Senest opdateret 19. oktober 2024

Persondata
Født: 24/03-1887, Hjerndrup Sogn
Død:   022/04-1966, Hjerndrup Sogn
Begravet    Tyrstrup Kirkegård
Uddannelse:    –
Erhverv:    Gårdejer
Bopæl:   Hjerndrup
Hustru:   Gift i Skanderup 14/10-1921 med Anna Dorthea Johannsen.
Født i Skanderup 08/02-1896. Død i Hjerndrup 19/04-1938
Børn:   4 børn

Militære løbebane før krigen  –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt:   Starten af august 1914
Udtrådt:   Kom hjem i foråret 1920
Enhed(er):   –
Rang:    –
Såret:   –
Udmærkelser:   Blev tildelt Jernkorset
Andet:   Taget til fange af englænderne ved Somme 1917. Kom i Felthamlejren

Kilder
Kirkebog, døde, Hjerndrup, RAA
Kirkebog, fødte, Hjerndrup, RAA

Gravsten på Hjerndrup Kirkegård

Publikationer
–

Fotos
Privatfotos fra Nis Jørgen Steffensen

Levnedsbeskrivelse/slægtshistorie

Af barnebarn Thomas Tersbøl Hjorth

Slægtshistorie

Efter at jeg adskillige gange har bladret rundt i slægtsbøger, breve, dokumenter, billeder og historier, som er nedskrevet, synes jeg, at det er svært at få et klart overblik; det på trods af at jeg er rimelig tæt på og har en relation til familiens historie og til historien generelt. Derfor har jeg arbejdet på at få tingene skrevet sammen, altså slægtshistorie set gennem de historiske kendsgerninger her i grænselandet. For at få overblik og indsigt, så skal der nok dels være en relation og et perspektiv, hvis det skal kunne interessere og skabe overblik. Det er i denne historie ”Bedstefar” Thomas Christiansen Hjorth 24-03-1887 til 22-04-1966, der er omdrejningspunktet. Det er der flere årsager til. Jeg kan huske Bedstefar, der er nogle erindringer, andre søskende fætre og kusiner har også en erindring eller en historie, som de kan forbinde ham med. Og så ikke mindst det at han var med i 1. Verdenskrig, der efter min mening, i Danmark er en næsten overset krig.

Slægten

Familien Hjorth (Hjort, Hjordt) stammer fra Hvinderup

Den første Hjorth er Per Madsen Hjortiis, ca. 1660, hvis datter Maren bliver gift med Søren Christensen, og bliver kaldt Hjort. Han bliver gift 3 gange og hans datter Kirsten Sørensdatter`s mand overtager fæstet (hører under Tyrstrup Kirke). Efterkommere efter hende og hendes mand Eskild Thomassen født i Meng kaldes/døbes Hjorth.

Deres barnebarn Thomas Rasmussen Hjorth f. 02-06-1807 overtager en gård i Hjerndrup ved Egebjerg, de flytter så senere til ”Gammelgård” dvs. Stadsvej 17 i Hjerndrup. De får 4 børn: Johannes (gren: Nis-Lamhave og Thomas-Hammelev). Rasmus (gren: Thomas-Sommersted). Erik (Død som spæd). Og endelig Christian Hansen Hjorth f. 08-01-1842, som er den yngste, moderen dør 17-01-1842.

Christian Hansen Hjorth ”Oldefar” køber nabogården altså hjemmet på Kirkevej 14 i 1882. I 1913 køber han Stadsvej 17 af sin nevø Nis Hjort. Oldefar Christian bliver gift med Kjerstine Johansen f. 20-03-1863, Anslet. De får 2 børn Kirstine 26-04-1889, som bliver gift med en Rasmussen i Frørup.  Hun dør kort tid efter, formodentlig i forbindelse med barsel. Og så endelig Bedstefar Thomas Christiansen Hjorth 24-03-1887.

Bedstefar bliver gift med Anna Johannesen født på ”Siverland” i Skanderup. Hun kommer fra en meget dansksindet familie, og hendes Bedstefar er flyttet fra ”Det gamle Siverland” Sdr. Brarup i Slesvig. Baggrunden er naturligvis Krigen 1864, som ender med tabet af Slesvig. Der er skrevet en lang beretning om familien Johannesen og Siverland se note 2. Min far (Chr. Johannesen Hjorth) var meget stolt af at kunne fortælle den historie, som han har fået fortalt af sin gamle morfar, der som ung oplevede sejlturen fra Slesvig til Kolding. Lidt interessant er det, at historien også er fortalt af den tyske del af Johannesen familien, der er nogle ting, de ser på med lidt andre øjne note 1.

