Tag-arkiv: IR31

Krigens forløb

8. februar 1917. Füsiliererne ved Ancre led frygteligt af sult og kulde

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

En betydelig frontforkortelse var opnået. Regiment 86 blev derved fri og skulle være gået i hvilestilling, men måtte give afkald derpå til fordel for det stærkt rystede infanteriregiment 31. Allerede den følgende nat blev I bataljon indsat længere til højre, nemlig ved hulvejen, der fra Grandcourt fører mod nord til Puisieux, venstre fløj ved Moulin ruiné, næste nat II bataljon til højre ved siden af. III bataljon blev som regimentsreserve dels i R1-stillingen, dels i den nylig opdagede hule ved Irles, 2 km nordvest for Miraumont.

Natten mellem den 7. og 8. februar foretog fjenden et angreb på infanteriregiment 85. Sydenden af hulvejen med gården Baillescourt gik tabt. Vor I bataljon var tvunget til at bøje den venstre fløj mod syd. 2. kompagni fik til opgave at genoprette følingen med regiment 85. Det lykkedes med stort besvær. Kompagniet lå hele dagen igennem uden forplejning i kraterne og kunne ikke blive afløst. De led frygteligt af sult og kulde. Om aftenen blev de trukket tilbage til R1.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

3. februar 1917. Englænderne angriber ved Ancre

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hen mod slutningen af måneden [januar 1917, RR] blev den fjendtlige artilleriild stærkere, fordi der i det klare frostvejr kunne observeres bedre.

Den 31. januar havde fjenden med succes angrebet til højre for divisionen og klemt stillingen dér noget sammen. Derved var Grandcourts situation endnu mere truet. Der var derfor allerede siden midten af januar forudset en rømning af denne fremspringende vinkel. Den skulle finde sted natten mellem den 4. og 5. februar.

Natten før angreb englænderne ved infanteriregiment 31.

Omkring midnat begyndte der heftig beskydning af dette afsnit med overvejende svære kalibre. Den greb over på regiment 85 og en del af 86. Ved 9. kompagni bliver samtlige dækningsrum skudt sammen, ved 11. kompagni bliver en sergent og 14 mand begravet. Det lykkedes ikke at redde dem.

Efter en times kanonade var fjenden trængt ind ved regiment 31 og havde besat den førte grav. 6. kompagni 86ere blev kaldt til hjælp.

De overskred om natten Ancre på træstammer og isflager, men kom ikke til indsats og blev sendt tilbage af 31erne.

Ved tilbagetoget næste formiddag [4. februar] led de betydelige tab p.g.a. artilleri.

I den følgende nat frigjorde divisionen sig fra fjenden, rømmede Grandcourt og trak sig tilbage til den nordlige bred af Ancre.

Alle dækningsrum blev først sprængt. Stærke patruljer med maskingeværer sikrede tilbagetrækningen. Først to dage senere, den 7. februar, rykkede englænderen forsigtigt frem til Grandcourt.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

21. oktober 1916. Jakob Moos med kurs mod Danmark

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31

Jeg havde som hørende til 1. kompagni i infanteriregimentet 31 deltaget i de svære og udmattende kampe ved Lorettohøjderne, ved højderne ved Vimy og i slaget ved Somme i årene 1915 og 1916 og var omsider med en sygetransport kommet til Zeithain i Sachsen.

Herfra sendte man mig til min forstærkningsbataillon i Heide i Holsten. Stabslægen foranledigede, at jeg fik orlov i seks uger. Jeg var ellevild af glæde, da jeg steg ind i toget og kørte nordpå. Det var i høsttiden i 1916.

De seks uger svandt som dug for solen, og alt for hurtigt oprandt den dag, da jeg atter skulle af sted. Den 12. oktober 1916 meldte jeg mig tilbage til bataillonen i Heide; men jeg havde på dette tidspunkt allerede taget den faste beslutning ikke igen at tage med til fronten.

