Tag-arkiv: krigslist

15. januar 1917. Minegang over under franskmændenes stillinger

En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et mislykket mineringsforsøg

Det var i Vinteren 1916-17. Vort Kompagni (Pioner-komp. 274) laa i Frankrig ved en lille Landsby, Leintrey. Juledag gik vi i Stilling og begyndte at grave en Minegang.

Vi arbejdede os helt ind under Franskmændenes anden Stilling. Minegangen var ca. 400 meter lang.

Her blev der saa bygget et Sprængkammer. Vi var saa nær ved Franskmændenes Understand, at vi i de udlagte Membraner kunde høre dem tale, synge og spille.

Der blev arbejdet hele Døgnet rundt i 3 eller 4 Hold, eftersom der var Folk til Raadighed. Da Sprængkammeret var færdigt, en lille Familiedagligstue, blev det ladet med Sprængstof.

Vi slæbte 3.600 Pund Krudt i store fir­kantede Blikkasser derned. Den sidste Kasse blev forsynet med Fænghætte og Ledningen. Saa blev der sat en solid Dæmning for det hele, at ikke Sprængningen gik den gale Vej.

Dagen var bestemt, hvor det hele skulde ryge i Luften, og vor Løjtnant tog en Hamborger og mig med til at udføre Arbejdet.

Vi gik i Stillingen længe før Dag, og Løjtnanten sendte mig til Majoren, for at modtage Besked om Klokkeslet for Udførelsen. Jeg kom tilbage med Ordren i Nøgleskrift, og vi tydede den i Fællesskab.

Artilleriet skød en vældig Trommeild, og Infanteriet stod i Skyttegravene rede til Stormangreb. Da Klokken nær­mede sig 9, stod vor Løjtnant med Uret i den ene Haand og den anden løftet til Slag paa Knappen til den elektriske Sprængdynamo.

Præcist Kl. 9 slog han til, og vi løftede Hovedet for at se Ødelæggelsen, men der skete intet. Dynamoen viste 4 ½ Volt og blev optrukket igen, men med samme Resultat.

Efter at vi havde prøvet det nogle Gange, blev jeg sendt til Majoren igen for at afgive Melding. Den ”Gamle” tog ikke naadigt imod mig. Aldrig er jeg bleven saadan skældt ud. Alt, hvad saadan en gammel Major kunde finde paa at sige, haglede ned over mig.

Han sendte saa sin Adjudant og en ny Dynamo med mig ud i Stillin­gen , men heller ikke det hjalp .Saa blev vi sendt ned i Minegangene for at se til Sagerne.

Hamborgeren og jeg un­dersøgte saa Minegangen og Ledningen og fandt alt i Orden. Adjudanten og Løjtnanten havde saa en lille Konference, og vi fik derefter Ordre til at flytte Dæmningen fra. Saa tog vi igen fat paa Sandsækkene og arbejdede sammen med Løjtnanten , til vi kom ind i Sprængkammeret.

Overraskelsen var stor, — for Kammeret var tomt!

Franskmanden havde ogsaa mineret og fundet ind til os og havde baaret hele Ladningen væk ligesaa rask , som vi bar den derned. Da den første Overraskelse var overstaaet, vendte Løjtnanten sig mod mig. (Jeg havde i Mellemtiden fortalt ham om mit sidste Møde med den Gamle), og sagde: ”Du vil vel nok gaa til Majoren og melde det fore­faldne?”

Jeg gik saa og fandt den gamle Major i meget daarligt Lune, men efter at have hørt min Beretning, sad han rolig et Øjeblik, og saa sagde han: ”Vil Du ha’ en Cigar ?”

Jeg fik saa en stor Officerscigar og gik tilbage til Kammeraterne.

DSK-årbøger, 1941

2. maj 1916. Sådan narrer man det franske artilleri

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916 og kom retur til fronten den 1. maj sent om aftenen.

Hen paa Natten blev der kaldt. Man prøvede at faa mig vækket, men jeg rørte mig ikke, jeg lod, som jeg sov.

»Hvem er han der?« spurgte en eller anden.

»Ved det ikke; han kom i Nat. Lad ham ligge, han sover jo hårdt«.

Det passede mig godt …

Da de var borte, hentede jeg Kaffe ved Køkkenet og spiste Brød hjemmefra dertil. Saa gik jeg Op af Graven og plukkede en Del Lucerne, som var temmelig høj her. Den stoppede jeg ned i min Teltdug og havde således et nogenlunde Leje at ligge paa.

Da Kammeraterne kom hjem hen paa Morgenstunden, viste det sig, at der var en, der kunde tale Dansk.

