7 tanker om “Schmidt, Søren Hansen (1885-1915)”

1. Søren skriver i et Postkort dateret 14. marts 1915 til sin bror:
   (et stykke inde i teksten):
   “Gud give det atter lakker mod Høst
   Gud give jeg atter var hjemme”. – I et brev fra Christian Vogt (IR144) til konen Midde – 8. juni 1915 – findes samme citat, men hvor er citatet fra?

   Svar

   1. Til Mogens Hansen.

      Ifølge en kildehenvisning i “Det tunge budskab” om Søren Hansen Schmidt (se dette link, nederst side 22) stammer citatet fra ”Sæterjentens søndag”, der er en norsk sang med tekst af Jørgen Moe og melodi af Ole Bull.

      En google-søgning giver denne tekst:

      Sæterjentens Søndag
      Paa solen jeg ser,
      Det lider alt frem,
      Snart ar det ved hømessetide.
      O, den, som en stund
      Fik ønske sig hjem
      Blandt folk,
      Som paa kirkevej skride!
      Naar solskiven stiger lidt,
      saa den staar der midt
      Over skaret i kammen,
      Da ved jeg, i dalen
      Klokkerne garr,
      Da ringer fra taarnet
      Det sammen.

      Det nytter ej stort
      At tage sin bog
      Og synge i hejen sin salme;
      Mit loft er for højt,
      Og her er det dog,
      Som tonerne blegne of falme.
      O den, som i dag
      Fik blande sin røst
      Med hans og de øvriges stemme!
      Gud give, at snart
      Det lakked mod høst,
      Gud give, jeg atter var hjemme!

      Sangen er bl.a. udgivet af Sissel Kyrkjebø.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

      Svar

      1. Mange tak for dit svar – jeg havde kun fundet frem til 1. strofe.
         Christian Vogt, hvis brevsamling jeg læser i øjeblikket, bruger Moe/Bull- citatet i et brev hjem fra Vestfronten/Varennes den 8. juni 1915. Jeg forstår, at Søren Hansen Schmidt før krigen var på Højskole i Ollerup – Christian Vogt var på Ryslinge Højskole samtidig. Sæterjenten har åbenbart været kendt stof i det miljø.

         Svar

2. I et brev fra Søren Hansen Schmidts bror Peder til Søren dateret d. 18. 2. 1915 citerer Peder flg.:
   ”Jeg undres stort, at mit lille strå, så ringe, svagt og bøjet, kan dryp af
   kærlighedsduggen få og lys ifra soleøjet.”

   Er der nogen, der kan hjælpe med oplysninger om, hvor citatet stammer fra? Venlig hilsen Egon Weber Paulsen, Gråsten

   Svar

3. Det er fra den tyske salme “Geh aus, mein Herz, und suche Freud” af Paul Gerhardt, oversat til dansk “Gak ud min sjæl betragt med flid” af Adam Oehlenschläger.

   Salmen havde oprindeligt 15 vers. I Den danske Salmebog og i Højskolesangbogen er den forkortet til 8 vers, og dette er ikke blandt dem, der kom med . Så det fik vi altså ikke lært som salmevers i skolen 😉

   Svar

4. Hej Egon

   Verset / digtet er skrevet af den norske forfatter og salmedigter Marie Wexelsen (1832-1911).
   Prøv at sætte din computer i AI-tilstand og skriv “jeg undres stort, at mit lille strå, så ringe” i søgefeltet, så får du den fulde forklaring:
   https://www.google.com/search?q=jeg+undres+stort%2C+at+mit+lille+str%C3%A5%2C+s%C3%A5+ringe&sourceid=chrome&ie=UTF-8&amc=1&aep=42&cud=0&source=chrome.crn.rb&atvm=2&udm=50&mstk=AUtExfDlfVd28qjlpC4j1Vvs8LVCLRHEn9JPJPUQTqgFKJGo7HZNue2o-R4wtIw6kSAUeAw-stDwJvp0sqjVzqYRH535NQ4o4VCN7yVNgQAV_4NUC0tKnP7TEcnwmncXZTAoqQhYg-FjltxEb4Xnya-Y-8aflY5VPOnTak_dfuzA5UrsyAkGXgfnZgeGspLy5p1jpLbAqYsIPQ0AP7lTmEGS9whneVD8rJVCjtFsw7dPEwbd1dVPd62gJx4d8QcYoiikzi37qI2-2xk4Kg&csuir=1&mtid=KX6Zare9MNytxc8P3IyxkAI.

