Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Et par dage efter at revolutionen var brudt ud kom 3-400 matroser
fra Kiel til kasernen, og de følgende dage steg tallet til omkring 600.

De blev under stort postyr indkvarteret i ridehusene.

Til kasernen kom også en fodfolksbataljon, der af arbejder- og
soldaterrådet straks blev opfordret til et mytteri, som kom til at
gå hårdt ud over officererne.

Forholdene var nu fuldstændig kaotiske. 1500 røde soldater
ledsaget af en masse kvinder stormede en dag kasernen. De rev
epauletterne af officererne og brækkede deres sabler, og kaserneområdet blev plyndret for alt af værdi.

Jeg så f. eks. kvinder forlade området med store bundter af sadelremme, hvad de så end ville bruge dem til.

Også hestene blev solgt af de oprørske soldater.

Der blev ikke udbetalt lønninger, og forsyninger fik vi ikke.

Vi måtte selv skaffe os til livets ophold, og jeg må erkende, at jeg også var med til at sælge sække, sadeltøj og presenninger til marskandiserne i Neukoln for overhovedet at skaffe mad.

Vi få danske nordslesvigere ved depotet holdt os ellers uden for dette tyske opgør. Vi var kun interesseret i at komme hjem, fordi vi var klar over, hvad der var i gære i Nordslesvig.

På den anden side skulle de tilbageværende heste passes, og det var der ingen andre, der tænkte meget på. I de første forvirrede revolutionsdage var det heller ikke muligt at komme bort fra Berlin, hvor der blev kæmpet mange steder.

Kejsertro officerskredse og anti-socialdemokratiske grupper dannede frivillige korps og bekæmpede revolutionen. På et vist tidspunkt var de fleste af broerne over Spree besat af officerer med karabiner, pistoler og håndgranater. De havde opstillet pigtrådsspærringer, og der udkæmpedes veritable kampe mod soldaterrådsgrupperne, som blev hjulpet af f. eks. de mange matroser, som var strømmet til fra Kiel med tog og lastbiler.

[…] Den nye regering begyndte dog ret hurtigt at gøre sig gældende,
og krigsminister Noske fik en form for orden på tingene.

Han bestemte, at de tre yngste årgange soldater ikke måtte hjemsendes fra de beredne regimenter, fordi hestene skulle passes.

General Gröner, der hældede stærkt til den socialdemokratiske side, blev øverstkommanderende for resterne af den tyske hær, og han fik efterhånden nogenlunde kontrol over situationen.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).