En tilføjelse til historien bør nok være, at det har undret mig en del, at far har haft så meget kontakt med familien i Tyskland, altså det er jo hans mors bedstefar (Asmus Friedrich Johannesen) som flytter fra Slesvig.  Forklaringen er så, at Asmus’ søn (Peter Heinrich Johannesen) gifter sig med sin kusine Christine Sofie Johannesen, født i Gulde, Slesvig. Min far Chr. Hjort havde således onkler og fætre/kusiner i Tyskland.

Nu tilbage til Bedstefar Thomas Hjorth og Bedstemor Anna

De får 4 børn:

Christian Johannesen Hjorth 09241922 gift med i Inger Tersbøl børn: Hanne, Thomas og Jens.

Kjerstine Sofie 02141924 gift med Hans Chr. Steffensen børn: Kirsten, Nis Jørgen, Birgitte, Kristen.   Magdalene Johansen 02051926 gift med Børge Bisgaard Olesen børn: Michael og Poul.

Henrik 19061937 Ugift, Død 14121998.

Inden Bedstefar Thomas når så langt, at han bliver gift og får børn

Han bliver født 1887 i Hjerndrup efter krigen 1864, som ligesom resten af Slesvig, er blevet en del af det ”Preussiske Kongerige”. Han bliver faktisk født som dansk statsborger, fordi faderen var dansk, en såkaldt ”optant” altså en der kan vælge statsborgerskab note 11. Det er en følge af krigen 1864, og befolkningen har så 6 år til at vælge statsborgerskab. Det er en lang kompliceret sag, som gør, at han havner i den situation. Årsagen er at efter endnu en krig i 1866 mellem Østrig og Prøjsen, bliver der ved Prag freden indført en §5 i fredstraktaten. Dette giver mange dansksindede i Slesvig håb om en afstemning og derfor ingen grund til at optere eller flytte, hvis området alligevel blev dansk. Men efter den Fransk Tyske krig 1870, går der storpolitik i tingene og altså ingen afstemning (kort version). Det tyske kejserrige havde en bevidst strategi om, at hele riget skulle knyttes sammen af fælles sprog kultur og historie. På sigt var der reel ingen fremtid som dansk familie i det tyske kejserrige, hvis man ville have samme rettigheder som din nabo. Derfor blev oldefar Christian i 1890 nødt til først at søge den Danske konge om at blive løst fra det ”undersaatlige” forhold til Danmark, og så efterfølgende at om at blive borger i det tyske kejserrige note 9.

Skolen, som Bedstefar Thomas gik i, var den gamle degneskole, Kirkevej 4 lige vest for kirken. Al undervisningen var på tysk, det var forbudt for myndighedspersoner at bruge dansk, så det dansk han kunne, måtte han lære i hjemmet! Efter skolegangen har han kun et enkelt år været ude at tjene, ellers var Bedstefar hjemme på gården. Økonomisk set har det været gode tider præget af fremgang.

Da Bedstefar i 1913 køber ejendommen af sin far og året efter køber en selvbinder, er det givetvis i en god tro på fremtiden. Attentatet i Sarajevo den 28. juni 1914 har vel heller ikke i første omgang været en trussel for Bedstefars hverdag. Det skulle dog snart vise sig, at statsledere rundt omkring i Europa ikke havde til hensigt at besinde sig. Tyskland (allieret med Østrig) starter allerede den 31. juli 1914 med at mobilisere den 13,4 millioner mand store hær. Bedstefar blev også indkaldt i starten af august, det var lige inden høst og sikkert meget ubelejligt. Far har fortalt, at Bedstefar ”måtte ud at prøve den nye selvbinder, dagen før han skulle af sted” note 6 og 18.  Han kunne også have valgt at flygte, der var ikke så langt til den gamle grænse, og under krigen skulle han da også have hjulpet flere med at komme over, men det var en meget alvorlig sag at desertere. Noget andet var så, at han risikerede at miste alle sine rettigheder og dermed også, at han efter krigen ikke havde nogen som helst adkomst til sin ejendom note 6. Der var ingen som på dette tidspunkt kunne forudse, at krigen ville ende med et så forsmædeligt nederlag til Tyskland.

