Tag-arkiv: malariafeber

Krigens forløb

16. november 1917. I Østafrika: “jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op. “

Skriv en kommentar

Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. På vej sydpå betragtede Kock de hyppige skovbrande, og Ramasan spørger ind til krigen i Europa.

Det begyndte at mørknes, og ude i Skovene tændtes Baal ved Baal lige for Øjnene af mig og ud til Siderne, og bagved mig, da jeg rejste mig op for at se hele Horisonten rundt.

Det kunde være Englændernes Lejrbaal, men de fleste af dem var sikkert Skovbrande. De bevægede sig ganske langsomt, da der var fuldstændig vindstille, og vilde vel først blive slukket, naar Regntiden kom.

Senere fik jeg at vide, at saadan brænder Skovene ofte i Afrika og har gjort det fra Tidernes Morgen. Disse Brande er helt forskellige fra de fremstormende Skovbrande i andre Lande.

De holder sig ganske stille paa ét Sted, til der ikke er mere, der kan fortæres af Ilden, saa springer Ilden over i den næste Trægruppe og kan saaledes meget langsomt æde sig en Vej gennem Skoven. De almindeligste Brandstiftere er Lyn og Baal, der ikke er slukket ordentligt.

Her var det vel ogsaa Brandbomber, Granater og maaske skødesløst henkastede Cigaretter.

Da det blev helt mørkt, fik Himlen et brandrødt Skær hele Horisonten rundt, og jeg kunde først rive mig løs fra det sjældne Syn, da Ramasan kom hen til mig med min Mad.

Da jeg havde spist, blev han staaende, og jeg var klar over, at han vilde tale med mig, og spurgte ham, hvad han vilde 

— Jo, jeg vil spørge dig, Bwana, om Krigen i Ulaya (Europa) snart holder op.
— Ja, Ramasan — jeg skottede ud til de brændende Baal og den brandrøde Himmel, der laa om os som et Krigens Tegn — jeg tror næsten, at Krigen snart er forbi.
— Vender du saa tilbage til Ulaya?
— Ja, det gør jeg, Ramasan — dér har jeg jo min Bibi, men maaske vender jeg engang tilbage til Afrika sammen med min Bibi — vil du saa være Boy for mig igen?
— Ja, Bwana, det vil jeg — kwa heri, Bwana!
— God Nat, Ramasan.

Den stakkels trofaste Ramasan! Nu var det ogsaa blevet for meget for ham. For første Gang havde han spurgt mig om, hvad. Tusinder af Hvide havde spurgt hinanden om i Aarevis.

Mit Svar til ham var ikke nøje overvejet, men jeg følte det som en sikker Sag, at nu maatte det lakke ad Ende med Krigen baade her og i Europa. Og dengang var min Hensigt at vende tilbage til Afrika, hvis jeg nogen Sinde slap levende derfra.

Der er en ejendommelig dragende Magt i dette mærkelige Land.  Mange Sønderjyder, der har gennemlevet endnu mere end jeg, nærede det samme Ønske, og nogle vendte ogsaa tilbage.

Men de fleste af os blev fanget ind af Hverdagen, da vi kom hjem. Hvor længe har Ramasan ventet paa, at jeg skulde vende tilbage?

Vi hvide Mennesker kaster den Slags Løfter i Flæng, men i Afrika bliver de bevaret i dybeste Alvor og med en lang Hukommelse.

Hvornaar holdt Ramasan op med at vente paa mig?

Jeg gik hen til mit Græsleje, som Ramasan havde redt, og rullede mig ind i mine Tæpper. Feberen kom igen, og jeg laa længe uden at kunne sove, medens Himlen rødmede af de brændende Skove.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Krigens forløb

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2016 9:02

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)