Johannes Christensen fra Visby fortæller om afstemningsdagen i 1. zone:
“Det blev en stor Festdag i alle Måder den 10. Februar 1920, med de mange tilrejsende der kom langt omkring fra, for at være med og stemme Sønderjylland hjem. De mange festlige Plakater, Kirkeklokkerne der slog revner, fordi Glæden lagde tor megen Kraft i Hammerslagene, da der skulde kimes, den store Fest i Forsamlingshuset. Det smukke og kære Dannebrog, der mange Steder havde ligget på Kistebunden i over 56 Ar, vejede frit for Vinden over hele Landsdelen. Ja, -det var den største og kønneste Festdag i hele Landsdelens Historie, med festglade Mennesker over det hele. Selv Hjemmetyskerne havde vidst ikke noget imod at komme til Danmark, de vilde bare ikke være ved det.
En lille Ting må jeg nævne, som en særlig Oplevelse for mig. Min gamle tyske Lærer Voss, var anbragt ved stemmeurnen som kontrollør, og det øjeblik da jeg i hans Påsyn kunde lægge mit Ja i Stemmeurnen for Danmark, da var det mig der rykkede op på Førstepladsen igen, og ham og den anden Dreng der rykkede ned, jeg var glad den Dag, det tror jeg ikke han var, hvor han, jo tabte det afgørende Slag i Visby, og måtte rejse Syd på. Ja -der var Glæde ud over Sognet og Landsdelen, og ikke mindst i de enkelte Hjem. Også i mit Hjem var der stor Glæde, nu kunde vi alle samles igen, og se hen til den store Genforeningsdag med vort gamle Fædreland.
Så havde de da ikke stridt og bedt forgæves Mor og Far, i de lange søvnløse Nætter, År efter År, for deres Børn og Svigerbørn, der lå derude ved Fronterne. Nu skulde endelig Voldsherredømmet være forbi, og det kære Dannebrog vaje over alt 1 Hjemstavnen. Kampen under Fremmedherredømmet var gennemstridt og kronet med Sejr, dyrt havde det kostet, de var gamle nok, til at have oplevet Smerten i 1864. Mors Søskende drog alle over Grænsen, hendes eneste Bror, fordi han ikke vilde være tysk Soldat. Deres Børn matte de sende i tysk Skole, og til sidst ud i Krigen for en fremmes Sag, i fire sorgfulde og strenge År. 27 var faldne i Visby Sogn, foruden mange sårede og invalide, men nu skulde det blive anderledes:”Nu kalder Danmark på sine Børn, Farvel for evig du tyske Ørn. Vi vil under Frihedens Sol og Flag blive dig gode og trofaste Sønner og Døtre Danmark. Det bliver Plovtid, Såtid, Grotid, Gry, og gamle Danmarks Rige, det fødes skal påny”.
Billedet viser Johannes´ familie på vej hen for at stemme. Yderst til højre er det Johannes. I midten hans forældre, der er omgivet af hans brødre og søstre. Bredebro Lokalhistoriske Arkiv.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
