Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag ri. 8. sept. 1916

Kæreste Jørgen!
Du kan ellers tro, jeg blev glad og taknemlig i går, da jeg fik dine to kort, hvor du skrev, at du var kommen fra skyttegraven og var på vej til et lazaret. Jeg græd af glæde, det havde været en slem spænding at gå i. De beretninger, der stod i Nationaltidende var rigtig til at blive urolige over, og på kortet kunne jeg se, at det var på din egn, det var rigtig galt. Franskmændene har erobret en hel del landsbyer. A, I stakler hvor har det været slemt for jer i de usle skyttegrave. Hvordan mon det er gået Jørgensen fra »Nord«, har han været med? Nu vil jeg gerne høre lidt om, hvordan jeg skal med pakker til dig, lidt smør og lidt kage kan du vist nok have

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 7. september 1916

Hvor er jeg glad, når jeg vågner om morgenen og så mærker, at jeg er her på hotellet i fred og ro og ikke ude i skyttegravene.

Gud ske Tak og Lov vi så dejlig sov…

Det er først, når man kommer i nød, man forstår, hvor uendelig godt, man har haft det. Jeg tror, når jeg slipper godt fra dette her, hvad jeg håber, at man da vil blive rigtig tilfreds og taknemlig, så længe man lever. Jeg kan slet ikke tænke mig, at denne tunge tid skulle have været forgæves for os… Det var på høje tid, at jeg kom bort fra Somme, for der har nok været kæmpet meget siden den tid, og T. er nok ved at gå tilbage. Alle soldaterne er nu klar over, at vi ikke kan sejre. Nu begynder vognen at hælde, og det varer vel ikke længe, inden den vælter, og så kommer freden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa. ri. 6. september 1916. Onsdag

Min egen kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet i ro, og jeg er så glad og taknemlig, at jeg er sluppet ud af farerne. Som du vil have set af mit kort, som jeg skrev i går, er jeg i Belgien. Her er hverken kanontorden eller det mindste at mærke til krigen.

Jeg har i længere tid lidt af diarré, og for nogen tid meldte jeg mig syg og var også fri et par dage. Men da vi så skulle ud i gravene igen, så måtte jeg med, omend det ikke var bedre. Den 30. aug. løste vi af, og den 3. sept. meldte jeg mig syg. Jeg var først hos sanitetsunderofficeren, men han ville ikke vide noget af at sige, at jeg var syg. Han viste mig hen til kompagniføreren, men han sov, og så gik jeg hen til stabslægen. Der tog de temperaturen, men jeg havde ingen feber, og så tænkte jeg, ja, så hjælper det jo ikke noget, så må du jo blive her. Jeg var så træt og mat, så jeg næsten ikke kunne stå op. Lægen var en fornuftig mand. Så snart han så min tunge, tog han en seddel og skrev, at jeg skulle til syge- samlestedet i Pargny, og så kan du tro at jeg var glad. Man kan da vist også være syg, uden at man behøver at have feber. Jeg gik så tilbage og meldte mig hos kompagniføreren, og så havde han ikke noget at sige mere. I en fart fik jeg mine sager pakket sammen og skulle så afsted, men franskmanden skød så voldsomt den gang, så jeg måtte vente lidt. Da blev kompagniet alarmeret, at det straks skulle være færdigt til at rykke ud. Du forstår nok min glæde, at jeg ikke skulle med. Da skydningen var sagtnet lidt, listede jeg af efter Pargny, og jeg var ikke den eneste. Men det varede ikke længe, inden jeg var ene, for der faldt af og til en granat hist og her, og så krøb nogle i skjul, og vi skiltes ad. Jeg gik tværs over markerne, gennem kornmarker, som ikke bliver høstede, for franskmændene kommer stadig nærmere. Omsider nåede jeg en vogn og kom op at køre resten af vejen. I Pargny troede jeg, at jeg skulle blive nogle dage og så igen ud i gravene, men det kom anderledes. Efter at have ventet lidt ved samlestedet, blev vi puttede i en bil og kørt til næste krigslazaret, men der var heldigvis ingen plads. Så kørte de os til St. Quentin til en samleplads der. Der var vi et døgn og havde det meget godt. Den 4. om aftenen blev vi ført til toget og kom ind i 2. klasses vogne, og så kørte vi hele natten, til næste morgen kl. 9. Da var vi her i Spa.

