Anders Christensen, Skast pr. Ballum
I August var der lige som noget andet i Luften, og sidst paa Maaneden og først i September blev der slet ikke skudt fra den anden Side. Man kunde mærke, at Tyskerne var nervøse.
Og saa! Den 11. September Kl. 11 om Aftenen gik det løs med et Brag. Det var Amerikanerne, der satte ind.
De brugte ikke den Metode, som anvendtes ved Somme og i Flandern, først at tromle i lange Baner, nej, de gik til Angreb med det samme.
Vi boede i en Barak uden for Byen og havde et Beskyttelsesrum — halvfuldt af Vand! — »Ind med os!« sagde vor Feldwebel, der kom farende ud fra sin Bungalow.
Der tilbragte vi Natten; men den næste Dags Eftermiddag gik vi tilbage. Vi maatte stadig i Skjul for Flyverne, som fuldstændig beherskede Luftrummet. Henimod Aften maatte vi dog frem til vort Kvarter igen for at bjærge Batteriets Papirer.
Vi kunde nu se, at Observationsballonerne var kommet betydeligt nærmere. Ellers var det nu forholdsvis roligt. Amerikanerne har vel haft travlt med at flytte Kanonerne frem. Vi fik Vognen med Papirerne og Gullaschkanonen med tilbage, ogsaa den ene Kanon, der ikke stod saa langt fremme. Alt det andet blev tilbage.
Den anden Kanon havde lige affyret en Serie Skud, da der kom en af Mandskabet fra et Batteri, der stod længere fremme. Han sagde, at Amerikanerne var helt fremme ved deres Kanoner. Infanteristerne i Skyttegraven var blevet taget til Fange.
Det var overraskende, hvor hurtigt Amerikanerne gik fremad. Men den tyske Krigsmaskine var opslidt, og der var ingen Reserver til at fylde Hullerne. Vor Kanonbetjening skyndte sig tilbage, men tog dog Maskingeværerne med. Med visse Mellemrum skød de en Salve mod Amerikanerne, der langsomt fulgte efter.
Vi gik tilbage om Natten og laa nogle Timer i en By. Der var en Ballon lige udenfor, men op kunde den ikke komme. Saa snart dem kom lidt til Vejrs, var Fjenden over den som Høge. Vi kom til Cheppy, hvor vi opholdt os nogle Dage og marcherede saa 50 km til Egnen ved Longuyon, hvor vi kom i Ro.