Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 17. juli 1916

Min kære kære Inger!
I dag har jeg ikke hørt fra dig, men så kommer der nok brev i morgen. Jeg kan nok tænke, at du har skrevet i går, søndag. Nu i dag har jeg hørt min dom, idet jeg er blevet inddelt i en transport til Locksted. Vi er 10 mand fra vort kompagni og deriblandt er gefrejter* Buck, et rart menneske, en rolig og besindig mand, som jeg er glad ved at få med. Desuden er her en dansker på vor stue, han hedder Povlsen. Han var her inde på stuen, dengang, du var her, kære Inger.

Jeg blev slet ikke urolig, da jeg fik at vide, at vi skulle bort, for jeg har ventet det længe. Der er ingen vej udenom. Det skal så være, inden jeg kan komme hjem. Og det er mit håb og trøst, at Vorherre nok skal stå mig bi. Lad der så komme, hvad der vil. Når vi kun beder ham om at hjælpe, så skal vi nok holde det ud, både du og jeg. Jeg kan forstå af dit brev, at du og Marie Petersen har grædt med hinanden den aften, du var deromme. Ja, det er heller ikke let for hende, den stakkel, hun sidder der med en stor familie og får ingen understøttelse herefter. Hjælp hende så godt du kan, kære Inger, for det er der også velsignelse ved…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 17 juli 1916. Mandag

Min egen kære Jørgen!
Tak for både kort og brev. Det er svært for dig at få begyndt. Du kan tro, jeg føler med dig, og jeg synes, at man kan blive helt bitter over det. Hvorfor kunne de da ikke lade dig blive her, indtil de virkelig skulle bruge dig, at du nu blot skal gå der og eksercere ligesom før. Men nu må du rigtignok ikke gå med samvittighedsnag og synes, at du ikke var, som du skulle være, da du var hjemme. Blot det, at du var her, så er vi jo så glade, børnene og jeg. Dagene herhjemme har et helt andet præg. Det er, som det er helt blevet gråvejr, siden du rejste. Hvad det jo da også er ude. Jeg går og tænker på dig hele tiden, og synes ligesom dig, at vi ikke fik nok ud af de par dage. Vi syntes jo hele tiden, at vi havde tiden for os. Ja, hvor vi dog savner dig. Børnene taler ikke så meget om dig, de glemmer så hurtigt, især de to små. Du kan sådan hjælpe mig og tage dig af børnene. Jeg taber selv så let tålmodigheden, og børnene er ikke rigtig glade ved pigerne. Derfor hænger de også så meget på mig. Og så tænker jeg på, at det er et stort ansvar at drage børn op, de husker godt alt, hvad de hører. Men jeg har tit bedt Vorherre om at hjælpe mig, der skulle mere mildhed og kærlighed til. Jeg skal nok synge for Louise. Hun var så kærlig mod mig den dag, du skulle rejse, og græd også meget, men du måtte ikke rigtig se det, så klog var hun…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 15. juli 1916

Jeg holder så meget afjer mine kære, men jeg synes ikke rigtig, jeg har bevist det i de dage, da vi var sammen… Forleden dag bad lille Louise mig, om jeg ikke ville lære hende nogle af de sange, jeg før havde lært hende, men jeg sagde, at det skulle vente til en anden dag. Og nu kan jeg ikke. Vil du nu ikke lære hende at synge igen, den lille stakkel. Å, det gør mig så ondt, jeg synes, at jeg kunne have været helt anderledes imod jer. Sikken en opvågnen i morges, i stedet for at blive vækket af dig og de to små piger, kom der en underofficer og råbte »aufstehen«. Jeg var forresten vågen, før han kom, det var jo ikke min egen gode seng, jeg lå i.

Jeg kan ikke forstå, at jeg skulle kaldes tilbage, for endnu er der ingen transport inddelt, men det kan jo komme, før vi aner det. Det er ikke blot her, at vi er blevet kaldt tilbage, men overalt. I går i toget var der nogle med, som var kommet hjem aftenen i forvejen, og så kom telegrammet om straks at vende tilbage til garnisonen. Der må vist stå noget for, siden de kalder os alle tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Den længe ventede orlov får brat ende, da Jørgen Friis kaldes retur .

Hejde d. 14. juli 1916

Min kære, kære Inger !
A, hvor er det dog tungt at komme til Hejde igen. Det kom så hurtigt, vi var jo slet ikke færdige til at skilles, men det bliver vi jo aldrig, min kære gode hustru. Og vore små piger, men de sørger vel ikke så meget for far, og det er jo også godt. Det vil vist blive en urolig nat for dig, kære. Jeg er ikke den eneste, som er kaldt tilbage. Det er overalt, at det er sket. Der var mange soldater med toget, og alle var de kaldt tilbage før tiden.