Det er en dejlig belgisk stad, med elektriske sporvogne og store hoteller. Jeg bor også på et hotel og har det meget godt. Der er kun 7-8 km. til den tyske grænse. Nu får jeg nok lov til at blive her i 4 uger og måske længere. Det er ikke værd at søge om at få mig hjem, så længe jeg er her, for her får ingen orlov, da vi er mistænkte for at lide af blodgang eller sådant. Tarmkatar kaldte lægen det. Selvfølgelig ville jeg gerne hjem til jer, min kære, men det må hellere vente, til jeg er udskrevet her, for her lider jeg ingen nød, tværtimod. Jeg tror, at Vorherre har hørt vore bønner. Derfor har han ført mig hertil. Det skal vi aldrig glemme, kære Inger. Du skal ingenting sende mig, inden jeg skriver derom. Du vil nok meddele familien min adresse.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 5. sept. 1916

I går fik jeg to kort fra dig, begge to fra skyttegraven. Bare det dog ikke har været slemme dage for dig. Jeg synes, beretningerne i aviserne skriver så meget om heftig artillerikamp syd for Somme, og i dag står det i Nationaltidende om, at det har været så galt ved Clery og le Forest. Franskmændene har taget 2000 fanger og 12 kanoner. Nu længes jeg meget efter at høre fra dig, om I også har mærket noget til uroen, der hvor du er. Disse byer, jeg der nævnte, ligger nok nord for Estrées, kan jeg se på kortet. Bare du dog snart kunne komme tilbage i reserve, helst helt langt tilbage, ligesom da I var i Le Nouvion, så fik du måske også orlov. Det kunne være godt for dig at komme hjem i ro …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag d. 4. sept. 1916

Min kære Jørgen! Tak for de to brevkort, jeg fik i dag, fra den 31. aug. og 1 sept. Det lettede, da jeg læste, at du var kommet godt over det, som der stod om i avisen for den 1. sept. Jeg regner jo ud på det hver dag, hvordan mon du nu kan have det, så jeg syntes jo nok, at du kunne være i skyttegraven ved den tid. Men hvor må det være slemt for dig, når I biir kommanderet ud. Hvornår kan det dog få ende, al den elendighed, det er så svært at tænke på vinteren, og nu vænner man sig næsten til den tanke, at det skal vare ved i vinter også… Jeg har talt både med Stine og Fedder og sagt dem tak for pakkerne, de er jo glade ved at høre, at du får dem. Fedder spørger hver dag post Gellert, om der er brev fra dig, og når der så er et, ringer han straks op, og hører hvad du har skrevet. De tager så hjertelig del med os, og det liver også meget op på mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Skyttegraven d. 2. sept. 1916

Mange tak for brevet fra den 28., jeg fik det nu imorges. Du vil gerne vide, hvordan vi lever herude i graven. Om natten er vi næsten aldrig hjemme, men så sover vi lidt om dagen, hvis vi da kan, for graven her bliver også beskudt, og vi har slet ingen dækning. Du kan tænke dig en almindelig drængrøft lidt bredere og lidt dybere, hvor der hist og her er lagt brædder og lidt jord ovenpå, og så ligger vi der på bunden og sover på fjæle eller et par planker. Vi trækker mantelen på og feltlærredet over os, og så sover vi. Varm mad får vi kun en gang om dagen og kaffe ligeledes kun en gang, feltflasken fuld, den skal så slå til til en hel dag. Det er det værste med tørsten. Det hjælper, at det ikke er så varmt. Jeg tænker, at vi snart kommer herfra, for her kan man ikke være længe ad gangen. I går aftes havde vi igen en lille kamp. Franskmanden skulle kastes ud af et lille gravstykke, han havde taget for et par dage siden. Kampen varede ikke længe og var heller ikke hård. Det var værre første gang. Jeg slap godt derfra og har ikke glemt at takke derfor. Jeg har heller ingen fortræd gjort nogen, jeg dæklær mig så godt jeg kan…

