Tag-arkiv: tænder

17. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Det værste er Tænderne”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 17/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for dit Pakke med Smør og Frikadeller jeg modtog i Gaard. Du gaar vist og er urolig for mig, jeg er jo ogsaa en rigtig Skidt. jeg har ikke skrevet til jeg i 8 Dage nu, men du maa undskylde mig, jeg gaar nemlig hver Dag og har Tandpine og vi er ogsaa kommen i Stilling igen[.] Det skal du nu ikke være ked af for hos os er helt roligt. Jeg har været i Stilling siden den 11 og endnu er der ikke falden et Skud i Skoven hvor vi ligger.

Det værste er Tænderne[.] Jeg har været hene og faa to mere trukket ud, saa i det hele har jeg faaet 5 ud nu.I Gaard var jeg i Mühlhausen og skulde have de andre daarlige Plomberet, Herfra og til Mülhausen og tilbage igen er lige 34 km saa det er en temmelig god tur til Fods, og saa var der saa mange hos Lægen saa jeg kom slet ikke for, saa jeg kunde gaa hjem med uforrettet Sag. En Regn og Storm var det saa jeg var gennemvaade da jeg kom hjem. I Morgen skal jeg hen igen. Forhaabentlig giver det ingen Regn i Morgen[.] Ellers har jeg det godt[,] haaber ogsaa at i har det godt[.] Jeg skal vist paa Post nu.

Mange kærlige Hilsner sender Eder alle din Søn
Th Thomsen

Du maa undskylde Papiret men jeg har ikke noget bedre for Tiden.

(Kåre Pedersens samling)

8. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 8/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det store Julepakke jeg modtog i Gaard. Det var alt sammen i god Behold, saa du kan tro jeg spiser i Dag. Her har vi ordentlig Vinter ikke alene udenfor, men ogsaa i mine Tænder. Jeg har jo riglig faaet 3 Tænder ud, men nu er der 4 andre Stumper der gør ondt, saa jeg kan næsten ikke skrive. Det ender med at jeg skal have dem trukket ud ogsaa, saa har jeg sandelig ikke mange tilbage.

Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer. Her siges det at Russerne vil til at begynde igen. Dersom det er tilfældet maa i nok købe mig en Gaard ved Lejlighed, og se at faa mig Reklameret til Foraaret, men bliver det til Fred med Russerne behøver i det ikke for saa skal vi nok blive ferdig til Foraar allerede.

Mange herlige hilsner sender Eder alle
din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)