Jeg har ikke fået noget at vide endnu, men det kan komme tidligt nok. Feldweblen sagde blot, at jeg skulle få at vide, hvad vi skulle bestille i morgen. Der er gået en transport til Locksted i dag, og jeg er bange, at jeg snart følger efter.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 5. juli 1916

Mange tak for brevet og aviserne. Nu er transporten borte, så jeg slap endnu denne gang. Det var da en lykke, at jeg kom til at slå græs. Og så har jeg en glædelig meddelelse til dig. Der blev bekendtgjort i parolen i aften, at fra den 8. til den 28. juli fik jeg orlov. Nu vil vi håbe, at det lykkes denne gang, men du må alligevel ikke vente mig, før du ser mig. Vi så, hvordan det gik sidste gang. Vort kompagni er meget lille, der var kun 24 mand til tjeneste idag. Det er noget andet at gå og slå græs end at gå der og springe omkring som en nar. I morgen skal jeg ud på skydebanen og slå græs, det er godt at være lidt af vejen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Rendsborg d. 27. juni 1916

… Hertil kom vi ved middagstid, og efter at have ventet en tid på kasernepladsen blev vi ført til vort massekvarter, en teatersal, knap så stor som i Husum, men sengene eller stråsækkene ligger ganske tæt ved siden af hinanden, så man kan kun komme i sengen fra enden. Det er en mærkelig måde at gå i seng på, men man kan jo vænne sig til alting. Straks i går blev der udtaget en transport, men jeg slap endnu denne gang. Dog er det ikke godt at vide hvor længe, for i dag har vi været til undersøgelse, og jeg blev igen felttjenestdygtig. Så man må belave sig på det værste. Jeg har været klar over, at så snart jeg igen blev undersøgt, blev jeg straks felttjenestdygtig. Det var slet ingen overraskelse for mig, for jeg var belavet derpå. Det er ikke sagt, at jeg derfor snart skal afsted

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig, mandag morgen 19.6.1916

… Her fortaltes i dag, at tyskerne nu ville gøre en stor offensiv over hele linjen, og det skulle så enten briste eller bære. Ha, gid det var så vel, for sådan som de bliver ved at slå mennesker ihjel dag efter dag uden, at det fører til noget, det er helt forfærdeligt. Det blev også fortalt, at den 17. august skulle vi have fred. Når man kunne tro det, så havde man da noget at vente efter. Man har jo lov til at håbe. Der fortælles så meget. Der var også en som fortalte, at dersom tyskerne ville tage Verdun, så kunne de gøre det, hvad dag de ville. Det tror jeg slet ikke. Så var der en anden, som sagde det modsatte, at det skulle se dårligt ud for tyskerne dernede. Det vil jeg hellere tro, for de har vist forfærdelige tab og kommer ingen vegne.

Jeg længes efter at komme hjem til jer, kære Inger. Nu skal vi se, om det vil lykkes. Jeg liar ikke hørt noget til ansøgningen, men den kan vel heller ikke være så vidt endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig. Pinsedag 11. juni 1916

… Det kan godt være, at jeg ikke kommer til Husum mere, for hele bataljonen bliver nok forlagt hertil i den allernærmeste fremtid. Hele 1. bataljon, som har ligget på slottet, er for et par dage siden rejst til Locksted, og de kommer ikke mere tilbage. Der fortælles, at der skal dannes en division deroppe, som så skal sendes til fronten…

Nu er jeg nær ved at tro, at krigen får et godt udfald for os, men det vil vist vare noget. Tyskerne begynder også selv at tvivle, det har gjort et meget ugunstigt indtryk på dem, at regeringen ikke straks meldte, at de også havde mistet panserskibene Lytzov og Rostock. Du har læst om det i avisen. Der er ingen begejstring her mere…

I dag gik der igen en stor transport, det sker meget ofte her i Slesvig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 17.maj 16

…Tænk dig, alle russere er virkelig taget fra os her i Fjelstrup, vi ser dem nok ikke mere. Der er almindelig sorg og ærgrelse over det. Somme steder er de da meget forlegne for karle nu, som nu hos Jes Hansens, nu har Andreas det helt selv, og gården ligger i ruiner. De fleste mener, at der er gjort ondt for dem, de har haft det for godt her. Nu skal de nok tage uret fra Daniel. Jeg er vis på, at han er meget ked af at komme væk. Stakkels fyr, han var en god tro sjæl…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.