F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.
En dag i begyndelsen af november blev al landlov stoppet. Der hørtes skud inde fra Kiel. Søndag eftermiddag [3. november 1918, RR] kom næstkommanderende om bord og beordrede ekstra forplejning udleveret. Vi fik ost og smør – smør!
Det var for sent til, at branden kunne slukkes. Revolutionens arnested var 7. kompagni, der lå i Waldwiese, gennemgangsstedet for alle udkommanderinger, hvor der lå mange ældre Folk, der havde været i trøjen i syv år eller mere, og som hellere ville risikere at blive skudt for mytteri end at blive sendt til søs eller til Flandern en gang til …
En skønne dag blev vi med 480 mand fra »Mars« sendt i land for at være med til at slå revolutionen ned. – Bevæbningen bestod af et gevær, model 71-84 med lang bajonet og do tasker fulde af blyprojektiler, veritable dum-dum-kugler.
Vi førtes af en marinekaptajn. Føreren af min gruppe var en løjtnant, der under ilmarchen mod Kiel forsøgte at vinde vor gunst ved at tiltale os på plattysk. I sandhed, det store fædreland måtte befinde sig på afgrundens rand!
Det var en mørk og trist regnvejrsdag, da vi blev stillet op på matrosdivisionens kaserneplads sammen med en masse andre troppedele.
Der befandt sig omkring ved 80.000 mand militær i Kiel på det tidspunkt. Flådestationens øverstkommanderende, en admiral, der, hvis jeg husker rigtigt, hed Heine, kom ud på pladsen med sin stab. Admiralen var en lille, ældre mand. Mit blivende udtryk af ham er, at han var ved at blive knuget til jorden af den store, guld-belæssede kasket, af de svære epauletter, der tyngede hans skuldre og af situationens alvor …
Hans første ord til os var disse: »Dieser Tag ist ein währender Schandfleck in der Geschichte der deutschen Marine«. – Så formanede han os til art bevare ro og orden, medens der forhandledes med oprørerne.
Da vi i ventetiden spredtes ud over pladsen, kom min instruktør fra infanteri-uddannelsen, overmatros Knoop fra Mecklenborg, hen til mig og sagde: »Nå, Matzen, nu er det snart slut med svindelen, så går det hjem til lillemor«.
Kort før det blev mørkt, vendte admiralen tilbage og meddelte, at det, for at undgå blodsudgydelse, var blevet besluttet at kapitulere til oprørerne, og at vi skulle aflevere vore våben på kasernen.
Han bad os bevare besindigheden, hvorpå han forsvandt med sin stab, Så fik vildskaben frie tøjler …
Inden for døren af det rum, hvor vi kylede vore våben ind, stod kaptajnen, der havde ført os i land, stiv som en stenstøtte, kridhvid i ansigtet. Det var tydeligt, at hans verden var sunket i grus for ham.
Da vi kom ned i korridoren, sås de sidste officerer forsvinde i skyndsom flugt.
Det første, der blev plyndret, vær proviant rummene i kælderen, hvor det, der var mest af, åbenbart var svesker. Fra øverste etage røg tæpper og beklædningsgenstande ud gennem vinduerne og ned i skidtet på kasernepladsen – enhver tog for sig af retterne …
