Tag-arkiv: RIR88

10. august 1916. “… næste gang ved vi, at det gælder.” Under flydirigeret artilleriild ved Verdun

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste i RIR 88, der deltog i kampene ved Verdun.

Res. infanteri reg. nr. 88 var med til den sidste storm på Verdun den 1. august 1916, og jeg var blandt dem, der kom tættest ind på byen. Regimentet havde fået den opgave at gå 800 meter frem til forterne »Tavamses« og »Souville« og holde stillingen i fire dage, så skulle vi blive afløst.

Stormen lykkedes også, og stillingen blev også uden store tab holdt i fire dage. Men da vi efter de fire dage kom tilbage i ro – 30 mand af 200 – var der ingen ny division til at afløse, og vi måtte ud i stillingen igen i fire dage.

Da var det forholdsvis roligt, og vi led ikke større tab.

Da vi skulle afløses, kom der besked fra regimentet, at en underofficer og to mand skulle blive 24 timer længere i stillingen for at orientere de nye. Jeg blev en af de to mand.

Da vi ved daggry havde fortalt de nye, hvad vi vidste om stillingen, hvor vi mente, franskmændene lå, hvor der var særlig fare for at blive set o.s.v., var vor opgave jo egentlig endt, og vi bad kompagniføreren om lov til at forsvinde. Det måtte vi også godt. Han bad os dog tage en melding med ned til bataljonen, så var hans ordonans jo fri for den tur.

Det gjorde vi selvfølgelig gerne, da vi skulle der forbi alligevel. Men da vi kom ind til majoren, var han i dårligt humør. Han skældte os ud, hvad vi egentlig bildte os ind. Ordren lød på 24 timer, omkring og op i stillingen igen.

Vi gjorde det, havde det været 2 år senere, tror jeg ikke, vi havde gjort det.

Nu var det jo bleven op ad formiddagen og klar luft, og vi skulle over åbent terræn, og franskmændene skød også efter enkelte soldater. Vi kom dog godt op i stillingen igen, der var jo granathuller nok at søge dækning i.

I selve skyttegraven var der ingen plads til os, så vi lavede os nogle små huller bagved, hvor vi dog i det mindste var dækkede for geværild. Indtil middag var alt roligt.

Vi lå og svedte, vi kunne jo ikke røre os, og der var ingen skygge.

Men så kom der ti franske flyvere, som fløj langs fronten frem og tilbage, ganske lavt, vi kunne tydeligt se flyveren. Da de havde fløjet fronten af et par gange, hører vi ovre fra fortet tre kanoner blive affyret og lidt efter granatnedslagene et par hundrede meter til højre for os.

Fem minutter efter det samme igen, men denne gang tættere ved.

Det var 15 cm haubitzgranater, så vi kunne høre afskuddene og også granaten inden nedslaget.

De kommende timer er vistnok de længste, jeg har oplevet. Franskmanden beskød nu systematisk vor stilling, idet de lagde ilden et stykke til siden hver gang, og når de ikke skulle længere, så tilbage igen, og stadig kredser de to flyvere deroppe og dirigerer.

De timer glemmer jeg aldrig. Ligge der i et lille hul og kunne høre afskuddene og granaterne komme. Denne gang gik de ned 20 m til højre for os, men næste gang ved vi, at det gælder.

Så hører vi afskuddene igen og granaterne komme, det er som lyden trykker en helt flad. Men så er de der. Den ene går ned lige ved mit hul og dænger mig til med jord og sten, men ellers skete der ikke noget.

Men stadig hænger flyverne deroppe. En times tid senere er de i nærheden igen. Denne gang går der en fuldtræffer ned i selve skyttegraven og dræber seks mand.

Således forløber nogle timer, hvor vi hverken kan røre eller værge os. Endelig ved fire-tiden forsvinder flyverne, og skydningen hører op.

Vi får så igen lov hos kompagniføreren til at forsvinde. Men denne gang skal vi ikke ind og hilse på majoren.

Vi kom også alle tre godt over det åbne terræn ned i Fiumeslugten, gennem den fuldstændige pulveriserede by Vauze og op på Hardoumont-højen.

Nu er vi udenfor det almindelige skudfelt, og vi vender os om og ser tilbage. Et øde månelandskab. Hvor der før var skov og marker, er der ikke et træ eller et græsstrå tilbage. Til en artillerist, som beklagede sig over forholdene, sagde vor korporal: »Her oppe har I ikke noget og beklage jer over, men dernede – og så pegede han ned på byen Vauze – der begynder helvede«.

I hærberetningen var der ikke noget nyt fra Verdunfronten, alt var roligt. Men for mig var det en urolig og lang dag.

DSK-årbøger 1967

5. august 1916. Afløsning ved Verdun – og stort smørrebrødsbord!