Krigen blev fra tysk side set som endnu en krig, som skulle manifestere Tyskland som den nye alt dominerende stat i Europa, og den skulle vindes på samme måde, som man plejede at vinde krige på, nemlig hurtigt at rende fjenden over ende; og så kunne de sejrrige soldater komme hjem igen til jul. Jeg ved ikke om Bedstefar gjorde sig tanker om, hvor lang tid krigen ville vare, men at det skulle blive forår 1920, inden han igen kunne vende hjem, har han ikke i sine værste forestillinger kunnet gøre sig. Han måtte dele skæbne med så mange andre, hans svoger i Frørup og hans fætter på Lamhave, i alt 30.000 dansksindede sønderjyder måtte modvilligt i krig.

Det er meget lidt, som Bedstefar har efterladt sig i skrift fra krigen, der er bevaret nogle postkort ”Feltpost” som kunne sendes ufrankeret, de er skrevet på dansk, men fortæller ikke meget om selve krigen, hilsner, spørgsmål om hvordan det står til der hjemme, eller nyt om andre i krigen, nogle gange ”efter 8 dage i reserve, i morgen aften gaar det i skyttegraven”.

Den eneste kilde er det, som far (Chr. Hjorth) har dels skrevet ned og dels fortalt, sammenholdt med historien kan der tegne sig et vagt billede af hans oplevelser. Han havde ikke været indkaldt før og blev så først uddannet nogle måneder i Bad Segeberg note.20, og var som de fleste andre Sønderjyder på vestfronten hele krigen. Han har også været såret og var således ”afkommanderet” til en vognmand i Lybeck en vinter.

Hans far (altså oldefar Christian) døde midt under krigen i 1916, så hans mor måtte da drive gården videre med hjælp fra 2 rumænske krigsfanger. Dem var hun meget heldige med. Den ene af dem skrev Bedstefar med lang tid efter krigen (Godsejer Mikkel Rachel Werno). Det værste har nok i lighed med, de fleste andre soldater i denne krig, været det udmarvende i at være så lang tid i skyttegrave, lange perioder uden at kunne få tøj og støvler tørret. Nogle fik endda deres ben amputeret, fordi at der var gået koldbrand i, og efterhånden som krigen skred frem, blev forplejningen meget dårlig.

Krigen var blevet en udmarvelseskrig, de krigsførende lande var efterhånden tvunget helt i knæ, mad og råstoffer var i den grad en mangelvare. Det skønnes at 400.000 civile tyskere døde af underernæring underkrigen. Man gjorde alt, indsamlede gryder og beslaglagde selv kirkeklokker, for at få forsyninger frem til fronten. Den ene af kirkeklokkerne fra brødremenighedens kirke var også på vej til at blive smeltet om, men den kom tilbage – indhentet af krigsafslutningen.

Kort om selve krigen

Vestfronten var reelt kørt fast allerede efter den store offensiv, som tyskerne startede krigen med. Men der var utallige offensiver, altså forsøg på at bryde fjendens linjer. Alle offensiver startede med at dynge fjenden til med tusindvis af granater, i visse tilfælde over en million granater.

Nogle offensiver var spektakulære, der blev gravet tunneler ind under fjendens linjer og ført adskillige tons sprængstof frem og bragt til springning. Ved Verdun gravede britiske ingeniørtropper ikke færre end 23 sprængladninger på hver mere end 25 tons ind under fjendens linjer. Der skulle laves et hul i fronten, således at tusindvis af tropper kunne trænge igennem. Det ville presse fjenden til at trække sig, og når først fjenden var på flugt, var det bare at sende en tilstrækkelig mængde soldater efter, og så kunne man så lave en knibtangsmanøvre – det var alle generalers drøm, og det vidste modparten også.

Derfor var der ikke én skanse, der var som regel hele 3 rækker skanser. Det betød, at fjenden kunne gennembryde 1. skanse og måske 2. skanserække. Disse skanser var så igen bundet sammen af diagonalgrave, som tropperne så kunne trække sig tilbage til og så samle kræfterne til at forsvare sidste 3. skanse.  Alt imens fjendens kræfter og ammunition slap op. Nogle steder var disse skanser endvidere forstærket med regulære underjordiske forter, som stort set var umulige at indtage, f.eks. det franske fort Vaux ved Verdun, franskmændene overgav sig her efter ugers belejring og nok mest fordi, deres drikkevandstanke var utætte, og de var ved at dø af tørst. Resultatet var blot, at tyske tropper kunne rykke 4-5 km frem, inden de igen sad fast! Og så var der tabstallene, i alt faldt der bare ved Verdunslaget mere end 700.000 heraf over 300.000 døde. Alene på en dag mistede briterne 60.000 mand heraf 19.000 døde. (N.A. Sørensen.  Den Store Krig)

