15. september 1916 – Ribe Stiftstidende: nye restriktioner…

Senest ændret den 8. december 2018 19:24

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Spredte notitser

Handel med boghvede til udsæd er forbudt.

For marmelade og alle fabrikater af grønsager og frugt vil der blive fastsat højestepriser.

Breve, pakker og telefon

Den stedfortrædende kommanderende generals bekendtgørelse om, at der i Nordslesvig fra grænsen til en linie Tønder-Tinglev-Sønderborg, indbefattet øen Als og Broagerland, ikke maa sendes lukkede breve, og at telefonsamtaler mellem privatpersoner er standsede, omfatter ikke færre end 10 afsnit. Lukkede breve maa kun afsendes inden for det stedlige postdistrikt. Begrænsningen omfatter ogsaa pakkeforsendelsen. Breve maa kun være skrevne paa tysk, dansk, svensk eller norsk.

Privattelegrammer skal være affattede paa tysk og maa ikke indeholde noget om rustninger, troppeforskydninger, skibsbevægelser, militære forholdsregler eller indretninger. Brevveksling osv. med det neutrale udland berøres ikke af de nye begrænsninger, men foregaar som hidtil. Gnist-telegraf forbindelsen er standset. De samme foranstaltninger, som er truffet i Nordslesvig i den offentlige sikkerheds interesse, udstrækkes til dele af Mecklenborg, nemlig omraadet nord for jernbanestrækningen Wismar-Doberan-Ribnitz inklusive de paa denne strækning liggende landsbyer, saavel som landsbyerne paa jernbanestrækningen Rostock-Sülze, Rostock-Laage og Rostock-Bütstow.

Faldne

Gaardejer P. Nielsens enke i Mjøls ved Rødekro har modtaget efterretning om, at hendes søn Mads er falden i de sidste kampe mod Vest. En søn faldt i foraaret og én har været savnet i over et aar.  En fjerde søn er endnu soldat.

Arbejdsmand Nis Schmidt fra Kolmos ved Holebøl er falden ved Somme. Han efterlader sig hustru og 9 børn, hvoraf de 3 mindste næppe kan gaa.

Arbejdsmand Jes Petersen fra Avnbøl i Sundeved er falden ved Verdun. Han efterlader sig enke og 2 børn.

Elektrotekniker Ernst Bornholdt i Sønderborg er falden, 23 aar gl.

Nicolai Petersen Bonde fra Asserballe er falden, 29 aar gl. Han efterlader hustru og en lille datter.

Alfred Arthur Rechenberger fra Kvistrup ved Øsby er falden, 29 aar gl. Han efterlader hustru og en lille søn.

Christian Østergaard fra Seggelund ved Kristiansfelt er falden, 33 aar gl.

Kristian Jessen fra Tiset ved Gram er falden, 30 aar gl. Han efterlader enke og et lille barn.

Gaardejer Knud Bendiks i Mejlby ved Lintrup har faaet meddelelse om, at hans søn Niels er falden paa Vestfronten, 20 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Hans Peter Møller fra Simmersted er falden.

Lærer Hans Rostgaard Kjer fra Branderup er død, rigelig 30 aar gl. Han efterlader enke og 5 børn.

Enke M. Olling, født Uldall, fra Haderslev har modtaget budskab om, at hendes søn Johannes er død paa et lazaret.

I tabslisten meddeles, at Anton Kærgaard fra Rangstrup, Ahrent Wiuff fra Hygum Mark og Hans Maag fra Barsmark er faldne og at Thomas Brock fra Skelle er død af sine saar.

Peter Jørgensen fra Dybbøl Mark er død paa et lazaret 31. august. Han efterlader hustru med fire børn.

Saarede

Som saarede meldes: Niels Paas, søn af Niels Paas og hustru paa gødningsfabrikken ved Aabenraa; en søn af slagtermester Bull i Øster Lindet.

I tabslisten meddeles, at Andreas Christensen fra Stenderup i Sundeved, Jørgen Jacobsen fra Asserballe, Peter Jensen fra Løjt Kirkeby, Kresten Eeg fra Brendstrup og Peter Autzen fra Aarslev er haardt saarede.

Som saarede opføres: gefreiter Hans Krag fra Skovby i Aabenraa amt og Jakob Johansen.

Gaardejer P. Oksen fra Rosendal ved Brøns er haardt saaret.

I tabslisten nævnes endvidere som haardt saarede Jørgen Juhl fra Mastrup, Aksel Nissen fra Strandelhjørn og Christian Schmidt fra Iller.

Af Værne-tropperne i Tysk-Øst-Afrika er læge Dr. Gerhard Grothausen fra Rødding bleven let saaret i kamp mod belgierne ved Luvung, ved Ruskiski den 27. september 1915.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Chresten Schmidt fra Roager, Gustav Madsen fra Hvinderup og Peter Hollem fra Jordkær er i fangenskab.

Murer Karl Huth i Aabenraa er i engelsk fangenskab og paa et lazaret, da han er bleven saaret i højre skulder.

Savnede

Som savnede nævnes: gaardejer Rasmus Chr. Heisel i Alslev, arbejdsmand Rasmus Geertsen fra Bolderslev, gaardejer Jens Henriksen fra Stenderup Fælled ved Rødding og smedemester Jes Ravn i Stenderup, Christian Peters fra Nordtoft(Nordborg?) i Sønderborg amt.

Carsten Borg i Skærbæk har faaet meddelelse om, at hans søn Hans savnes.

I tabslisten meddeles, at Marius Johansen fra Enderup er savnet.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *