Hansen, Eskild (1891-1965)

Senest ændret den 30. september 2021 19:51

Eskild Hansen i paradeuniform.

Persondata
Født: 06/02-1891, Skrydstrup, Skrydstrup sogn
Død: 18/01-1965, Rødding, Rødding sogn
Begravet på Toftlund sogns kirkegård.
Uddannelse:
Erhverv: Landmand. Gårdejer.
Bopæl: Hjerting sogn (i 1920). Toftlund sogn. Sidst bosat i Rødding sogn.
Hustru: Gift 24/04-1924 i Stauning med Marie Christine Jensen (1902-1984).
Børn (før krigsafslutningen): –

Andet: –

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:14/10-1911
Udtrådt: –
Enhed(er):
Garde-Regiment zu Fuss 2.
Rang: –
Andet:
Mødte på session 1911 i Hjerting.

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 1914
Udtrådt: 28/11-1918
Enhed(er): Lehr-Infanterie-Regiment
Rang:
Såret:
Udmærkelser: –
Andet:
Opholdt sig 01/10-1918 i ”Berlin”. (Kilde: Folketælling 1921).

Efter krigen
Var 1925 og 1930 landmand og gårdejer i Stenderup, Toftlund sogn.
Sidst bosat i Rødding sogn.

Medlem af DSK – Toftlund afdeling.
Var 1965 medlem af DSK – Rødding afdeling.

Kilder
Fødselsbiregister, Vojens, RAA.

Alfabetiske lister (= lægdsruller), Haderslev Landråd, militæralder 1911, Skrydstrup, Rigsarkivet.  (Eksternt link, september 2021).

Sønderjyske lægdsruller (1920-1920). Udskrivningskredsen for Sønderjylland. Rigsarkivet Aabenraa. Indført under bogstav S (= årgang 1920), fødselsår 1891, lægdsnummer 141 (= Hjerting).

Folketælling 01/02-1921, Hjerting sogn, Hjerting. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1925, Toftlund sogn, Stenderup. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1930, Toftlund sogn, Stenderup. Rigsarkivet. Vielsesår ifølge denne kilde.

Kirkebog, Rødding sogn, RAA.
Kirkebog, Toftlund sogn, RAA.
Gravsten, Toftlund sogns kirkegård.

Publikationer
Døde i Sønderjylland”, Sønderjyden (Sønderborg), 20/01-1965.  Afskrift: ”Rentier Eskild Hansen, Østergade, Rødding, er død, 73 år”.

DSK Årbøger, 1965. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer som ”Eskild Hansen”, der er medlem af DSK – Rødding afdeling.

Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos

Eskild Hansen i uniform som Unteroffizier. Han bærer en skyttesnor, der er udmærkelse for skydning.
Eskild Hansen ses ved krydset.
Postkort fra Vojens 23/05-1917. Bemærk censurstemplet ÜK Hadersleben, en særlig censur der indførtes ved påbegyndelsen af Sikringsstilling Nord.
Midlertidigt pas fra 1920.

Øvrige oplysninger: Eskild Hansen blev født i Skrydstrup. Hans far ejede Mølvejgård i Rødding, da sønnen blev indkaldt i 1914.

Eskild Hansen har efterladt en udførlig brevsamling, så man kan følge ham gennem krigen. Han skrev hjem i hvert fald en gang – somme tider to gange om ugen. Hans breve stopper i 1917. Han holdt et foredrag for veteranerne i Toftlund. Det var i Foreningen for Sønderjydske Krigsbeskadigede og Faldnes Efterladte. Her fortalte han om, hvad han oplevede i Berlin i 1918 under soldaterrevolutionen. Manuskriptet til foredraget er i sin fulde længde bevaret på Rigsarkivet, så man kan ved at læse det, få hele hans krigstid godt belyst.

Eskild Hansen havde en skånsom soldatertid. Han var kun kort tid ved fronten og kom det meste af soldatertiden til at gøre tjeneste i Berlin, hvor han underviste sanitetsmandskabet. Han så megen nød og elendighed, men blev ikke selv udsat for gruen ved fronten.

Da han blev indkaldt i 1914 kom han først kort til Berlin. Han beskriver, hvordan de ligger 2-300 mand på hver stue. Det er svært at få ro, når man skal sove, og Eskild Hansen er vågen sent hver aften.

Det varer ikke længe, før han kommer til fronten. Han bliver sendt til Namur i Belgien, hvor der er hårde kampe. Den 23.08.1914 såres han og kommer på lazaret. Det er et nonnekloster, der er indrettet til lazaret. Eskild Hansen er ikke hårdt såret. Han har fået en kugle (vist nok gennem låret), men den er gået lige igennem, og han betegner sig selv som lettere såret. Der ligger 450 sårede på lazarettet, og lægerne kan slet ikke overkomme det hele. Der er ikke senge nok, og de må bede de lettest sårede om at sove på gulvet med deres ”mantler” over sig. Eskild Hansen er en af de lettere sårede, så han kommer til at ligge på gulvet. Ved fronten havde de dog halm at ligge på. Her må de nøjes med det bare gulv. Det er et hårdt leje.