Bedstefar var hele krigen på vestfronten, Verdun og Somme, hvilket var almindeligt for de indkaldte Sønderjyder, dog var hans fætter Nis fra Lamhave på østfronten. Hvad Bedstefar har oplevet, kan vi kun gisne om, men hans beskrivelse af fronten, var at den ”kilometer efter kilometer var sået til med kæmpestore granathuller, kun sort jord og intet grønt. Den jord kommer der aldrig en plov igennem igen” det var han overbevist om. Han har også fortalt, at han og hans deling så en flyver blive skudt ned, og at de dagen efter fik at vide, at det var den tyske flyverhelt den ”Røde Baron”.

I 1917 bliver Bedstefar taget til fange af englænderne (far kalder det Somme slaget – det første slag med tanks!) note.6. Somme er et departement opkaldt efter floden Somme, området var igennem krigen skueplads for adskillige slag. Det som far kalder ”Somme slaget, det første slag med tanks” er sikkert Det store slag ved Cambrai, byen grænser op til Departementet Somme.

Det var en engelsk storoffensiv, Slaget ved Cambrai var et slag i 1. verdenskrig, som fandt sted fra den 20. november til den 3. december 1917. Ved dette slag blev kampvogne for første gang i verdenshistorien effektivt sat ind i krigsførelsen. Briterne ville med angrebet forsøge at se, hvordan det nye våben fungerede mod den stærkt beskyttede tyske forsvarslinje. Efter briternes første succes havde tyskerne dog held til at iværksætte et modangreb, der genvandt meget af det tabte territorium. Den 7. december havde briterne måttet trække sig tilbage næsten til deres udgangsposition. Slaget endte dermed uafgjort og kostede ca. 45.000 faldne på hver side. 

Tidspunktet sidst i 1917 passer også meget godt. Han har sikkert været heldig. På det tidspunkt af krigen var moralen dårlig, og det var på begge sidder. Historikeren Nils Arne Sørensen har et helt kapitel i sin bog ”Den store Krig”, som han kalder ”Mytterier og mudder på vestfronten”. Alle som stadig havde bevaret en smule sund fornuft havde én hovedprioritet, det var at komme levende hjem. At desertere var forbundet med straf, i visse tilfælde endda dødsstraf. Det der med at blive taget til fange var man ikke selv herre over, men der var så nogen der var heldige.

Min far (altså Chr. Hjorth) skriver: ”Far har fortalt, hvordan tilfangetagelsen foregik. Han fortalte om en vedvarende motorlarm ovre fra fjendens side som senere viste sig at være noget helt nyt, og som viste sig at være tanks. Han og kammeraterne var jo i skyttegrave, hvor der bag dem på en høj var et tungt maskingevær, som kunne holde disse uhyrer på afstand, de gik da op på hver side af dem, hvorefter de blev omringet og taget til fange. Den første englænder havde fat i fars ur, forbarmede sig så, den næste rev bare kæden over!” note. 20

Tilværelsen i fangelejre var endnu værre end ved fronten, fødevarer var overalt en mangelvare ikke mindst i fangelejrene. Bedstefar blev efter nogen tid overført til England. Der var forholdene meget bedre, specielt fordi han kom til ”Felthamlejren”. Lejren var oprettet specielt til dansksindede Slesvigere efter initiativ af gymnastikdirektør N.H. Rasmussen og en dansk sømandspræst L.A. Trosensgaard-Hansen. De dansksindede var jo kommet lidt uforskyldt ind i krigen. note 20 (jeg mener at vide, at Bedstefar havde en mappe med hjem fra lejren, og at den nu er på grænsemuseum i dag). Af en soldat at være var Bedstefar gammel, da han blev indkaldt, han kunne se frem til sin 32 års fødselsdag. Jeg havde faktisk altid regnet med, at med den alder ville han ikke være blandt de første, der blev indkaldt. Han fik også en orden, et såkaldt Jernkors. Anledningen var den, at hans kompagnichef skulle uddele et, og han valgte så den ældste i kompagniet! Note 18

Han kom først hjem i foråret 1920 altså 1 ½ år efter krigsafslutningen, det må have været lang tid at vente, men han ankommer med skib til Ålborg sammen med andre fra lejren. note 6.