Nu får jeg alle dine pakker og har fuldt op af alle slags. Jeg spiser ikke så meget, da maven er i uorden endnu, en sygdom vi alle har lidt af. Vi er magre og ser dårlige ud allesammen. Nogle stakkels lidende mennesker. Det skal du ikke være ked af, kære Inger, for kunne man komme på et lazaret, så! Men det går vel ikke så let ….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig 1. sept. 1916

Min kære trofaste hustru!
… I går aftes blev vi alarmeret kl. 7, og så måtte vi afsted gennem løbegraven, nogle steder stod støvlerne fulde af vand. Vi kom ikke med i kamp, gudskelov, men så lå vi hele natten på den bare jord i skyttegraven, kun med det tøj vi havde på. Kan det gå godt, så er der mere, som kan gå godt. Om dagen kan vi slet ikke vise os udenfor, for flyverne kredser hele tiden over graven, de tyske ser vi ikke herude…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 29 aug. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Der må da også komme små pakker til dig nu. Jeg sendte skinke dagen før, Jørgensen rejste (d. 21). Det må snart være der, hvis der ellers ikke er andre undervejs, som er bleven i lyst for en bid stegt skinke, for den slags er der sagtens smalhans med længere sydpå. Jeg har solgt en flæskeside i aften, 17 pd. til 2 M. pr pd. Det er Sine Skrøder, som fik den til sin søster i Hamborg. De sulter jo deroppe, kan hverken få kød, flæsk eller smør, så det var jo en hel ynk, hvad de skrev om det. Vort fede flæsk er blevet drøj for os, svinene var gode sidste år. Sine har selv været her i aften efter flæsket, hun er jo morsom at høre på, som hun kan fortælle…

Nu er det da begyndt med godt vejr igen, så i dag har maskinerne været i gang igen. Hans er ved at høste byg herude i Røn- kjær, og så kommer turen nok til havren i Kragelund og Nørretoft. Det vil blive et travlt efterår i år, da det hele biir så sent. Jeg vil også til at reklamere på kraft for at få dig hjem, for der er såmænd nok at gøre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 29. aug. 1916

… Med hensyn til kammeraterne, da har jeg næsten ingen. Der er jo nok nogle som jeg omgås, men det er ikke sådan her som i garnisonen. Jeg er heller ikke rigtig kendt med dem endnu, der skiftes så ofte. Jeg var godt kendt med dem, jeg omtalte, da vi var i Le Nouvion, men vi er fuldstændig skilt ad, og jeg har været i tre grupper siden. Efter det sidste slag, har vi igen fået forstærkning. Det er helt unge mennesker, dem vil det vist knibe for. Så længe vi er her i Pargny, er jeg sammen med Jørgensen hver dag. Han er en god kammerat, men han er jo ved et andet kompagni. Der er Hække fra Frørup og Kaufmann fra Hjerndrup også. De er også meget kede af krigen, skønt de har da lidt at slås for, skulle man synes. Med renligheden går det ellers godt nok, jeg mærker ikke til utøj. I dag har jeg »Bettruhe«, det er maven som er i uorden, det lider vi næsten alle af.

Det er næsten ikke til at holde ud at ligge derinde i teltet om dagen, for det er varmt og så de forskrækkelige fluer, de er også en følge af krigen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 28.8.16

