Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Det var jo højsommer, og solen begyndte snart at sende sine ubarmhjertige stråler ned på de sovende og vækkede dem efterhånden. Dagtemperaturen var mindst 30 grader i skyggen, så befalingsmændene sørgede for at få dem alle på benene og anbragt, hvor der var skygge. 

Klokken 12 blev der udleveret forplejning, og så begyndte turen igen, men denne gang i almindeligt marchtempo, vi var tilsyneladende nået ud af den russiske omklamring. 

Med korte ophold, hvor der blev udleveret mad og te, vi havde nu fået kontakt med feltkøkkenet og den øvrige bagage, fortsatte turen til næste dags morgen. 

Man tror vel, at det er løgn, når jeg hævder, at man kan gå og sove på samme tid, men ikke desto mindre er det sandt. Benene bevæger sig mekanisk, og man vågner op, når man støder mod manden, der går foran. 

Disse marchture på østfronten, hvor der næsten ikke fandtes veje, kun hjulspor, var frygtelige. Af jernbaner fandtes der kun nogle få hovedlinier, som vi aldrig benyttede i de ni måneder, jeg var på østfronten.

Marchturene gik for det meste langs med fronten, og det vil igen sige på tværs af jernbanelinierne. 

Regimentet var imidlertid blevet fuldstændig ud aset af den forcerede march, så et døgns ro var tvingende nødvendig. Den sidste nat var mange faldet fra, de kunne simpelt hen ikke gå mere. Fødderne var fulde af sår og lignede blodige kødklumper. 

Endelig gik vi i kvarter i en foriadt landsby, for at få det tiltrængte hvil. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)