Jeg blev tildelt 3. kompagni, og nu gik det løs hver dag med eksercits. Der ankom i de dage ustandselig folk, der var udskrevet fra lazaretterne. Vi måtte belave os på, at vi nu var så mange, at der var nok til en transport til fronten. Det skete da også en dag, og jeg blev også tildelt transporten. Vi fik orlov for at kunne tage hjem og sige farvel. Da jeg om aftenen gik ud gennem kasernens port, var det med den faste beslutning aldrig mere at vende tilbage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

Krigens forløb

6. august 1916. Jakob Moos på lazarettet

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme. Efter flere dage i forreste linje meldte han sig syg og kom med et lazarettog til Tyskland.

Også i toget fik vi en vældig god og rigelig forplejning. På tredie dagen passerede vi Leipzig, og stadig gik det østpå. Ud på  eftermiddagen standsede vi ved en station i en stor troppelejr. Her  fandtes en mængde barakker, der var omdannet til lazaret.

Troppelejren var en øvelsesplads,  Zeithain, i Sachsen. Lazarettet  kunne rumme seks tusinde patienter.

Vi blev nu fordelt på barakkerne, fjorten mand på hver stue. Det var helt løjerligt at få støvlerne og klæderne af og komme i en ren seng. Det havde vi rent ud sagt ikke været i årevis. Den sidste tids og de  sidste dages begivenheder bevirkede dog, at vi ikke kunne falde i søvn. Vi lå og drøftede alle de voldsomme oplevelser, vi havde haft.

Først hen på morgenstunden fik søvnen tag i os, og vi sov nogle få timer.

Og så begyndte lazaretlivet. Vi troede, at det ville blive behageligt, men tak skæbne! Det blev så ubehageligt, som noget kunne være. Man kørte os i meget stramme tøjler, på ægte prøjsisk manér.  Forplejningen var under al kritik. Vi gennemgik ligefrem en sultekur. Om morgenen et lille stykke brød, til middag to kartofler, en saltet  sild eller en bid kød på størrelse med en valnød, til aften en suppe så tynd, at vi i reglen drak den af spiseskålen.

Jeg har aldrig været så sulten, som på lazarettet i Zeithain. Vi tænkte kun på mad, mad og atter mad. Nøden tvang os til at købe mad på egen hånd, og den var dyr. Alt dette gjorde man på beregning. Man ville gøre os kede af opholdet. Det gjaldt om at få os ud til fronten igen så hurtigt som muligt. Efter fire ugers forløb havde vi fået nok af Zeithain, og vi bad lægen om at udskrive os. Det var der ikke noget i vejen for, og glade var vi den morgen, da vi vendte Zeithain ryggen og steg ind i toget.

Vi blev allesammen sendt til vor forstærkningsbataillon, for mit vedkommende til Heide i Holsten. Da jeg ankom hertil, opsøgte jeg allerførst køkkenet for at få noget at spise. Jeg havde en glubende appetit. Da den værste sult var stillet, meldte jeg mig på bataillonens skrivestue og blev tildelt et kompagni for rekonvalescenter.

Nu skulle der også være udsigt til at komme hjem på orlov, og da det var midt i høsttiden, indså stabslægen, som var en fornuftig mand, at det ville være gavnligt for mig at komme hjem og hjælpe til, og jeg fik orlov i hele seks uger. Det siger sig selv, at jeg var ellevild af glæde, da jeg satte mig i toget og kørte nordpå.

DSK-årbøger, 1957.

Krigens forløb

29. juli 1916. Jakob Moos undslipper fronten

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.

(… fortsat)

Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det  hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?

Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i  klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun  dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.

Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en  indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.

En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen.  Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.

Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume
Engelske krigsfanger

Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi  indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.

Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med  forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.

Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

28. juli 1916. Jakob Moos: “Jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne”

Skriv en kommentar

Jakob Moos gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I juli 1916 kom regimentet til fronten ved Somme. Efter flere dage i anden og første linje, bliver hans kompagni trukket tilbage.

(… fortsat)

Og afløsningen kom. Kaptajnen sagde, at enhver selv kunne vælge, på hvilken måde han ville gå tilbage. Vi skulle kun alle samles ved det gamle kloster.

Det var midnat, da de første gik tilbage. Jeg besluttede, at jeg ville vente, til det blev lyst, for jeg havde lagt mærke til, at skydningen ikke var så stærk mellem klokken syv og otte.