Min kære Jørgen!
Tak for dit brev fra den 23. Jeg fik det i går formiddag, og egentlig skulle jeg have svaret på det med det samme, men vi var jo til fødselsdag i Hauge i går, og så har jeg nu ventet med at skrive til i aften. Nu er der lidt mere ro. Ja, børnene er da ellers ikke i seng endnu, de leger lidt inde i deres lille kammer med dukkerne. Det er jo så vådt ude igen. Her har det regnet af og til i de sidste tre dage, det er ikke godt for kornet. Der er vel ikke høstet så meget rundt omkring, men det, der står på roden, vil vist lægge sig, for bygerne er temmelig slemme. Det var en hel oplevelse for dig med den franskmand, lidt afveksling. Ja, de vil også gerne i fangenskab, kan man forstå, så er livet jo da reddet. Jeg ville ikke ha’ været ked af det, hvis det havde været omvendt, og det kan jeg forstå, du har også tænkt, for det andet er jo forfærdeligt, kan jeg tænke mig. Du skriver jo ikke så meget om det… I eftermiddag har vi været lidt til fødselsdag hos Marie Gellert. Jeg tog en kage med derhen, for det er knap nu med sukker og med mel. Her i byen er stor opstandelse over, at de i denne måned kun har fået 1/4 pd. sukker til mands, og i andre kommuner får de mere. Der har været en »deputation« hos Eickemejer, og han sendte dem så til landråden. Det er såmænd heller ingen skade til, at de klager. Line Zilke førte nok ordet, hun har det jo i sin magt, især når hun biir lidt gal i hovedet!…

På lørdag skal der være sørgegudstjeneste i Hoptrup kirke over Knud Eriksen. Jeg skal jo vist også med, eller mon jeg kunne blive hjemme? I dag står der i avisen om to ny krigserklæringer, fra Rumænien og Italien til Østrig og Tyskland. Man tager det med ro nu, for det er ikke noget nyt længere, og man har jo heller ikke meget håb om, at det vil give forandring. Det har vi troet så tit, når der kom flere med i det. Nej, jeg tror ikke mere på, at menneskemagt kan hidføre en afslutning, det er forvirringen blevet for stor til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 27. aug. 1916, søndag

Min kære gode hustru!
… Du skriver om, hvor jeg ligger om natten. Ja, det er helt forskelligt, her hvor jeg f.t. er, i Pargny, ligger jeg på jorden i træuld. Det kan sagtens gå an, men ude i stillingen ligger vi for det meste på brædder, og man er glad, når man bare må være der. Ved den fægtning vi havde, mistede vort kompagni henimod halvdelen af mandskabet, deriblandt var de fleste sårede. Det er i nærheden af Estrées, jeg har været. Er H. Fink kommet til Galizien? Du skal ikke bryde dig om, at du ikke kender så meget til gårdens drift, for det skal nok gå, du har nok at sørge for endda.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 22. aug. 1916

Min egen kære Inger!
Jeg har ikke hørt fra dig i tre dage, men i dag er der kommet post til kompagniet, men det er ikke uddelt endnu. Som du vel nok kan tænke dig, er jeg nu havnet i skyttegraven, og her er ikke rart at være. Jeg var ved at skrive et kort til dig i går, det blev jeg ikke færdig med, for der kom bud, at franskmanden gjorde angreb, og så måtte vi alle med. Det er noget slemt noget at være med til. Jeg bad til Vorherre, at han ville være mig nær i faren, og jeg er også sluppet uskadt derfra. Jeg har også takket for frelsen, og du vil jo også nok bede for mig, og takke for alt det gode vi har haft og for vore små piger. De små stakler, å hvor det er godt at de ikke er større, for de mærker jo ikke noget videre til krigen. Jeg ville da så gerne hjem til jer igen, min kære gode hustru.

Der falder jo heller ikke en spurv til jorden uden at det er Vorherres vilje, og vi er meget mere end en spurv. Jeg har den tillid til Gud, at han let kan fri mig fra al fare. Så vil vi kun overlade det helt i hans hånd, han fører alt til det bedste for os. I dag er det helt roligt her, og nu tænker jeg også, at vi slipper en tid, inden det bliver galt igen. Jeg så slet ikke franskmanden, for jeg søgte at dække mig, så godt jeg kunne. I det stykke er jeg ikke nysgerrig. Jeg har lige været henne at hente vand, det er langt at hente det og besværligt at få, men man regner ingen besvær, når man kan få lidt at drikke og få sig vasket. Det er nær ved at gå af mode hos os. Den lille sang du skrev om, du sang for børnene Nu Mørket bryder på, står- også i min sangbog. Jeg vil gerne læse, hvad du skriver, enten i Testamentet eller sangbogen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 22. aug 1916. Tirsdag.

