Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Den 19. september 1918 hen imod aften nåede jeg hjem. Jeg gik tværs over marken fra Mellerupvejen nord for Steffen Klings plantage på Vojomgård og igennem roemarken. Da jeg kom i roemarken, så de mig. Marie løb mig i møde, så kom min svoger Samuel Nielsen, der lige var kommet hjem fra russisk fangenskab, derefter kom far, mor, Alfred og Anne.

“Havde Johannes nu også blot været her”, sagde moder grædende. Jeg kom ind, fik noget at spise. Derefter trak jeg af tøjet og badede i en balje i hestestalden. Det vakte opsigt, da jeg smed frakken, og de så den smukke damechemise fra Cambrai.

Dagen efter, den 20. september, fejrede Samuel og Marie bryllup – et mærkeligt bryllup. Samuel var soldat, jeg var soldat, og Ingvardt Nielsen, der også var med til brylluppet, han var også hjemme på orlov. Men på bryllupsdagen var vi alle i civil. Stemningen var selvsagt noget trykket.

Ingvardt Nielsen skulle af sted dagen efter til fronten. Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark. Ingvardt ville af sted samme nat; han kom også over grænsen, men han fortrød det, og gik tilbage igen og rejste til fronten. (Han kom dog godt hjem fra krigen og bor nu, 1941, på Hellevad Bjerg gift med min kusine, Pauline Riis).

Samuel kunne ikke beslutte sig til at tage af sted, han havde endnu 4 ugers orlov og ville se tiden an. Jeg blev hjemme til den 1. oktober. Jeg havde endnu ikke sagt noget til far og mor om, at jeg agtede at gå over grænsen. Men de sidste dage begyndte mor at ville ordne mit tøj, men så sagde jeg, at hun skulle ikke bryde sig om at ordne noget, for jeg fik ikke brug for det mere. Mor forstod det, men sagde ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.