Krüger, Otto Karl Frands (1873-1939)

Persondata
Født: 11/05-1873
Død: 18/11-1939
Uddannelse:
Erhverv: Landmand
Bopæl: Allerup, Toftlund Sogn
Hustru: Annike Jurgait
Børn (før krigsafslutningen): 7
Andet: –

Militære løbebane før krigen

Militære løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser: –
Andet:

Otto Krüger var født i Tyskland. Han var gift med Annike (f. Jurgait), og der var en børneflok på 9. I 1913 flyttede familien til Allerup, hvor Otto Krüger fik skøde på Kirkhøjvej 13. Det var en ejendom med 16 ha jord til.

Den 27. november 1914 fik Annike Krüger sit 7. barn, der blev døbt Wilhelm efter den tyske kejser. Pastor Nielsens helsides indførsel i kirkebogen om denne begivenhed er gemt. Familien ansøgte nemlig kejseren om at være fadder til barnet. Han indvilligede og gav 50 Mark i dåbsgave. Wilhelm Krüger blev døbt den 5. april 1915. Der var flere familier i sognet, der på samme måde havde kejser Wilhelm som fadder til deres barn.

Modersmålet 07/04-1915
Fra kirkebogen.

Vi ved ikke, hvor længe Otto Krüger var med i krigen, men den 05.06. 1916 sendte han en hilsen hjem via Hejmdal, og i august samme år var han hjemme på orlov. Han var på Østfronten.

En af Otto Krügers sønner hed Otto som faderen. Denne søn kørte i sine unge år dødsdrom og var kendt i hele landsdelen som tivoliejer af Krügers Tivoli. Han boede i Kolding. En af hans ungdomsvenner var redaktør Poul Tolderlund Hansen fra Toftlund.  I 1964 interviewede Tolderlund Hansen Otto Krüger. Han fortalte, hvad han huskede fra 1. Verdenskrig:

”Under krigen 1914-18 oprettedes en stor fangelejr her uden for kirken i Toftlund. Unge og ældre soldater, der på en eller anden måde havde forbrudt sig mod de militære love, afsonede deres straffe her. Jeg ser dem for mig, som var det i går. I lange rækker marcherede de til deres arbejde i de tidlige morgentimer, for igen om aftenen at slæbe sig udmattede til lejren, hvor den spanske syge raserede, og hvor fangerne døde i hundredvis. Som blege skygger kom de forbi vore køkkenvinduer, når vi kærnede smør i en mejerispand. Det var forbudt, og når fangerne så det, begyndte alle i kompagniet at løfte armene op og ned, som om de også kærnede smør.

Bagtroppen bestod altid af syge fanger, som ikke kunne slæbe sig ved egen hjælp. De hang med armene om halsen på de andre fanger, der hjalp dem frem. En dag samlede en soldat en lille kålroe op, og den gik omgående fra mand til mand, og en ung løjtnant, der opdagede det, kom med de værste trusler, men han fandt ikke kålrabien.

Der blev bygget fæstningsanlæg tværs over Sønderjylland, og i vor nabos have på Kirkhøj blev der anbragt 4 kanoner, camoufleret i et hul i haven. Hauptmanden ventede, at fjenden ville komme ned over Danmark, og han fortalte, at kanonen kunne skyde 8 km. Der var skydeøvelser i engene, og vi måtte ofte hurtigt hente kreaturer ind for at redde dem. Dagen efter var vi drenge ude for at samle granatsplinter, og vi opdagede, at ingen af de 96 skud, der var affyret, havde ramt målet. Der gik en tipvognsbane langs befæstningslinien, og om aftenen morede vi drenge os herligt ved at køre med vognene, så de afsporedes og trillede rundt i svingene. Det var sabotage, men vi blev aldrig fanget. Det var sport og spænding og en ganske god træning i, hvad jeg senere kom til at beskæftige mig med.

Der var frygtelig mangel på mad, og da der engang blev slagtet en mager okse, stjal en underofficer en fjerding og gemte den i sin seng, hvor han var indkvarteret. Det blev afsløret, og soldaten måtte gå i fængsel. Han havde villet skaffe noget mad til sine forældre, der sultede meget. En dag, da han arbejdede i fængselsgården, slog han muren igennem og flygtede, men han blev hængende i pigtråden udenfor, og hundene overfaldt ham på det forfærdeligste.