Å, hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Nu har jeg ikke haft brev siden lørdag, og det er mig virkelig et savn, for jeg var jo vant til at høre hver dag. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på, hvor du da mon er kommet hen. Jeg er så bange for, at du er ved Somme igen. Du kan godt skrive, hvor du er, for dine breve biir ikke efterset, og så kan jeg bedre følge med, synes jeg. Endskønt det hjælper jo ikke meget, enten jeg ved det bynavn eller ej…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre

Fjelstrup d. 19 august, lørdag middag

 …Jeg længtes så meget efter at komme hjem og læse dine breve; men det sidste kort blev jeg ikke glad ved. Jeg tænkte, du var blevet noget længere i Le Nouvion. Hvor mon du nu er kommet hen, vel sagtens til Somme igen. Efter »Nationaltidende« kniber det for T. der. Jeg ser hver dag på det kort, jeg har, om jeg kan finde de bynavne, som biir nævnt, og for det meste er de der. Det er så underligt at sidde og kigge på kortet og så tænke sig, at der færdes du. Det er, som man ikke rigtig kan få fat på det, og blive fortrolig med det. Bare du dog havde været herhjemme hos os, min kære kære Jørgen, det er så tungt at tænke på, at du nu vist er der ved Somme, og så den uvished. Jeg ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. Nu er jeg så spændt på om der er et brev fra dig om dagen. Men vi skal jo se at holde modet oppe, og være tålmodige.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

F.t. Roost d. 16. aug. 1916

Min kære Jørgen!
…I dag står der i Modersmålet, at Knud Eriksen er falden. Hvor er det dog tungt for din tante og onkel. Han har ikke været meget hjemme hos dem, siden han er blevet voksen, og de har kun den ene søn, så er savnet så meget større. Hvad skal det dog ende med, den ene falder efter den anden. Der kan ligefrem komme en angst over en somme tider, fremtiden er så uvis…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 14. aug. 1916

… Nu er vor ro nok forbi her, i morgen skal vi på marchtur igen, og feldwebelen* mente at vi skulle samme sted hen, hvorfra vi kom…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig, d. 9. august 1916. Onsdag eftermiddag

Min egen kære Inger!
… Du skriver, at du har en ansøgning liggende, ja, du kan jo godt prøve om du kan få Thaysen til at anbefale den. Det var rart at komme lidt hjem i høsten, men stort håb har jeg ikke. Det eneste skulle være, at det er i den travle høsttid, og det kunne også godt føjes til, at jeg havde orlov i tre uger men blev kaldt tilbage efter 5 dages forløb. Det sagde Bahrt, du kunne skrive.

Ja, dine pakker får-jeg regelmæssigt. I går kom sirupskagen, og den smager meget godt til kaffen, sådan en må du gerne sende en gang imellem. Det kan også godt gå an at sende stegt skinke, og pølserne fejler ikke det mindste. Smør derimod skal du ikke sende endnu, skønt det holder sig meget godt i papdåsen, men jeg kan købe det billigere her. Jeg skal nok skrive, når jeg ønsker smør igen. Nej, du skal ikke sende feldwebelen noget smør, for det er ingen nytte til…

I formiddag har generalen inspiceret regimentet og holdt en lille tale til os, hvori han sagde, at de gamle, som var tilbage, havde kæmpet til hans fulde tilfredshed, og samtidig beklagede han tabene, vi havde haft. Hvis det skulle ske, at vi igen skulle komme med, håbede han, at de ny, som var kommet til, skulle kæmpe lige så godt, som de gamle havde gjort. Vi måtte gå i over en time for at komme til revuepladsen, og så stod vi og ventede i mindst et par timer, inden generalen kom. Det var en blandet fornøjelse. Det eneste der interesserede mig var, at der gik en hel del køer på marken ved siden af, og så kom pigerne og et par drenge og malkede til middag. Der var over 30 køer. Det er store røde køer, de har her på egnen. Det er da godt, at kornet og roerne står godt, men det bliver jo en sildig høst i år.

