Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved den lille franske by Bengries.

De gode dage i Bengries fik også en ende. Den 31. august forlod vi Bengries og marcherede til Cartignios ca. 10 km vest for Avesnes. I Cartignios lå vi til 4. september. Her lå vi og ventede efter afgang. Pludselig den 4. september om aftenen kom marchordren. Vi marcherede til Avesnes, blev læsset på toget og to gamle belgiske maskiner slæbte af sted med os. Hvorhen vidste ingen.

Om morgenen kl. 4 holdt vi ved en lille station, der hed Niergnies 4 – 5 km syd for Cambrai. Her blev vi læsset af toget, og efter en halv times march holdt vi flere timer på landevejen. Vi lagde os til at sove i det våde græs, og da vi vågnede, var vi meget kolde. Ved mørkets frembrud rykkede vi ind i et kloster ved Marcoing: her ventede vi det meste af natten.

Vi lå i højeste alarmberedskab. Ud på natten gik vi i stilling ved Ribecourt. Der var der en frygtelig trængsel på landevejen, af og til måtte vi holde. Vejen var ganske i stykker, og så var det bælgmørkt. Hen på morgenstunden den 6. september åbnede vi ilden, vi blev meget beskudt af modstanderen.

Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner. Vi havde det indtryk, at når vi skød med ét batteri, kunne modstanderen svare med 20 batterier. Da vi gik i stilling, gik et vognhjul over en håndgranat; den eksploderede og flere mand omkom.

Protzerne stod i nærheden af Cambrai. Her opholdt jeg mig i nogle dage, men det var ikke hyggeligt, da vi hele tiden blev beskudt af svært engelsk artilleri, og dette tilføjede os betydelige tab. Det meste tid var jeg i ildlinjen, men vi havde hver dag svære tab.

Der var ingen barakker og ingen beskyttelsesrum, vi stod på åben mark tæt ved en landevej. Vi gravede os ned enkeltvis rundt omkring, vi lå i sådanne grøfter (grav) og dækkede os til med en jernplade, når vi sov. Således gravede jeg mig et gravlignende hul direkte under kanonrøret. Jeg lagde mig i hullet, dækkede mig til med en jernplade, som jeg trak over mig, og så sov jeg.

Jeg sov meget hårdt, ja, så hårdt, at jeg mærkede ikke, at de skød med kanonen. For hvert skud, der blev fyret af løsnede der sig en lille smule jord fra kanterne af hullet, og lidt efter lidt blev jeg delvis tildækket. Da jeg pludselig fik en større klump ned i ansigtet, vågnede jeg; jeg var så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad der var løs, men omsider kom jeg dog til mig selv, skubbede pladen til side og kravlede op af det uhyggelige hul.

I den stilling blev vi flere gange angrebet med giftgas. Det var som regel i aftentimerne og om natten. Den ene aften besvimede der en del, inden de fik gasmasken på, og nogle af dem døde senere. Vi skiftede stilling af og til, infanteriet kunne ikke holde stillingen, de løb tilbage hele tiden, og så måtte vi også vige. Omkring den 8. september skiftede vi stilling, dvs. en længere afstand.

Vi kom i nærheden af Graincourt. Samme dag måtte resten af de derboende civilfolk evakueres (der var endnu en del i Cambrai, men de blev også flyttet bort den 8. september). Englænderne angreb nu med uhyre styrker. Vi var kun en til to dage på stedet. Vi blev hele tiden trykket tilbage. Infanteriet kunne slet ikke holde imod det uhyre pres, de var udsat for.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.