Den 10. februar 1920 blev der i Nordslesvig (Sønderjylland) afholdt en afstemning om, hvorvidt området skulle høre under Danmark eller Tyskland. Der var to zoner der stemte. Afstemningen var en del af de fredsbetingelser som var pålagt Tyskland. Det er mig uvist, om Bedstefar fik mulighed for at stemme, men jeg er sikker på at han ville stemme på et dansk tilhørsforhold, og han var da også til sin død tillidsmand for Grænseforeningen og medlem af Skamlingsbankeselskabet.

Bedstefar møder Anna Dorthea Johannsen i 1920 hos sin mors familie på Bjerningrød altså i Bjerning, hvor hun var tjenestepige, de bliver gift 14-10-1921. Far beskriver det sådan:

”Min mor hed Anna Dorthea Johannsen. Dorthea betyder guds gave, og det tror jeg bestemt, hun var for min far. Mor kom fra Skanderup fra et meget indremissionsk hjem, hele egnen der var jo præget af det dengang, noget man dårligt i dag kan forestille sig. Det var sådan i Skanderup sogn dengang, at man ikke kunne være fælles om noget, der var to mejerier, to kirker, to skoler osv. Man skulle tro disse to kunne være noget forskellige. Far havde netop været fire år i krigens gru og rædsler, og mor kom fra et helt andet beskyttet miljø.

Mor var noget af en skønhed, hun var ikke stærk, ofte syg, hun døde også ret ung i 1938 bare 42 år gammel. Hun efterlod vores far og os fire børn.” Note 7

Det er nok ingen tvivl om, at det har været et hårdt slag for familien. Henrik var kun 1 år gammel. Bedstemor havde en søster i Skanderup som var ugift, hun kom så ned og skulle ”holde hus”. Der er nogle historier om ”Faster”, jeg ved ikke om de er helt retfærdige, hun har på en måde ofret sig for en familie, som ikke helt var hendes egen, det er også klart, at hun tog sig mest af den lille Henrik.

Far har fortalt at juleaften, når de fik risalamande, så var det altid Henrik, som skulle tage først, og pudsigt nok fik han altid mandelgaven. Det var nok ikke helt tilfældigt, hvor skeen blev placeret. Men det lykkedes et år far at snyde hende, han flyttede skeen!

Sønderjylland var nu dansk og jeg er ikke i tvivl om, at det var Bedstefar særdeles tilfreds med, men jeg ved, at han kom godt ud af det med tysksindede. Juelsminde var en stor nabogård, som var en domænegård altså en af de tyske statsgårde, som fik udpeget en bestyrer, som skulle være et mønster for andre landbrug og ikke mindst for tysk kultur/sindelag. Jeg ved, at Bedstefar flere gange har besøgt bestyreren, som efter 1920 igen var flyttet tilbage til sin familie langt nede i Tyskland. Han har kunnet respektere sin nabo, på trods af (et belastet) nationalt tilhørsforhold. I familien var der også et lidt belastet tilhørsforhold, da hans afdøde hustru havde onkler og tanter, som han stadig havde relationer til. Og de var tysksindede, og ingen af den havde tilknytning til det danske mindretal i Sydslesvig.

Det må trods alt have været en udfordring under 2. verdenskrig, mig bekendt var der ingen nazister, men undslå sig fra at deltage i krigen kunne de ikke. Den ene onkel var besat af at flyve allerede inden krigen, og han var i Luftvaffe under hele krigen. Han har også besøgt far, og som pensionist var han en passioneret maler. Ét af hans malerier er hos Hanne og Kaj, og motivet er Haderslev Domkirke. En meget farverig person, han havde også en bibel med et projektil i, og den var han ikke bleg for at vise frem. Ellers ved jeg, at far havde gode relationer til familien dernede, jeg kan da også selv huske Gerhart Johannesen. Goltoft og Dr. Uve Johannsen i Berlin, men da de var fars grandfætre, er der ikke kontakt længere til næste generation.

