Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Vestfronten, hvor han gjorde sig tanker om religion og velsignelse.
Den 14. november 1917.
Min Engel er trofast. Der siges jo, at hver Menneskesjæl har sin Engel, og jeg tror, det er sandt, men paa en stærkere og skønnere Maade, end Menneskeforstand kan fatte.
Forstanden bunder ikke de Dybder, som hører Gud og hans Rige til. Der er saa meget, vi Mennesker ikke fatter, men dybest inde ikke kan lade være at tro paa.
Der er nu Ordet Velsignelse, hvor dybt gaar nu egentlig vore Tanker om dette Begreb? Gud velsigner, men hvorledes? Tænker vi over de Veje og Midler, Gud benytter til at velsigne sine Børn?
Først herude har jeg oplevet og erfaret, at Gud ofte lader Velsignelsen gaa gennem Mennesker. Vi vil ikke skarpt kunne adskille Begrebet Velsignelse fra Lykke eller Glæde, ja endog Bedrøvelse. Men saa Vennerne, der dør, er vi helt udelukkede fra Forbindelsen med dem? Ja, her standser Tanken og Forstanden, her griber Tro og Oplevelse ind. Jeg tør ikke sige, at Forbindelsen er afbrudt, jeg ikke alene helst vil tro paa, at de Afdøde endnu kan følge vor Færd, men der er en Overbevisning herom i mit Indre, som jeg ikke kan forklare.