Senest ændret den 17. september 2021 20:28
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.
Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.
Den bedre forplejning ved vor afdeling skyldtes dog særlig Kommandofeldweblen. Han var en »hund« til at handle med civilbefolkningen og købte alt, hvad han kunne få fat på af spiselige ting, særlig brune bønner og kartofler.
Da vi havde masser af køretøjer, var transporten af de indkøbte varer intet problem. Et infanterikompagni havde derimod kun én forplejningsvogn og kunne ikke fragte mere end den udleverede ration og var derfor så godt som afskåret fra at gøre indkøb hos befolkningen for at supplere kosten ad denne vej.
Nu kan man spørge, hvorfor ledelsen holdt hånden over disse tropper? Det var ganske bestemt ikke for deres blå øjnes skyld, men simpelt hen en tvingende nødvendighed. Russerne angreb så godt som altid uden nævneværdig artilleriforberedelse, men altid med et vældigt opbud af mandskab.Som før nævnt har vi talt op t i l 16 skyttelinier efter hinanden.
Det var jo en håbløs gerning, når blot MG-erne var i orden og udhvilede mænd lå bag dem.
Den tyske front var ofte meget tyndt bemandet. Et bataljonsafsnit var tit så stort, at man var nødt til at holde MG-erne intakte, ellers ville russerne med det store opbud af soldater have haft alt for let spil.
I de ni måneder, jeg var på østfronten, skete det kun én gang, at russerne nåede ind i vor skyttegrav, og da infanteriet trak sig tilbage til reservegraven, blev russerne prompte kastet ud igen af MG-folkene, der brugte deres håndgranater.
Det var lidt flovt for infanteriet, og de måtte høre meget for det bagefter.