde sørget for, at de ikke kunne se dem ved at dække dem til og kaste dem i et granathul.
Efter at vi havde ligget sådan et par timer, bemærkede jeg, hvordan englænderne kom tilbage og opsøgte deres gamle stillinger, også artilleriet tog til i heftighed. Jeg sluttede deraf, at modstødet var foretaget af vore styrker og håbede på i de næste øjeblikke igen at se tyske kammerater omkring mig. Desværre opfyldtes mit håb ikke. Som jeg senere under transporten tilbage kunne konstatere, var kammeraterne blevet liggende 100-150 meter bagude. På den måde blev vi nu liggende mellem den tyske og den fjendtlige linje uden hjælp og uden mad og drikke.