Så lå vi der side om side” skriver han. ”Der er franskmænd, tyskere og belgiere ved siden af hinanden.”

Derhjemme får de gennem Hejmdal besked om, at han ligger på lazaret, og moderen bliver selvfølgelig forskrækket. Eskild Hansen beroliger hende. Han er kun lettere såret. Han benytter lejligheden til at undre sig over, at de forskellige nationaliteter, der nu ligger side om side der hver eneste nat, ikke kan lægge våbnene fra sig. Han skriver, at nogle af soldaterne er ramt af 4-5 kugler. Selv har han været heldig. Det er nærmest nok at sætte et plaster på. Kuglen er gået lige igennem uden at anrette større skade. Han kunne dog nok mærke, da han var i felten og blev truffet.

Den 8. oktober kommer han tilbage til Berlin. Han søger om orlov, men får besked på, at han er alt for sund og rask til det. Det glæder ham at høre, selv om han gerne ville en tur hjem.

Turen med tog til Berlin kunne være en oplevelse, hvis ikke der havde været krig. Der er smukt, hvor de kommer frem. De kører gennem vinmarker og skønne flodpartier. Han skriver hjem til sin familie, at meget af kornet endnu står på marken her sent på efteråret. Det er sørgeligt for en bonde at se.

Undervejs overnatter de i en teatersal. Det er koldt, og de fryser alle. Han håber, at han snart vil være hjemme hos familien. Han spekulerer ofte over, hvor længe krigen mon vil vare. Undervejs møder de et tog med frivillige, der er på vej til fronten. Deres patriotisme er iøjnefaldende.

Selv om Eskild Hansen er udskrevet fra lazarettet, er han ikke helt rask, og han bliver med jævne mellemrum undersøgt af en læge.

Berlin er en fantastisk by. Der er flere af hans gode venner hjemmefra, der er netop der. Der er Svend Hansen, som er en fremtrædende ung mand, der er Sigurd Kloppenborg og en Nissen.

  1. P. Hanssen er i Berlin og har omgang med de sønderjyske soldater. Der er en dansk forening og en dansk præst, Lindhardt, så Eskild Hansen lider ingen nød. Hver søndag er han til gudstjeneste og en dag midt i ugen er der arrangement. Hans familie er en højskolefamilie. Han får Højskolebladet tilsendt sammen med et landbrugsblad og masser af bøger. Han kan låne alle de danske aviser i den danske forening, så han følger godt med, mens han er i Berlin.

Kulturelt oplever han meget. Der er koncert med Philharmonikerne, der er teater. Han ser sammen med Svend Hansen ”Når den unge vin blomstrer” af Bjørnstjerne Bjørnsom, og han har dårlig samvittighed over, at han kan nyde et godt drama, mens andre er ved fronten.  Han ser Holberg, og han hører Ibsen oplæst.

De gode venner hjemmefra og fra Danmark skriver breve, og han svarer flittigt.  Han får breve fra Kristian la Cour fra Skibelund og fra flere andre.

Det er en stor opmuntring for de unge mænd, da de opsøges af nogle unge piger, der har fremstillet forskelligt uldtøj, som de ønsker at skænke de nordslesvigske soldater.

Et af de temaer, der går igen i brevene i det første år, er, at moderen ikke skal sende pakker. Hun skal i det hele taget ikke bekymre sig. Eskild Hansen har den mad, han skal bruge og også det tøj, han har brug for. Lige efter nytår 1915 beder han moderen lade være med at sende mad. ”Jeg bliver så tyk og fed ,at du ikke kan kende mig igen, når jeg kommer hjem,” skriver han. Senere ændres ønskerne.

Når der kommer sårede fra fronten, kommer virkeligheden igen tæt på det gode liv i Berlin. Der kommer en såret soldat fra Dybbøl, der fortæller, at lus er det største problem i skyttegravene. Han fortæller Eskild Hansen, at man heldigvis kun mærker lusene de første dage. Når der er gået en tid, vænner man sig til det. Soldaten siger også, at de alle uden undtagelse har lus. Eskild Hansen skriver til moderen, at han syntes, det kriblede og krablede over det hele, så da han kom tilbage til kasernen, tog han tøjet af for at se, om han havde fået lus, men det havde han heldigvis ikke.

Man ønsker at gøre ham til underofficer, men det afslår han. Det er bedre at være ved lazarettet.

Eskild Hansen har en Feldwebel, som han snakker en del med. Også den læge, der står for lazarettet er hans samtalepartner. De to siger samstemmende, at det værste, de ved, er krigsfrivillige. Overalt i Berlin hænger der plakater, der beder 16-20-årige om at melde sig som ”Kriegsfreiwillige”. De unge fyre er slet ikke stærke nok til at gå i krig, siger både Feldwebelen og lægen.

Den 28. december 1914 skriver Eskild hjem. Han har til det sidste håbet at få orlov i julen. I hans sovesal har man indrettet en slags ”kontor”. Man har hængt nogle kapper op så der dannes et rum, hvor man kan have lys, der ikke forstyrrer dem, der vil sove. Nu kan Eskild Hansen skrive breve hjem og læse.

