Kloster, Niels Christian (1893-1967)

Persondata

Født: 29. marts 1893 i Over Jerstal
Død: 8 februar 1967 i Haderslev
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug; svineeksport
Bopæl: Efter krigen Haderslev
Hustru (efter krigsafslutningen): Marie Petersen
Børn (efter krigsafslutningen): 2 døtre, 1 søn

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed:
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 1. maj 1915
Udtrådt: Taget til fange 6. oktober 1915. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 84; I.R. 92, Dødningehovedbataljonen;
Rang:
Såret: Ja
Udmærkelser:
Andet:

Efter krigen
Eksport-, import- og en gros-virksomhed

Kilder
Aurillac-Bogen 1937. Billede i Aurillac-Bogen 1936

Publikationer

Fotos
Ja, samt gruppebilleder

Indlæg 28. oktober 1915 i Hejmdal:
Svinehandler  Niels Kloster fra Over-Jersdal, der blev indkaldt tidlig i Foraaret og derpaa har været med først ved Østfronten og senere ved Vestfronten, er fornylig blevet saaret og derved falden i fransk Fangenskab. Han er en Broder til den ovenfor nævnte Christian Kloster, der ogsaa er bleven saaret.

 

Født d. 29. Marts 1893 i Over Jersdal, hvor Forældrene var Landbrugere.

Jeg er oplært ved Landbruget. Allerede som Dreng opkøbte jeg Svin; jeg havde Lyst til Handel, og 1. August 3913 paabegyndte jeg en Eksportforretning for levende Svin til Hamborg og Sydtyskland.

Jeg fik min militære Uddannelse ved I. R. 84 i Husum, fra 1. Maj til 1. August 1915 og tildeltes derefter Dødningehoved-Bataillonen ved I. R. 92 i Braunschweig. Dødningehovedmærket havde Bataillonen faaet som en særlig Udmærkelse fra Krigen 1870-71. 1. August 1915 kom jeg til Fronten i Galizien og var med til Fremmarchen gennem Polen, hvor jeg deltog i Kampene ved Bialastok og Brest Litauisk uden dog at komme rigtig i Ilden.

Den 15. September kom jeg til Frankrig og var med i Champagne-Offensiven fra 25. September til 6. Oktober 1915. Jeg var blevet saaret og blev taget til Fange af franske Kolonialtropper (de Sorte). Disse Kampe var baade haarde og grusomme. Af ca. 1200 Mand ved Regimentet kom ca. 100 Mand i Fangenskab; Resten var gaaet til. De Sorte brød Fronten igennem til venstre for os og kom derefter bag paa os i store Styrker.

Som saaret laa jeg først paa et Marinehospital i Rochefort-sur-Mer; Føden var noget knap, men ellers var Behandlingen god. Senere kom jeg paa en Slags Efterkur til den lille franske Atlanterhavsø Ile de Ré, hvor Lejren var i et gammelt Fæstningsanlæg. Det var et meget »sikkert« Sted, umuligt at flygte fra. Herfra blev jeg sendt til Arbejdslejren i Bergerac, hvor 6000 Mand af alle Folkeslag, sorte, gule, brune og hvide byggede en Munitionsfabrik. En Maaned senere blev jeg en Dag sammen med 4 andre holdt tilbage; vi skulde flyttes til en Lejr, hvor der kun var Kammerater fra vor Hjemegn, blev der sagt. Jeg var dog den eneste af os, der efter Ankomsten til Aurillac bestod Prøven hos Sergent Boulanger.

Jeg fik en god Modtagelse af Kammeraterne i Aurillac; her gav det lige saa meget at spise, man kunde have. 8 Dage senere kom jeg paa Arbejde paa Landet. Det var omkring 25. Februar 1916, og min første Plads var paa Gaarden Trémoulet ved Thiézac. Pladsen var jævnt god, men det var en Overgang med la soupe, kold Rødvin og varmt, kogt Flæsk som Morgenmaaltid. Det hjalp, at det gav la soupe og Vin til hvert Maaltid, saa man vænnede sig hurtigt dertil.

I Løbet af Fangenskabet arbejdede jeg paa ca. 65 forskellige Gaarde rundt omkring i det henrivende C antal, det smukkeste Landskab, jeg nogensinde har set. De fleste Pladser, jeg har haft, har været gode, og Tiden blev mig ikke lang, for man mødte, altid nye Mennesker og nye Oplevelser, som man nu bagefter mindes med Glæde og har Fornøjelse af at drøfte med gamle Kammerater, man har delt dem med. Der blev lavet ikke saa faa Gavtyvestreger — det stimulerede Humøret, men undertiden blev Løjerne jo drevet lige til Grænsen.