Men tilbage til Bedstefar. Der kom jo en ny krig, og Danmark blev invaderet 1940 til 1945, det har givetvis været svært igen at skulle igennem en uforudsigelig tid. Jeg tror nok, at holdningen har været den, som de fleste andre havde; se at komme igennem med så få skrammer som muligt! Der er lavet en del lokalhistorie om besættelstiden (Chr. Hjorth. Har skrevet ”Mine oplevelser den 9. april og under krigen og Kronborg har skrevet en bog).

Efter besættelsen ved jeg, at min far Christian havde meget udlængsel. Han ville som så mange andre ud og se verden, jeg ved at han var nede og se, et nærmest udbombet Hamborg lige efter krigen. Han har også arbejdet en sommer i Norge og Sverige, endvidere var han på en lang tur med Peter Sørensen, sejlede til England, derefter til Frankrig, Belgien, Tyskland. Jeg tror det har været en reaktion på følelsen, der var under krigen, at man låst fast. Det har nok været svært for en ung mand. Hvorvidt det også har været en årsag til, at Bedstefar og far, ifølge mor, til tider havde svære relationer, ved jeg ikke, men deres forhold var også præget af megen veneration. I 1959 forpagter far Christian Johannesen Hjorth gården, som han så efterfølgende overtager i 1966 efter Bedstefars død den 22-04-1966.

Bedstefar var mærket af krigen, han sagde selv, at det var skyttegravenes skyld, at han måtte lide så meget af gigt og anden sygdom. Hvor meget han elles var psykisk påvirket, ved jeg ikke.

Oplysningerne til slægtsoversigt stammer hovedsageligt fra Hans-Jørgen Hjort, som har forsket i ”Hjorth Slægten” og udarbejdet en særdeles udførlig slægtsbog. Det er så sammenholdt med det arbejde far har lavet/suppleret med. Der har været lidt forvirring i fars slægtsforskning, helt tilbage til starten i Hvinderup i slut 1600 tallet. Grunden er den, at der var to gårde i Hvinderup hvor der boede Hjort´er. Far mente, at der var en familierelation mellem dem. Denne ”relation” har Hans-Jørgen Hjorth ikke kunnet finde beviser for, og det mener jeg også, at far var blevet overbevist om. Sluttelig vil jeg gøre opmærksom på at Slægtsnavne /Efternavne er en relativ ny ting Danmark 1828 Slesvig 1771, i forhold til det kan man jo sige, at både Slesvig og Hjorth´erne var lidt foran!

Jeg håber at jeg med denne historiske beskrivelse er lykkedes med at give indsigt i og overblik over                       ”Vores families ophav set i et historisk perspektiv”.

Vor Sydslesvigske familie. Fortalt af Walther Werling (fætter til Bedstemor Anna Johannsen Hjorth)

1. Familien Johansen stammer fra Gulde i Angel. Fortalt af Chr. Hjorth
2. Fars (Christian Johannesen Hjorth) stamtræ
3. Tegning af ”Det Gamle Siverland”
4. Far har fortalt. Af Chr. Hjorth
5. Far i krig, Bagsiden Hjorth slægten (ikke helt korrekt), den er ikke blevet revideret i forhold til senere slægtsforskning. Af Chr. Hjorth
6. Min Mor, bagsiden ældre optegnelser om fars bedsteforældre m.m. Af Chr. Hjorth
7. Bedstefars ”Skudsmåls bog” altså Christian Hansen Hjorth og ældre slægtsforskning!
8. Dokument Bedstefar (Christian Hansen Hjorth) optaget som tyskstatsborger! 1890, bagsiden Dokument indenrigsministeriet.
9. Oversættelse og kopier af ovennævnte dokumenter.
10. Oversættelse og forklaring Jørgen Buck
11. Brev og slægtsoversigt. Hans-Jørgen Hjorth
12. Brev og slægtsforskning. Jytte s. Damsgaard
13. Ældre slægtsforskning – ikke revideret!
14. Stamtræ familien Johannesen
15. Optegnelser – Johannsen Siverland
16. b. c. Beskrivelse familien Johansen på Tysk!
17. Billeder postkort orden-jernkors!
18. Forskelligt Dåbs/Fødselsattester.
19. Sønderjyderne og den store krig 1914-1918. Med fars håndskrevne kommentar/tilføjelser.

Jeg kan tilføje at jeg har med stor interesse har læst Niels Arne Sørensens Den store Krig, som jeg kun kan anbefale, endvidere har jeg været i Verdun, fortet Vaux og Douaumont, som jeg også vil anbefale at aflægge et besøg.

Den 12-10-2017 Thomas Tersbøl Hjorth