I går aftes var jeg og fire andre nordslesvigere kaldt hen til kompagniføreren, og han forbød os for det første at skrive, hvor vi var, samt hvis vi hørte et rygte om, at vi skulle der eller der hen, så måtte vi heller ikke omtale det. Og med hensyn til orlov, da skulle vi have et bevis fra landråden, men det er kun når vi selv søger. Når du søger, så går det jo den rigtige vej. Ellers sagde han, at vi skulle skrive flittigt hjem. I går og i dag har jeg været ved at stoppe strømper, og det gik helt udmærket. Når de bliver for simple, sender jeg dem hjem. Jeg fik lidt garn i en fransk butik, men nu sender du nok lidt til mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 7. aug. 1916, mandag

… Hvor jeg dog savner dig, min egen kære ven. Alting går jo ellers godt nok herhjemme, og vi er raske allesammen, det må vi da ikke glemme at takke for, men det er så tungt at vide dig deroppe nu. Vi ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. I formiddag var jeg hos Thaysen med en ansøgning. Du skrev jo ellers, at det nyttede sagtens ikke, men da havde Møller den skrevet, og så syntes jeg alligevel, at den skulle afsted. Og Thaysen syntes da også, at vi skulle forsøge det. Han ville gøre, hvad han formåede. Jeg skulle hilse dig fra ham. Jeg var jo cyklende derover, men nu hører det nok snart op, vi skal jo levere gummi og dæk af, menes der. Ja, det er rigtignok ærgerligt, så kan jeg ikke engang cykle ned og se til kreaturerne i Bøjskov. Og vor grukedel skal vist også afsted nu. Der er nok ikke andet at gøre, ellers får vi en mulkt, siges der. Pigerne og børnene plukker ribs. Jeg tænker, vi koger det hen uden sukker, for vi kan ingen sukkerkort få. Det var da så meget dumt, at vi fik de 150 pd. meldt an den gang; og det svinder jo alligevel på det, vi har. Jeg skal nok sende dig noget, for så meget har vi da, og saft kan godt holde sig uden sukker, så ser vi om vi får noget siden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. aug. 1916

…Det er rart, at dine foresatte er flinke, jeg ville gerne ofre et pd. smør e.l. på din feldwebel, hvis det kunne nytte dig noget, så du kunne få en eller anden bestilling, hvor det ikke var så farlig. Det er så morsomt at læse dine breve, når du sådan fortæller lidt om, hvordan du har det, og hvad du bestiller. Jeg får næsten lyst til at rejse op til dig (!!). Nu behøver du ikke at gå og spørge fri hos Plants. Hvor mon han er? Ja, det er næsten det værste – den længsel, der undertiden kommer over mig efter at se og tale med dig. Før gik vi jo alligevel altid og håbede på den næste orlov; men jeg har da også en ansøgning skreven, som jeg skal over til Thaysen med. Så får vi jo se, hvordan det går…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 2 august. Onsdag

Min kæreste Jørgen!
I går og i dag har jeg ikke hørt fra dig, men så håber jeg, der er et par breve eller kort til mig i morgen, og hvor det så ville glæde mig, hvis du havde hørt fra os herhjemme. Jeg har skrevet mange breve, du skulle gerne snart have godt af dem, og ligeledes pakkerne. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sende dig, for det fordærves vist let i denne varme. Men spegepølse og skinke kan jo da holde sig, og måske kunne stegt flæsk med fedt og løg også være godt. I dag vil jeg sende dig et stykke sirupskage, det kan også holde sig. – Dine breve er så frejdige, og jeg er så glad ved dem. Fedder var herude mandag aften, og han var også glad ved at læse dem. Vi syntes jo, at det var godt, I var på tilbagetur fra Somme, men hvor godt det er, ved vi jo alligevel aldrig, for hvis I nu skulle komme hen et sted, hvor der var ligeså uroligt som ved Somme.

