Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet var på vej igennem Belgien, der til sammenligning var meget pænere end Frankrig ifølge Eskildsen i hvert fald.
15. November.
Der fortsættes ad Slangevejen langs med den vildt brusende Semoy. Vi kommer over Grænsen og er nu i Belgien. Nu er Landsbyerne klædt i sort-gult-rødt. Farverne har skiftet, men Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret. I Vresse spytter en Kone foragteligt ad os.
De belgiske Landsbyer er meget pænere end de franske. Renlighed synes ikke at være den franske Kvindes Hoveddyd. Her i Belgien glæder vi os ved at se rene og pæne og kønne Kvinder og Børn.
Belgien er et lille Smykkeskrin! Det er en lang Vej i Dag. Der er 26 Kilometer til Naomé. Vi forlader Semoydalen og kravler op ad de vilde Ardenner.
I Naomé kommer Læreren løbende og fører bitter Klage. Indkvarteringen har fyret op i Kakkelovnen med hans gode Bøger. Tankerne glider tilbage til Skolen i Kurwien. Skal vi da gøre os forhadt til det allersidste!