Senest ændret den 17. september 2021 20:29
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.
»I Maskingeværafdelingen«
Et nyt afsnit af min fronttilværelse tog nu sin begyndelse. Det var vel ikke så underligt, at jeg var spændt på, hvordan det ville gå.
Jeg opdagede ret hurtigt, at det mere var kræfterne end mekanisk snilde, det kom an på, thi udrustningen var meget tung. Maskingeværet bestod af to hoveddele, selve geværet og en såkaldt slæde til at montere det på. Til at transportere disse to ting var to mand nødvendige.
Da en maskingeværbesætning bestod af en underofficer og seks mand, var der kun fire mand tilbage til at transportere ammunitionen, og da 4.000 patroner var det minimum, som til enhver tid skulle være til rådighed, måtte disse fire mand hver bære 1.000 patroner, som var anbragt i to metalkasser med 500 i hver. Sådan to kasser vejede op imod 50 kg, og da det ofte hændte, at de skulle transporteres flere kilometer, når delingen var under fremrykning, kunne de to bæster godt trykke lidt på »samvittigheden«.
V i havde blandt flere nye mænd fået én, der var skolelærer. En dag, vi lå bag fronten og eksercerede bravt, satte han pludselig sine to kasser foran fødderne af sin underofficer og sagde: »Tror De måske, at jeg er flyttemand?« Det gik ham ikke så godt, men det er en anden historie.
Heldigvis var jeg sund og stærk, så jeg tog sagen med godt humør. Det mekaniske voldte mig heller intet besvær, og ved skydeøvelser, der blev afholdt, så snart delingen havde lejlighed til det bag fronten, viste det sig, at jeg var endda en meget habil skytte.
Selv om en mand er en god skytte med et almindeligt gevær, er det langtfra givet, at han er det, når han skal betjene et maskingevær, der skyder mellem 500 og 600 skud i minuttet. Man må huske på, at geværet vibrerer voldsomt, og det er så afgjort en følelsessag at få kuglerne dirigeret derhen, hvor de skal. Der er mange, der aldrig lærer det.
MG-afdelingerne gjaldt på østfronten for at være elitetropper, og noget var der om det. Der var godt nok adskillige hårde halse imellem dem, men jeg tror, at det gode ry især skyldtes, at MG-afdelingerne blev skånet i alle måder. Under de store marcher havde de som sagt intet at slæbe på. Soldaterne skulle kun bære deres karabiner.
Bortset fra arbejdet på egne opholdssteder og geværstillinger deltog de ikke i udbygningen af skyttegravene. Forplejningen var rigeligere, og folkene var altid udhvilede, da de kun havde ca. 4 timers vagt i døgnet. De havde tid til at holde sig rene og dermed nogenlunde fri for lus. Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.