Han var født i Sommersted og boede nu i Kiel. Man fortalte mig, at man nu lavede nogle Grave, 60 cm dybe, og at man rullede sort Pap ud i Bunden. Naar Flyverne kom over, saa de meget dybe ud.

Nogle Steder lagde de Træuld, og andre Steder stablede de Træ op i en Stabel, og denne Stabel var forbundet med en Snor og en Vinde, og naar saa det franske Artilleri opdagede Røgen fra disse  Træspaaner, troede de, at Graven var bemandet, hvorefter de skød efter den.

Træstabelen væltede, enten de ramte eller ikke.

Det var Arbejde med saadanne Drengestreger, der blev min fremtidige Bestilling, og dog var det et dødsens alvorligt Arbejde, for ufarligt var det jo ikke.

DSK-årbøger 1959

29. september 1915. “Otte kugler fra et maskingevær i maveregionen.”

Senest ændret den 2. februar 2016 13:14

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Vi passerede nu ViIna, den ligger jo i en lavning nede ved Vilja mellem ret høje bjerge, det var et smukt syn at se ned over den med alle de kønne kirketårne, efter sigende 18. Det var den 18.9. Vi marcherede gennem Vilna, nøjagtig en måned efter Kowno fald, nu blev vi ved østpå til de store skove ved Krasnopol, hvor russerne havde særdeles stærke stillinger, det forstod de at bygge stærke gode skyttegrave og camuflere dem, så man næsten trådte på dem inden man blev dem var.

Den 29.9. hen på formiddagen begyndte vi angrebet og russernes skyttegravsystem begyndte lige udenfor byen, ingen sammenhængende front, man små korte skyttegrave med en 10-12 mand i hver og som kunne flankere hinanden, de var farlige at gå på.

Min kammerat “Verholm fra Magdeburg” fik 8 kugler fra et maskingevær i maveregionen, jeg fik en anden kammerat til at hjælpe mig med at bære ham tilbage til byen, men det overlevede hen ikke.

Min delingsfører sprang over m sådan kortgrav og hørte et gevær blive spændt, han drejede sig hurtig med sin revolver skød han ham for panden.

Artilleriet havde nu begyndt at beskyde den nærliggende skovkant og da vi var færdige med systemet skulle vi storme den, vi tabte jo en hel del folk ved disse operationer, min landsmand Hans Hansen fik pulsåren i højre håndled skudt over, jeg forbandt ham og underrettede hans for ældre.

Inde i skoven lå skytterne ene bag træerne eller sad oppe i dem og beskød os. Her kom vi et par dags senere ud for en episode, som vi endnu aldrig havde været ude for, vi løb på en nygravet skyttegrav, den var ikke camufleret, men nem at se, vi lagde os ned og rådslog hvordan vi bedst skulle ordne den, besætningen havde jo nok bemærket os for på en gang stod de ud af hullet, stak geværet med bajonetten på ned i jorden og løftede hænderne i vejret, vi ville da ikke skyde, når de overgav sig frivilligt, vi gik over mod dem med bøssen under armen, men da vi var ca. 10 m fra dem rev de bøssen op af jorden og fyrede løs, vi lå pladask i løvet, der var kun en der blev såret af os, men af dem blev der ingen skånet. Det var fejgt gjort, men i krig og kærlighed gælder alle kneb, siges der jo.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

21. juli 1915. Russisk krigslist

Senest ændret den 2. februar 2016 11:52

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.

Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.

Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.

Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.

Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

5. december 1914. Hemming Skov på Østfronten: “De rolige dage var snart forbi”

Senest ændret den 14. marts 2016 21:07

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i regiment 176

De rolige Dage var snart forbi. Den 5. Dec. var vort Komp. i Kvarter; paa een Gang hed det: Vi skal besætte Løbegraven. Man stivner næsten, og enhver spørger sig selv: Hvad skal dette betyde — Stormangreb? Nej, de rolige Dage ved Lodz bragte altid vor Division Held; vi skulde kun lave et Skinangreb for at støtte de rigtige Angribere, som var vor Nabo-Division til højre for os.

Vore Kanoner begyndte deres Virksomhed i stor Stil, Minekastere udspyede deres 107 Punds Piller, vore Geværer begyndte at knitre, og Maskingeværerne deres hurtige og langvarige Tik-Tik-Tik. Over den russiske Skyttegrav stod der en Røgsky af tyske Granater.

Da dette Overfald havde varet et Par Timer, blev der atter Ro. Om Eftermiddagen blev der igen lavet et Angreb af samme Slags. Flyvere kredsede over os, og Kanonerne begyndte atter at udspy deres dødbringende Indhold. Russerne svarede naturligvis paa disse Angreb. Om Aftenen løste vi af i Skyttegraven, og denne Nat gik Russerne i al Stilhed og Hemmelighed tilbage og overlod os Lodz.