Eskild Hansen skriver konsekvent på dansk. Ind imellem er der et kort på tysk. Så er brevkortet kortfattet, for tysk er ikke Eskild Hansens naturlige sprog. Man kan gå ud fra, at kortet på tysk er censureret. Han skriver usædvanlig kritisk om krigen og tyskerne i sine dansksprogede breve. Censuren har ikke været særlig streng.

F.eks. skriver han i januar 1915 ”Er det ikke forfærdeligt alt, hvad tyskerne anstiller? Hvis de ikke kan komme igennem med magt, bruger de falsknerier på alle måder.”

I 1915 begynder maden at blive ringere. En løjtnant siger til soldaterne, at de jo ikke kan forlange at få steg og kartofler og sovs hver dag. ”Det har vi nu aldrig fået” skriver Eskild Hansen tørt.

I januar skriver han hjem, at han vil fortælle noget, som det er strengt forbudt at tale om: Der har været en stor demonstration i Berlin mod krigen. Den var så stor, at Rigsdagen blev afbrudt, og politiet blev sat ind for at skaffe orden.  Men det er som skrevet strengt forbudt at tale om.

Han fortæller, at han er blevet anklaget af en hjemmetysker fra Tønder for at være for dansk, men heldigvis er hans gode Feldwebel på hans parti, så der sker ikke noget ved det.

Doktoren spørger, ham om han ikke gerne snart vil ”ud”. Han mener til fronten. Det vil Eskild Hansen meget nødigt!

Hen i 1915 mærker man, at der er fødevaremangel blandt soldaterne. Eskild Hansen får nu hver uge tilsendt 2 pund smør hjemmefra. Det sælger han til Feldwebelen, for smør er umuligt at opdrive i Berlin.

Eskild Hansen læser båder danske og tyske aviser. I de danske aviser skriver man meget om fredsslutning. Det er ikke et tema i de tyske aviser.

I maj 1915 har Eskild Hansen orlov og er hjemme i Rødding. Det er meget svært for ham at vende tilbage.

I slutningen af 1915 foretager Generalkommandanturen en undersøgelse af , om det ikke er skadeligt for soldaterne at komme i den danske forening. Det har Eskild Hansen ventet længe.

I februar 1916 rejser faderen og nogle af søstrene ned for at besøge ham. Det er altså stadig muligt at rejse, selv om der er krig.

Man taler om et nyt brændstof, som tyskerne skulle have opfundet. Det skulle efter sigende være langt mere effektivt end gasserne.

Feldwebelen spørger, om det da ikke er muligt at få lidt mere smør.

Selv om Berlin er en kæmpestor by, træffer han dog af og til bekendte hjemmefra. H.P.Hanssen er i byen, og faderen skriver til Eskild, om han ikke vil spørge H.P. Hanssen, hvor man kan anbringe de penge, der er  tjent i krigen. For den, der kan levere flæsk og korn, er krigen profitabel.  H.P. Hanssen svarer, at man skal passe på med at have for mange løse penge. De kan så let som ingenting blive værdiløse. Det er bedre at sætte pengene i jord. Eskild Hansen giver det gode råd videre. H.P. Hanssen siger også, at han ikke tror på en snarlig fred.

Eskild Hansens enhed sendes til fronten, men han får lov til at blive i Berlin.

Der er han lige til revolutionen i 1918. Den oplever han på nærmeste hold. Han oplever, hvordan befalingsmændene smider uniformerne og flygter. ”Når selv kejseren flygter,” siger soldaterne. ”Hvorfor skulle vi da blive?”

Alt er kaos. Der er ingen, der har styret.

Eskild Hansen begiver sig nordpå med jernbanen. Han er ikke officielt hjempermitteret, men det er de fleste andre soldater i toget heller ikke. Da de kommer til Flensborg, er der stadig soldater ved jernbanen, der kræver at se deres ordre til at rejse hjem. Soldaterne kan fortælle vagterne, at de er håbløst bagud. Alle andre steder i Tyskland er man klar over, at det er nye tider. Der kræver man ikke at se papirer. De får lov at rejse videre.

Revolutionen løber ud i sandet, og Eskild Hansen kommer hjem til Rødding.

I 1924 overtog han sammen med Marie, (f. Jensen) Skovsbjergvej 5

i Stenderup efter Christian Carl Iversen. Gården fik navnet Stauninggård. Gården blev i 1958 overtaget af sønnen Gunnar Hansen.

En tanke om “Hansen, Eskild (1891-1965)”

  1. Hej til skribenter og arkivarer,
    Tusind tak for det veldokumenterede og velskrevne indlæg om min morfar, Eskild Hansen.
    Jeg har i Øjebliksbilleder fra 1920 ( udgivet i Spring 48, redigeret af Marianne Barking og Anders Ehlers Dam), der netop er udkommet i forlængelse af genforeningen, skrevet om Asta Nielsen – og i et efterskrift inddraget noget om revolutionen i Berlin fra min morfars beretning.
    Mange hilsner
    Bodil Marie Stavning Thomsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918