Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.
Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.
Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.
Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.
– Han var 18 Aar. –
Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag. Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.
Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.
Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.
Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).