   Med venlig hilsen
   Andreas Jacobsen

   Svar

5. Kære venner på siden
   Tak for hjælp med forslag til citatet. Jeg vedhæfter et svar fra Højskolernes hus, som jeg har fået, og som sikkert vil interessere jer:

   Fra: Thor West Nielsen
   Sendt: 3. september 2026 12:32
   Til: Højskolernes Hus ; Rasmus Skov Borring
   Emne: SV: Citat

   Chatten siger:
   Sangen er „Et undres jeg på ved morgen og kvæld“
   Teksten er af Marie Wexelsen og er fra 1879. Den består af fire strofer og handler om undren over Guds nåde – billedet er, at selv det lille, svage og bøjede „strå“ kan modtage dug fra kærligheden og lys fra „soleøjet“.
   Den strofe, du citerede, er sangens fjerde og sidste strofe:
   Jeg undres stort, at mit lille strå,
   så ringe og svagt og bøjet,
   kan dryp af kærlighedsduggen få
   og lys ifra soleøjet.
   Den historiske original kan ses i en digitaliseret sangbog fra Det Kgl. Bibliotek, hvor sangen står som nr. 105 (86). Her angives også melodien.
   🎵 Melodien
   Det interessante er, at sangen oprindeligt blev sunget på melodien „Apostlerne sad i Jerusalem“.
   Det fremgår allerede af 1. udgave af Højskolesangbogen, hvor den står:
   „Et undres jeg på ved morgen og kvæld – Marie Wexelsen / Apostlerne sad i Jerusalem“.
   Det samme gælder 2. og 3. udgave.
   Senere ændrede melodihenvisningen sig. I 6. udgave (1908) er melodien til „O, Gud ske lov til evig tid!“ angivet som en gammel dansk melodi, og i de følgende Højskolesangbøger blev „Et undres jeg på…“ knyttet til denne melodi. I 10. udgave står den således som nr. 561 med melodien „Apostlerne sad i Jerusalem“, mens 11. og 12. udgave angiver „O, Gud ske lov til evig tid!“ eller „For dig, Vorherre, som dage kun“.
   Der har altså været flere melodimuligheder gennem Højskolesangbogens historie.
   📖 De fire strofer
   Sangen begynder:
   Et undres jeg på ved morgen og kvæld,
   ved højeste midnatstider,
   at dråberne fra Guds nådes væld
   som dug nedfalder så vide.
   Anden strofe fortsætter billedet med nåden, der stråler som solen, og tredje strofe beskriver, hvordan velsignelsen når selv det bøjede strå. Den fjerde er den, du citerede. Den historiske sangbog gengiver alle fire strofer.
   🌿 En særlig interessant forbindelse til højskolehistorien
   Sangen har faktisk en ret tydelig højskolehistorisk forankring. Den kom med allerede i 1. udgave af Højskolesangbogen, og den blev stående gennem mange af de følgende udgaver.
   Og den tekst, du oprindeligt citerede, er ikke blot et tilfældigt citat: Den findes i Søren Hansen-Schmidts breve fra Første Verdenskrig, hvor den bruges som en religiøs refleksion over mennesket midt i krigens lidelser. Det er netop her, teksten om „dryp af kærlighedsduggen“ efterfølges af refleksionen over, at krigen måske kunne få menneskers hjerter til at åbne sig og tage imod.

   Bedste hilsener

   Egon

   Svar