Senest ændret den 31. oktober 2018 15:29

Hermann Hunger fra Aabenraa gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni. I maj 1916 blev regimentet indsat ved Verdun. Han beretter nedenfor om en episode i et granathul ved Højde 304.

Mor!

Vi laa sammen i et Granathul, Mors Dreng og jeg. Han var i den Alder, hvor man hverken er Dreng eller Mand. Han var blandt de Aargange, hvor man har faaet de første krøllede Dun paa Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu.

Nu sagde han ikke ret meget.

Men nede i Bunkeren, ja, ogsaa i Skyttegraven, dog mest i Barakken i Nantillois, særlig naar Posten var kommen og havde bragt Breve og Pakker, saa kunde han ikke tie med, hvilken god og dygtig Mor han havde. Han havde bestemt den bedste og villeste Mor i hele Verden.

Nu var der ikke Stunder til at snakke, ikke en Gang om Mor.

Han var gaaet lige fra Skolebænken og ind i Krigen. Og sit Fædreland elskede han og var stolt over at maatte være med til at kæmpe for det.

Han var bedre Folks Barn fra en Storby. Men nu sad vi to, Drengen og jeg, i et Granathul paa 304 midt imellem den tyske og den franske Stilling.

Det var en prægtig Foraarsmorgen efter en rolig Nat. Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe paa den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.

Klokken fire Morgen kom Befalingen: ”Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Gravskal tages”.

Saa kom Flammekasterne.

Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Væsken havde truffet.

Op! Fremad!

Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.

Alt hvad Franskmændene havde af Krigsredskaber udspyede deres Ild imod os.

Ned!

Ti Meter forude en lille Granattragt. Og her fandt vi ned, Drengen og jeg.

Vi sundede os lidt.

Den sikre Død at storme videre .

Men Drengen var ivrig. “Vi maa fremad . — Vi har faaet Ordre”. “Er du forrykt! — Ned med dig!”

Værre og værre blev Helvedet over os. Drengen var der igen : “Vi maa videre”.

“Ti stille!”.

Vi laa tavse en Stund .

Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. “Jeg vil ljge se, hvor Kompagniet er henne”. “Lad vær ’!” For sent.

Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg.

Det sidste, de sitrende Læber mumlede var : “Mor”.

Og saaskingrede Fløjten fra vor Grav : “Tilbage!”

DSK, Årbøger, 1941