Sønderjyske Årbøger er netop udkommet med spændende artikler

Det nyeste nummer af Sønderjyske Årbøger blev præsenteret i går ved en reception på Folkehjem i Aabenraa.

Årbogen indeholder syv artikler foruden boganmeldelser og beretninger.

Af særlig interesse for læserne af denne hjemmeside er Gorm Balle Feldstedts artikel: “Da de hjemløse blev trukket op af skyttegravene.” Den handler om de såkaldt “hjemløse” sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig. De var børn af rigsdanske, der var indvandret til Sønderjylland (ikke at forveksle med de såkaldte optantbørn). Pga. forskellig lovgivning om statsborgerskab i Danmark og Tyskland var de hverken danske eller tyske statsborgere. Da de blev indkaldt fra 1915 til tysk krigstjeneste i Første Verdenskrig, stod de i en meget usikker situation, indtil der endelig blev taget initivativ til en løsning fra dansk side i 1916.

Det er meget glædeligt, at dette underbelyste emne bliver undersøgt. Det drejer som henved 2.700 statsløse, så det er ikke nogen helt ubetydelig flol.

Mogens Rostgaard Nissens artikel om dansksindede sydslesvigere i russisk krigsfangenskab i Anden Verdenskrig er også interessant for denne sides læsere, for skønt de dansksindede sydslesvigeres skæbne under Anden Verdenskrig på mange måder minder om nordslesvigernes under Første Verdenskrig, var den alligevel på mange punkter meget forskellig.

Bliv medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland og modtag årbogen. Medlemsskab kan tegnes ved at klikke her (eksternt link): Bliv medlem

Indholdsfortegnelse over årbøgernes historiske artikler.
Forsiden henter sit motiv fra en erindringsartikel om besættelsestiden.
De fremmødte ved præsentationen på Folkehjem

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *