Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.
Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.
Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.
Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.
Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.
Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.
Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.
I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!
I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.
Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”
Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.