Læge H. Lausten-Thomsen gjorde krigstjeneste i Regiment …

„Jeres Kejser er rendt sin Vej!“
Glubokoje hedder en lille Købstad ved en af Beresinas Bifloder, og dens to fineste Hoteller hed i 1918 „Hotel de l’Europe” og „Hotel de Moskwa”. Det førstnævnte var det anseligste, og der blev jeg indkvarteret en Gang i November Maaned.

Dets Ejendommelighed lader sig ikke skildre i høviske Ord; kun saa meget, at om Natten laa jeg paa fire Stole, hvis Ben alle — forgæves — var stillet i Vandglas, indhyllet i mine egne Tæpper. Søvn gav det dog ikke, der var for mange og for livlige Skabninger i Værelset.

Saa flyttede jeg næste Morgen med Glæde hen til en hæderlig Købmand og Antikvitetshandler Perkunnos. Hos ham kom jeg ind i min Stue igennem en Butik med Kolonialvarer og alskens Skrammel, jeg boede i hans fineste Stue, og der tilbragte jeg mange gode Timer, især efter at Perkunnos havde forstaaet, at han ikke havde behov hele Tiden at underholde sin tvungne Gæst med sine Forretninger. Der var rent og pænt, og der redtes hver Aften op til mig paa Divanen. Ilden brændte udmærket i den store Ovn og kastede sit Skær i Mørkningen ud over de dejlige gamle Mahognimøbler og op over Tapetet, hvis Skrøbeligheder var skjulte under Billeder fra gamle Tidsskrifter, satte op med Tegnestifter. Bedst husker jeg et meget broget Billede af Napoleon den Store skuende ud over det brændende Moskwa.

Der stod et Par magelige Lænestole og nogle Rørstole om det store runde Bord, og i et Hjørne af Stuen et gammelt Spinet. En Eftermiddag kom jeg lidt før end sædvanligt fra min militære Tjeneste, og da sad Aida, min Værts Datter, ved Spinettet, og rundt om hende stod en Kreds af jævnaldrende, 13-14-15 Aars Piger. Aida spillede, og de sang — hebraiske Hymner og Salmer.

De for op som en Flok skræmte Fugle, og Aida bad med al sin 14-aarige Forskrækkelse og blufærdige, lidt skælmske Ynde om Forladelse. Den fik hun, og med megen Møje lykkedes det at faa hende og hendes Veninder til ikke kun at fortsætte, men at love at komme igen.

Saa kom de hver Aften i Mørkningen. Aidas mørke Hoved skimtedes i Stuens Hjørne, og den ranke Paulines Røst førte an i det Kor, der afvekslende sang hebraiske, franske og russiske Sange. De er søde, de smaa Jødepiger, betroede min Oppasser Mutzig fra Colmar, mig. Han skulde nok sørge for at være i Nærheden, naar de unge Piger sang.

Det var øverste Klasse i Købstadens jødiske Pigegymnasium, der mødtes. Vi blev efterhaanden godt kendt, og en Aften bragte Aida mig højtideligt en Indbydelse til Skolens Dilettantkomedie, en jiddisk Farce, — en af Krigens allermærkeligste Oplevelser.

Faa Dage senere kommer hun stormende ind i min Stue, for første Gang glemte hun at banke paa og vente paa min Tilladelse til at komme: „Jeres Kejser er rendt sin Vej!“ Og hun lagde Dagens Numer af „Minski Diennik“, det i Minsk udkommende Dagblad paa mit Bord.

Saa stavede vi os sammen igennem Bladets Meddelelse. Sandelig om der ikke i denne tyskcensurerede Avis stod en Meddelelse om Revolution, om Vaabentilstand, om det gamle Herredømmes Fald, det var den Nyhed, der var ventet Aar efter Aar, og om dens Sandhed kunde der ikke være Tvivl. Det var den 14. November 1918.

Aidas Veninder strømmede til, de spillede og sang, og midt i det hele lød for første Gang Marseillaisens Toner, og op over Bruset hævdede sig en Mandsrøst: henne i Døren stod Mutzig og sang Teksten til Aidas Spil, men jeg sad stille i min Lænestol og græd — græd af Glæde.

DSK-årbøger 1947