Jeg mindes saaledes særlig en Karnevalsfest, hvor Stemningen havde været betydelig høj; Afsvalingen foregik i Prisonen. Heldigvis havde vi været flere om at holde Fest, og vi fulgtes naturligvis ad i Kachotten, hvorved Ensomheden blev mindre trykkende. — Da vi var blevet puttet i Hullet, fik jeg Lyst til at komme ud i Fangegaarden for dér muligvis at faa Lejlighed til at hilse paa nogle af Kammeraterne i Lejren. Jeg greb Vandkrukken, der stod i et Hjørne og var det eneste løse Bohave derinde, og med den i Haanden bankede jeg paa Døren. Vagtposten spurgte, hvad jeg vilde, og da han fik at vide, at jeg vilde hente Vand, fik jeg Lov at passere. Den første, jeg løb paa, da jeg kom ud i Gaarden, var H. Fuglsang Damgaard. Saa snart han saa Krukken, vidste han Besked. Men Kloster da, sagde han overrasket, hvad har du lavet? Vi har fejret Karneval ude hos den »Tykke« paa Raisinet og banket vor Vagtmand »Ole Lukøje«. — Vi, siger du, hvem andre har været med til det? Hans Bondesen og Asmus Hansen, svarede jeg kort. Det er da ogsaa for galt med Jer, sagde saa Fuglsang, I skulde skamme Jer, I er jo ikke til at styre paa en hel Tønde Land. — Efter den Besked forrettede jeg mit Ærinde og aflagde Beretning til mine to Kammerater om, hvad jeg havde oplevet.

De af Kammeraterne, som har gjort det mest uegennyttige Arbejde i Lejren, er Hans Fuglsang Damgaard og Hans Madsen; de har begge arbejdet efter Ordet: Den tjener sig selv bedst, som tjener andre. Saa længe der findes Aurillac’er, vil I altid blive mindet med Taknemlighed.

Jeg kom hjem over Odense. Modtagelsen dér glemmer jeg aldrig; den Hje rtelighed og Godhed, som her strømmede os i Møde, fik Taarerne til at løbe ned ad Kinderne. Hjemkomsten til Sønderjylland kan jeg ikke beskrive, men læs Hans Petersens Digt i Aurillac-Bogen 1936; smukkere kan det ikke tolkes, hvad vi oplevede, da v i kom hjem, men saadan var det for de fleste.

Under Krigen var min Forretning gaaet i Staa, men jeg tog fat, hvor jeg slap, og kom snart godt i Gang med Eksport af Svin og Kreaturer til Svejts, Czekoslovakiet, Østrig, Italien og Tyskland. Omsætningen, der var ret betydelig, var højest i 1924, men saa kom der Mund- og Klovsyge, Prisfald og store Tab. Jeg maatte lægge Forretningen om til Eksport af slagtede Varer og Landbrugsprodukter; i 1926 optog jeg en ny Virksomhed med Import af Sydfrugter, som jeg videresolgte en gros til Købmænd over hele Landsdelen. Forretningen beskæftiger nu godt 20 Mand, og jeg har 8 store Lastbiler, Specialvogne med indbyggede Kølemaskiner til Fjerkræ- og Kødtransport.

Da jeg ikke har faaet forretningsmæssig Uddannelse og hverken har besøgt Højskoler eller Handelsskoler, har der ved alle de Restriktioner, Kontingenteringer, Kreditindskrænkninger, den særegne Penge- og Valutapolitik, man har staaet overfor, været meget at sætte sig ind i og mange haarde Nødder at knække. Men ved at arbejde paa et reelt Grundlag og ved gode, solide Forretningsforbindelser, hvorved Tab, Processer og andre Ubehageligheder, der let følger med en stor Forretning, har kunnet undgaas, saa er alt lykkedes godt.

I 1921 giftede jeg mig med Marie Petersen, Datter af Købmand P. R. Petersen, Lendemark. V i har 3 Børn, 2 Piger og en Dreng, paa henholdsvis 15, 13 og 12 Aar.

Jeg har besøgt Auvergne 2 Gange og truffet mange gamle Bekendte. Det er bare kedeligt, at det ligger saa langt borte, ellers vilde jeg besøge det hvert Aar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918