Nu ville skæbnen, at der om morgenen, da jeg startede min tilbagemarch, lå en tæt tåge over egnen. Jeg havde svært ved at orientere mig. Medens jeg løb omkring på lykke og fromme, rendte jeg på et granathul.

Her sad en løjtnant sammen med sin oppasser. Løjtnanten kaldte mig hen til sig og spurgte, om jeg kendte vejen til en nærmere betegnet landsby. Jeg gav ham oplysning om, i hvilken retning jeg mente, landsbyen lå. Derpå skyndte jeg mig videre.

Kort efter dukkede en række popler op i tågen. Så vidste jeg, hvor jeg var. Ved at løbe parallelt med disse, ville jeg nå til en landsby, men jeg var ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg turde løbe risikoen og forcere byen, der lå under heftig granatregn. Der var dog ikke tid til lang overvejelse, for der, hvor jeg stod, peb geværprojektilerne om ørerne på mig, og granaterne hylede hen over mit hoved og kreperede rundt omkring med øredøvende brag.

Da jeg var bange for at løbe vild, når jeg løb uden om byen — tågen lå meget tæt — besluttede jeg mig til at løbe gennem byen. Og jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne. Hvert øjeblik måtte jeg søge dækning i et eller andet hul; men omsider nåede jeg gennem byen og — helskindet.

Nu gjaldt det om endnu at komme ned ad en vej, der var omkring ved en kilometer lang, men den lå under meget stærk artilleriild. Fjenden havde vel nok iagttaget, at denne vej var meget befærdet. Her havde tyskerne også opstillet en mængde batterier, som det fjendtlige artilleri søgte at få ram på. Af selve vejen var der egentlig ikke meget tilbage. Den var fuldstændig oprevet af granater. Jeg var igen heldig og kom uskadt ned ad vejen, men jeg var så udmattet, at jeg næsten ikke kunne løbe mere.

Jeg gik ind i en dækning til artilleristerne. De gav mig en tår kaffe. Det livede lidt op, og — endelig nåede jeg da tilbage til det gamle kloster.

Det engelske artilleri sendte dog også sine granater herhen, men virkningen var dog ikke så ødelæggende som længere fremme. Den  værste fare var overstået. Resterne af første kompagni var samlet her. Jeg var den sidste, der ankom. Mine kammerater hilste på mig med glæde. De havde for anden gang troet, at jeg var faldet, og i kompagniets rapport havde man allerede opført mig som savnet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

26. juli 1916. Jakob Moos ved Somme: “Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede.”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.

Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for  at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.

Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.

I  landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.

Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.

Vestfront Stormet skyttegrav

Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i  voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore  kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.

"Hvor døden rasede." I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [--] 40. ødelagte Tanks

Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.

Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

22. juli 1916. Jakob Moos ankommer til helvedet ved Somme: “Hele horisonten var et eneste flammehav”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi hørte ustandseligt den heftige kanontorden, og vi vidste, at vi skulde frem i den. Vi ventede kun på ordren til fremrykning.

Ventetiden er det værste af det hele. Når først man er fremme, midt i det hele, går det altid lettere. Forplejningen bød på det allerbedste.

To gange om dagen fik vi en varm ret, godt med kød. Det var ellers noget, der var sparsomt tildelt. Om eftermiddagen den tredie dag blev der ved parolen oplyst, at vi skulle være beredt til at rykke frem om aftenen klokken ti. Vi så tavse på hinanden, men så fik vi travlt med at skrive hjem, og for mange blev det det sidste brev. Endnu en  gang serveredes god mad, lige så meget vi kunne få ned; der  uddeltes tobak, cigarer, ja endogså vin. Officererne var ligefrem helt venlige og kammeratlige imod os.

Regiment 86 010 Feltkøkken

Da klokken var ti, var det bælgmørkt, og kompagniet tiltrådte marchen fremad. Uden for byen, hvor vi havde frit udsyn, mødte vi et  storslået syn. Hele horisonten var et eneste flammehav. Slaget var i fuld gang, og luften var fyldt med et vanvittigt spektakel.

Efter en times march gjorde vi holdt ved landsbyen Ligny. Kaptajnen formanede os til at holde sammen, ikke at blive nervøse, for når vi nu var ude på den anden side af landsbyen, var vi i kamplinien. Han ville  især henlede vor opmærksomhed på en korsvej, som vi skulle  passere. Dette skulle ske i hurtigt løb.

