Senest ændret den 31. januar 2016 17:36
Af Regiment 86’s officielle historie:
Rygtet talte sandt. Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.
Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.
Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.
IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.
Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!
Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.
I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.
Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.
Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.
Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.
Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.
Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.
Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.
Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.