I går, tirsdag, var Jørgen From her og spørge til dig, jeg skulle jo da hilse dig fra ham, og lidt efter kom præsten. Han havde jo også hørt, at du var kommen til fronten. Han spurgte, om du ville sætte pris på at få Sædekornet tilsendt, og så fik han din adresse. Du skal jo nok være glad ved det. Men ellers er man ikke så glad ved ham, som når før Pastor Fischer kom. Det er jo altid det, at han er så tysk, det mærkes hele tiden. Han talte også med Isak, han gik i abildgården og slog græs. Til ham sagde han, at han skulle komme i kirke. Det sagde han da ikke til mig, for jeg er der heller aldrig. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen. Selv om det ikke bliver så tit, jeg kommer i Kristuskirken, så har jeg så meget ud af det, så det kan let opveje det andet….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 1. august 1916

Hjertelig tak for alle dine gode breve. Jeg fik et kort, to breve og så det store med de mange ark. Du har rigtignok været meget flittig til at skrive, min kære gode hustru, jeg blev så glad ved at læse brevene, så jeg næsten kom til at græde, men det var glædestårer…

I eftermiddag har vi appel med tøjet vi har på og så jernportionen. Det er nogle fødevarer, som vi altid skal være i besiddelse af og kun må bruge, når vi kommer i nød. Den appel var det, at vi havde så stor respekt for i Husum husker du nok, du har endda syet på mine gamle pjalter nogle gange. Hernede går det ikke så strengt til, hverken i den ene eller anden retning. Det er en himmelvid forskel og vore foresatte er også mere flinke. Vore officerer er meget unge mænd, vi har tre løjtnanter og de er ca. 20 år allesammen.

Mandskabet består af halvdelen ældre og den anden halvdel 18 eller 19 års. Det første vi gør, når vi kommer i hus, er at kaste frakken, og de som har været længe i kompagniet knapper straks skjorten op i halsen, og så går det løs med at søge efter de små grå væsner. I førstningen faldt det en lidt for brystet, men nu er man vant til det. Hidtil har jeg ikke mærket noget til utøj. Jeg har bragt mit tøj hen til en vaskekone, men hun havde ingen sæbe, så det nytter vel ikke meget, men når hun endda koger det, så kan det også gøre det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fortsat fra torsdag og fredag

III Mandag morgen

… Når du nu er kommen lidt i ro, vil du så ikke i dine breve fortælle om, hvordan det ser ud, der hvor du er, og hvordan dagene går. Fortæl blot alting, jeg vil helst i tankerne dele både ondt og godt med dig, og jeg kan godt tåle at høre det, selv om det ikke er godt. Du ved jo, jeg er stærk. Jeg skulle hilse dig fra dem alle i Hauge. Nu slutter jeg her. Blot du da må få dette brev snart, du trænger til at høre fra os. Din egen Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Søndag i Frankrig d. 23.7.16

… Jeg har samtidig skrevet et kort på tysk, og så vil du nok lade mig vide, om du har fået dem begge. Nu har du vist et brev færdig til mig, når du får dette kort, for her har du min adresse. Du gør dig slet ingen forestilling om sådan færdsel, der er ude ved fronten, og de skyder også temmelig meget med kanonerne, men her hvor vi er, er der ingen fare. Jeg håber, at du og vore små piger har det godt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Jørgen Friis tildeles i Frankrig et regiment, der kommer lige fra kampene ved Somme. Efter 14 dage i ro må soldaterne afsted igen.

Ham i Frankrig d. 22.7.16

Min kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet til mit bestemmelsested. Det er vistnok kun en lille by, men der er stor færdsel her. Det er til Somme- distriktet vi er kommet, men foreløbig bliver vi vel nok i rekrutdepotet. Jeg kan ikke skrive min adresse endnu, da jeg ikke ved til hvilken troppe-afdeling, jeg kommer. Har lige været henne og få mig lidt kaffe. Det fås her i ølglas med sukker i, men uden fløde. Man kan da smage, at det er kaffe. Vi har rejst i to døgn og man er jo lidt træt og søvnig, men har ellers set meget på rejsen, især var det en smuk tur gennem Belgien.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fortsat fra dagen før