Efter russernes nederlag på Østfronten kom mange tidligere russiske soldater som fanger til gårdene, hvor de skulle arbejde. De fik med tiden lov til at sove på gårdene, men i rum med jernstænger, og konerne på ejendommene, hvis mænd var ved fronten, skulle låse russerne inde hver aften. Et enkelt sted fik konen et barn med en ung russer, som hun skulle passe på, og hun måtte lide den tort at vandre i fængsel i to måneder for forseelsen.

Der var meget lidt skolegang, dels fordi en lærer skulle passe to skoler, og derfor kun kunne være tre dage om ugen i hver skole, dels fordi de store drenge måtte hjælpe til ved markarbejdet derhjemme. Kornet skulle afleveres til myndighederne, og gendarmen kom for at se efter, at det skete.  Når han nærmede sig, gik den vilde jagt fra bagdør til bagdør. Vi drenge løb i forvejen og advarede konerne, der fik travlt med at skjule korn, fløde og smør. Dyrene var forfærdelig magre, og gendarmen kunne ikke kende dem fra den ene gang til den anden, hvorfor han troede, at konerne havde handlet med dem. Det måtte de nemlig heller ikke.

Under krigen begyndte de moderne danse, og med dem spredtes den spanske syge. I forretningerne kunne man kun få stof af brændenælder, og bøgeblade brugtes som tobak. Læreren skulle holde moralen oppe på hjemmefronten, hvorfor han startede undervisningen med at oplæse hærberetningen fra slagmarkerne.

I klart vejr kunne vi se Zeppelinerne, der havde station i Tønder. De lignede kæmpemæssige, sølvglinsende cigarer, når de stille sejlede af sted mod England med deres bombelast. En middag kom en engelsk flyver og bombarderede hallen, og han slap tilbage til Danmark skarpt forfulgt af tyske flyvemaskiner, som dog var kommet for sent på vingerne. Ved krigens slutning var der ikke flere luftskibe tilbage – de havde været et let bytte for englænderne.

Så kom revolutionen, og soldaterne begyndte at komme hjem. Min egen far kom fra Leningrad. Han og nogle kammerater var begyndt turen i hestevogn, og de var stadig på vagt, navnlig om natten, for bolsjevikkerne ville skære halsen over på dem.

Alt var nu ragnarok. Børn kom ud på landet og tiggede mad ved huse og gårde – magre, blege børn med rygsæk bad om et lille stykke brød, et par kartofler eller et par æg.

En dag, da vi stod og pumpede vand i truget på gårdspladsen, kom to store drenge fra byen og tilbød at pumpe for os, hvis vi ville gå ind til mor og bede om et rigtigt tykt stykke brød med fedt og salt, for de var så forfærdelig sultne. Den handel kom hurtigt i stand, og de fik også lidt flæsk og kartofler med sig.

Hadet til de tyske myndigheder var meget stort og rettedes særligt mod kommuneforstanderen, en vaskeægte tysker, der plagede befolkningen meget med afleveringspligten. Han prøvede at skrå over markerne for at undgå de koner, der skældte ham mest ud, men de indhentede ham gerne, og det var ikke blide ord, der faldt. Hans forsvar var altid det samme, at gjorde han ikke sin pligt, måtte han til fronten. Ved krigsafslutningen solgte han sin gård for en mægtig sum penge, som han mistede, da marken gik ud af kurs, og han døde under mystiske omstændigheder.

Endelig kom afstemningsdagen den 10. februar 1920. Det stormede og regnede fra morgenstunden til langt ud på aftenen. Stormens sidste rasen, syntes vi. Der var mange nye og umalede flagstænger med Dannebrog oppe. ”Mor stem dansk – tænk på mig,” stod der på en af valgplakaterne. Og ”Nu kalder Danmark sine børn, farvel for evigt du tyske ørn”. Først senere har vi, der var drenge dengang, forstået, hvilken lykkens dag, afstemningsdagen var for os. Vi slap for at komme med i krigen, – så det var godt, at mor stemte dansk.”

Otto Krüger var 7 år ved 1. Verdenskrigs udbrud.

Efter krigen

Kilder

Publikationer
Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos

2 tanker om “Krüger, Otto Karl Frands (1873-1939)”

  1. It was wonderful to read what Otto had to say about his early life . He is my Uncle . As a young boy , I sometimes got permission to help him with his Tivoli . Uncle Otto was an imposing man , full of self confidence and charisma . He was also a great story teller .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918