Tag-arkiv: Østersøen

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

14. juni 1916. På en minestryger i stormvejr på Østersøen

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.

Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.

Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.

Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.

Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.

Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.

Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.

Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.

Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.

Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.

Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.

DSK-årbøger 1945