1. Fredag aften

Nu er den dag også slidt, den har været lang og trang. Jeg tænker hele tiden på dig. A, hvor er det svært, jeg ved jo ikke engang, hvor du nu færdes… I det brev, som jeg skrev torsdag formiddag, skrev jeg netop det samme vers, som du skriver til mig i dag »Går sorgen på«. Jeg sad her ved skrivebordet og skrev den formiddag,og da har du siddet i Heide og skrevet måske til samme tid, og så har vi tænkt på det samme vers. Lad os tage det som et godt varsel. – I dag er det sidste hø kommet ind, nu er vejret fint. Vi har også rullet, så jeg har haft travlt; men så går tiden bedst. Børnene har leget ude hele tiden, de ved ikke af, at det er så alvorlige dage for os. De har det så dejligt i baggården og i vedkastet. Jeg må jo med ud og se undertiden. Siden skal vi også til at synge, nu kan jeg ikke…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

16.Fjelstrup, d. 20 juli 1916. Torsdag aften!

Min kære Jørgen!
Nu er alle tre børn kommet i seng, og der er helt stille derinde. Så jeg tænker, de sover, og så synes jeg, jeg kan ikke andet end sætte mig til at skrive til dig. Jeg kan jo altid sende det afsted, når jeg får din adresse. Det har været en sørgelig dag for os begge, en af dem vi husker længe. Alle mine tanker har været hos dig, og du kan tro, jeg har ønsket mig til Heide. Nu kan jeg godt forstå, at Bertha var ked af, at hun ikke var kommet til Husum, dengang Hans rejste derfra. Men det havde vel ellers kun gjort det sværere for os begge og især for dig. Jeg har haft gode deltagende gæster i dag. Skau har været her, og Stine og Bothilde, Anne fra Anslet og Karen Marie. De kom af sig selv, og jeg skulle hilse dig så mange, mange gange. At det gjorde dem meget ondt for dig, kan du tænke dig, kære. De gik alle tidligt hjem, og så gik børnene og jeg hen på marken for at se, hvordan vore hvidkål står. De trænger til at hyppes, det plejede du jo altid at besørge for os før. Bagefter satte vi os i »vedkastet«. Der ligger tromlen, og der er sådan et ypperligt sted at sidde, og læ var der også, og det kan du tro var noget for de små, de legede og klatrede på vasstakken. Så der kan du tænke dig os om aftenen, når vejret er fint. Vi mangler kun dig, lille far…

Nu slutter jeg her, og fortsætter måske i morgen aften. Godnat, min kære, kære Jørgen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 20 juli 1916

… I formiddag Kl. 10^1/2 skal vi være færdige til at tage afsted, og jeg ved ikke hvor det går hen. Jeg tror ikke, vi kommer til Lock- sted. På skriverstuen ved de ikke, hvor vi skal hen, og ellers plejer de at fortælle det, når transporten skal til Locksted. Nå, det kan vel også være det samme, om vi ikke kom derop, for det havde vel højst været et par dage. Der er heller ikke mange soldater i Locksted, nu har de nok brug for deres folk overalt. Her i kasernen er der kun helt få tilbage, der er næsten ikke nok til vagten…

 Nu begynder der altså et nyt afsnit for os, kære Inger, og jeg vil bede dig om ikke at sørge for meget. Lad os holde os til Vorherre, så vil han heller ikke forlade os, ihvordan det går.

Går sorgen på, din sjæls attrå er altid at husvale. Hvad nød er der, hvor du er nær, o Herre kær! Dig mon jeg mig befale.

Da ved jeg vist, o Jesu Krist du vil mig ej forlade. Du siger så: kald du mig på, hjælp skal du få og intet skal dig skade.

Der er så mange gode salmevers, som man rigtig kan blive trøstet ved at læse. Jeg tager det nu helt med ro. Vel ved jeg, at det også vil blive svært for mig siden, og især når jeg ikke kan få brev fra dig, min kære gode hustru. Men så har jeg jo minderne at tære af fra den tid, vi har levet sammen, i fred og ro sammen med vore små piger.

Ja, der er næsten ikke mere at skrive om, for ellers bliver det vel til gengivelser. Hermed de kærligste hilsner til dig, lille Louise, Kirstine og Agnete

fra far!

Vorherre bevare jer, mine kære.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.