Så gik det videre. Kaptajnen var i spidsen. Ti minutter senere fik vi den første granat. Den gik ned lidt til højre for os, men i vort  kompagni kom ingen til skade.

Kort efter nåede vi korsvejen. Som  ved et trylleord satte vi alle i stærkt løb. Vi rendte, som om vi var gale, og vi kom alle uskadte over det farlige sted. Foran os lå et gammelt munkekloster, Aucur de la Boye. Der hørte en stor herregård til klosteret, men både det og gården var skudt sønder og sammen. Vi søgte ly og læ bag klosterets murværk og ventede på nærmere ordre.

1916-06-13 LIR84 Otto Theodor Wagner - Karten von Bruder Willy von der Westfront 1916

Den kom ret hurtigt. Kompagniets tre delinger skiltes og gik hver for sig frem, tværs over markerne. Her nåede vi en chaussé. Vi gik i gåsegang ned ad den.

Det blev en forfærdelig vandring. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har været med til noget lignende.  Granaterne eksploderede rundt omkring os, shrapnels over vore hoveder, geværkugler piftede og hvinede om ørerne på os. Fra alle sider lød skrig og jammer. Rækken blev tyndere og tyndere; men frem gik det.

Rundt omkring os var det mørk nat. Vi passerede en landsby og kom ned i en hulvej, som førte op til en anden landsby, der lå oppe på en bakketop. Landsbyen lå under et frygteligt artilleribombardement fra fjendens side.

Langs med hulvejen stod flere tyske batterier, der fyrede løs alt det, de kunne. I hulvejen lå også på den ene side en lang række mennesker, tæt sammenpakket. Man kunne ikke se, om de var levende eller om de var døde, og for at få vished om sagen bøjede jeg mig ned og tog fat i benene på en af dem. Men i samme øjeblik råbte lian arrigt: »Hvad vil du?« Jeg fik travlt med at komme videre.

Vi nåede hen til et sted, hvor vejen førte under en jernbanebro. Her var der lidt dækning. Kaptajnen kaldte korporalerne hen til sig for at instruere dem. Jeg fik ordre til — selv om jeg ikke var korporal — at løbe frem med mit mandskab til et træ, som stod ca. hundrede meter foran os på en mark. Det var ret utydeligt at øjne det. Derefter skulle vi svinge til venstre og fortsætte vort løb, indtil vi nåede en grøft.  Den skulle vi besætte.

Vi sprang frem fra granathul til granathul. Af og til snublede vi over en falden soldat, men da vi nåede grøften, var vi kun tre mand tilbage af vor gruppe.

Lidt efter lidt samledes resterne af kompagniet, og der ankom også enkelte, der var blevet borte i mørket. Vi lå her i anden linie, men fuldstændig uden dækning.

Vi lå oppe på en bakke, og første linie lå fem hundrede meter længere  fremme på marken. De lå hele tiden under et skrækkeligt  bombardement. Jord, træer, sten fløj hushøjt i vejret.

DSC_0158_ruiner_vestfront

Vor linie blev ikke ramt. Granaterne gik hen over vore hoveder og ind i landsbyen  bag os. Der var der ikke et menneske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

25. februar 1916. To dage til stormen på Navarin-Ferme

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Forberedelserne gik straks i gang. Den 27. februar skulle slaget stå.

Den 21. blev I. og II bataljon, den 23. III bataljon trukket ud fra de forreste stillinger og erstattet med infanteriregiment 184. De øvede nu uafladeligt stormen på modellen, indtil hver enkelt var helt fortrolig med sin opgave.

Forberedelsernes gang blev ganske vist forstyrret af et fransk modangreb mod infanteriregiment 31. Her lykkedes den 12. februar et angreb på den ”franske rede”, men den 25. februar gik en del af terrænet igen tabt for 31’erne.

Tung artilleriild lå samtidig over vor stilling; bataljonerne var en tid lang i alarmberedskab. Generobringsforsøg slog fejl. Følgen var, at naboregimentet 85 opgav sit forehavende kaldet ”Kieler Woche”.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”