Senest ændret den 8. december 2018 19:26

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Da kompagniet den 5. august skulle afløses, og vi samledes i skoven bag Højde 310, hvor »bagagen« med køkkenet stod, lød derindefra et brag, og sprængstykkerne »dryssede« gennem træernes kroner.

Det viste sig senere, at det var den tyske 42 centimeters mørser, der havde haft en »Rohrkrepierer«, men vi slap for at blive ramt af de nedfaldende »smådele«.

Ankommet til køkkenet mødte der os et syn, som jeg kun har oplevet denne ene gang. Der stod et langt bord dækket med almindeligt kommis brød og også hvidt brød, store klumper smør, pølse og ost, sukker og marmelade, og så hed det: Vær så god og spis! Vi kunne få te og kaffe, rigtig bønnekaffe, alt efter smag og behag – og så meget, vi ville. –

Da vi kom tilbage til vore kvarterer i Loisson, var vi svundet betydeligt ind, og der var nu god plads, thi 140 mand havde vi mistet, deriblandt Hans Bøjskov og Andreas Christensen, Lundsgård, som var havnet på et lazaret i Tyskland og hårdt såret. Straks ved angrebets begyndelse var han blevet ramt af en fransk maskingeværkugle, en såkaldt »opspringer«, der ramte ham i den ene side, brækkede to ribben og sad fast i et ribben i den anden side. Han kom senere i fransk fangenskab og havnede i Aurillac-lejren, hvor han ramtes af den spanske syge og – desværre – aldrig vendte hjem til Sønderjylland.

Vi andre seks havde ikke fået en skramme.

DSK-årbøger 1970

2. august 1916. Verdun: 40 mand dræbt af én granat

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

De følgende dage stilnede kampene lidt af, men det var et lille 5. kompagni, der om morgenen den 5. august samledes i skoven bag Højde 310.

Nede hos os i Fuminslugten så det heller ikke godt ud, da jeg om eftermiddagen den 2. august kom for at afløse. En stor 28 centimeters granat var – måske af vanvare – gået ned i et stort firkantet hul, som man havde gravet ud for indgangen til bataljonsstaben, og som man anså for et sikkert opholdssted, da endnu ingen granater var havnet på den stejle skråning.

Derfor mente man, at her havde man et forholdsvis sikkert tilholdssted, og rummet var til stadighed fyldt af soldater, telefonfolk og blinkere, brevduefolk m. m., så der næsten til enhver tid opholdt sig en 30-40 mand på stedet.

Man kan tænke sig, hvilken ravage en sådan granat afstedkommer. Alle var døde og blandt dem også mine to kammerater, som jeg kom for at afløse, og var jeg kommet fem minutter før, mon så ikke også jeg havde været iblandt dem. – Nu gav det mere at bestille, da vi kun var fire om jobbet som stafetter, men heldigvis stilnede kamphandlingerne noget af, da franskmændene åbenbart havde affundet sig med, at området var tabt.

DSK-årbøger 1970

1. august 1916. Verdun: “Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Så var det morgenen den 1. august. Præcis klokken fire – alle formationer havde fået deres ure stillet – startede angrebet.

Himlen blev rød over det hele, og af hundreder af kanonrør spyedes der ild på de franske stillinger. Også minekasterne, som stod i en lang række bag den tyske skyttegrav, sendte deres 200 punds frugter af sted, og snart var alt indhyllet i røg og støv.

Der kunne da ingen slippe levende ud af det ragnarok, tænkte jeg. –

Jeg havde frivagt fra klokken otte og havde lagt mig til at sove i vor lille dækning, men jeg vågnede ved, at det med et blev stille, og jeg så en skare franskmænd komme over imod os.

Da var stormangrebet i fuld gang, thi alt var gået planmæssigt; det var nemlig fanger, der arriverede, og som skyndte sig ud af ildlinjen.

Noget efter begyndte også de letsårede at myldre forbi os. En af de første var Hans Bøjskov fra Rønshoved. Jeg ser ham endnu komme springende ned ad skrænten med venstre hånd forbundet og råbende i forbifarten: »Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk«, og borte var han.

Snart kom der dog flere, og de var værre medtaget, men alle flyttede sig dog så hurtigt, de nogenlunde kunne. Blandt disse mindes jeg en ung franskmand, der gik alene og ikke evnede at løbe for et skud i siden; vi gav ham noget at drikke og viste ham den korteste vej tilbage.

Ebbesen_vand_mindre
Johannes P. Ebbesen: To soldater drikker vand (Museum Sønderjylland)

Snart begyndte franskmændene dog at komme til kræfter igen, og så var det alt andet end hyggeligt for os. Oppe i stillingen så det forfærdeligt ud. Selvfølgelig var der ikke skyttegrave mere, kun granathuller og fordybninger, som soldaterne selv havde gravet. Den eftermiddag mistede 5. kompagni halvdelen af sit mandskab, men stillingen blev holdt.

DSK-årbøger 1970